Det var Pang Brødrene, der med filmen The Eye for alvor fik redet med på den asiatiske horrorbølge for et par år siden. I den, for de uindviede, nærmest uoverskuelige syndflod af film fra Japan, Korea og Hong Kong, der lukrerede på vestens behov for at se noget der for alvor var uhyggeligt, stak filmen også så prominent frem fra de oprørte vande, at der ligefrem er en amerikansk remake på trapperne. Brødrene Pang fulgte op med, den meget melankolske, surrealistiske fabel Re-Cycle, som vistnok også fandt vej til DVD-hylder på vore breddegrader. Den nyeste film fra tvillingerne er deres første forsøg udi at instruere amerikanske skuespillere på amerikansk grund, og det slipper de faktisk temmelig heldigt fra.

Det er svært at give The Messengers en fair behandling efter at have set den helt igennem forrygende El Orfanato, men det er svært ikke at sammenligne de to. Begge film handler om en familie, der flytter ind i et gammelt hus og begge huse rummer levn fra fortiden i form af mere eller mindre venlige gespenster. I stedet for udelukkende at drage paralleller mellem disse to, så bør The Messengers jo holdes op mod det væld film, som på en eller anden måde handler om overnaturlige fænomener, spøgelser og ikke mindst ideen om at voldsomme gerninger kan forplante sig i mursten og mørtel. Så selv om The Messengers hverken er lige så nærværende som El Orfanato, lige så genredefinerende som Poltergeist eller har haft lige så stor en sum penge i ryggen som den nye version af The House on Haunted Hill, så formår den stadig at efterlade et godt indtryk hos denne genrefan.

The Messenegers er produceret af Sam Raimis selskab Ghost House Pictures, der foruden Pang Brødrene også hentede Takashi Shimitzu til staterne så han kunne stå bag kameraet på de amerikanske udgaver af The Grudge. Skuespillerne i filmen er, med et par få undtagelser, nogle man ikke tidligere har set, og det er rent faktisk forfriskende, især fordi de faktisk leverer hæderlige præstationer.

Filmen starter ud med en familie, der brutalt nedslagtes af noget som vi ikke får at se. En lille dreng søger tilflugt i skabet under vasken, men denne åbnes også og han skriger til kameraet. Klip til familien som kører mod deres nye hjem. Familien har en hel del interne problemer, der i løbet af filmens handling afsløres. Faktum er dog, at de grundet finansielle problemer har måttet søge ud af byen, ud på landet hvor faderen oprindeligt kommer fra. De har købt en forfalden gård, hvor faderen vil dyrke solsikker, i et nærmest desperat forsøg på at komme på fode igen.

Foruden faderen består familien af en mor og teenagedatter, der ikke kan kommunikere sammen, og endelig Ben på fem. Den nærliggende by er et vaskeægte provinshul, hvor den eneste aktivitet er at hænge ud, og selv om hun forøger at tage det pænt, er datteren Jess tydeligt frustreret over sit nye liv i South Dakota. Familien har ydermere taget en lokal mand under deres vinge. For kost og logi giver han en hånd med i gårdarbejdet, og inden længe er han en fast del af familiens dagligdag. Inden længe begynder der at ske mystiske ting i deres nye hus.

Første gang seeren præsenteres for gespensterne er elegant skildret, idet der kun antydes en skygge, der bryder støvet som hvirvles rundt i sollyset, men dette skal snart ændre sig. I scener hvor kameraet emulerer Bens synsfelt, bliver vi vidne til groteske, hvide skabninger, der kravler på vægge og loft, og som konstant lokker den nysgerrige unge mand lidt for tæt på kældertrappen. Jess er også vidne til en voldsom poltergeist-aktivitet en aften; usynlige kræfter smadrer inventar og flår tapetet af væggene, en aften da forældrene er ude. Hun ringer desperat efter politiet, men da de kommer, er alt tilbage til normalen. Både ordensmagten, familien og Jess selv stiller spørgsmål ved hendes mentale tilstand.

Selv om filmen er både generisk og forudsigelig, har den dog også ting der taler for sig, ikke mindst en forholdsvis lødig og realistisk dialog, et par gode gespenster, der synes at have designmæssige ligheder med de besatte folk i Raimis to første Evil Dead-film, og så lykkes det filmen, ved et snedigt plottwist, at komme bag på nærværende anmelders antagelser, om hvordan historien egentlig hang sammen. På minussiden er filmen maret af den åbenlyst, tåbelige solsikkesymbolik, samt de computergenererede ravne der omgiver familiens hjem. Fuglene optræder ikke kun som slet skjulte referencer til Poe og Hitchcock, men de synes også at være totalt overflødige i forhold til det centrale handlingsforløb. Alt dette gør The Messenegers en ganske hæderlig spøgelsesfilm, der retfærdig vis ikke vil blive husket i lige så lag tid, som de film jeg sammenlignede den med tidligere.