Der er vist ikke så meget at være i tvivl om: Metallica ER kongerne af stadionrock i den tungeste ende. Jovist, Slayer har været fremme i mindst lige så mange år, men Metallica er dem som har bragt thrash-metal til masserne. For de ulykkelige, der aldrig har haft chancen for at se Metallica spille live, er der nu mulighed for det næstbedste, nemlig at få fingre i filmen Metallica - Through the Never og med lyden skruet helt i bund se en forrygende koncert på hjemmets 3D-fjernsyn.

Filmen kom sidste år og det var muligt at opleve bandet i udvalgte IMAX biografer, men selv om man ikke har dette, er oplevelsen også ganske imponerende. Filmen står knivskarpt og 3D effekten er imponerende, men hvad med selve filmen, er den værd at se? Det kommer helt an på om man hører til en af bandets trofaste fans, for hvis man ikke kender Metallica er dette måske ikke det rette sted at starte.

Før bandets brød gennem til det brede publikum med The Black Album – der rettelig blot bar bandets navn og et billede af en slange - var levende billeder af bandet et særsyn. De havde stort set ikke lavet musikvideoer (med undtagelse af en fin sort/hvid video til nummeret ”One” fra ...And Justice for All) og en samling amatøroptagelser udgivet på VHS Cliff ’em All, der bød på en række koncertoptagelser fra forskellige shows med den afdøde bassist Cliff Burton. Der er som bekendt sket meget sidenhen og der er nu næppe nogen, selv yngre metalfan, som ikke ved hvordan bandets medlemmer ser ud.

I forbindelse med udgivelsen af Through the Never (og som også konstant italesættes på det meget omfattende ekstramateriale, der fylder en særskilt DVD skive som er mere end dobbelt så langt som selve filmen) har det været bandets mantra, hårdnakket at påstå at dette IKKE var en koncertfilm. Det er dog præcis hvad det er.

Through the Never er en fedt filmet, knivskarp 3D-oplevelse af at se Metallica spille seksten af deres (allerbedste?) numre på en stor, specialkonstrueret scene. Scenen ændrer sig undervejs og pyroteknik, røg, lasere, figurer, lamper og mange bevægelige dele konstant sørger for at byder seeren på en masse overraskelser, som om det ikke var nok at se bandet tonse derudaf i HD.

Mellem numrene og i mere lyriske passager undervejs skifter fokus fra koncerten til at vi følger den unge roadie Trip (spillet af Dane DeHaan) på en surrealistisk tur, gennem de natsorte gader udenfor stadionet, hvor koncerten brager løs.

Trip er blevet bedt om at fragte noget benzin hen til en af bandets lastvogne, som er løbet tør, men undervejs oplever Trip en række mærkværdige og ganske skræmmende ting, der af mangel på en bedre beskrivelse minder om et mystisk metalmareridt. Der skal ikke siges meget om disse handlingsbærende sekvenser, kun at de synes at understøtte musikken og især teksterne der synges med stor, rutineret iver af James Hetfield. Vil man se filmen for at få en god historie, anbefales der herfra ikke at anskaffe sig filmen for dette alene, men har man lyst til at se en masse gode Metallicahits i optimal lyd og billede, så er det en film for dig.

Ikke kun musikalsk men også energisk viser Metalica sig i denne film fra deres bedste side. Numrene som spilles synes udvalgt meget nøje og appellerer måske især til de af os, som har været fans i mange år. Godt nok har der sneget sig en lille håndfuld nyere Metallicasange ind, såsom ”Fuel”, ”The Memory Remains”, ”Wherever I May Roam” og ”Cyanide”, lige som der naturligvis bliver mulighed for at høre sjæleren ”The Unforgiven”, der nok er filmens (og koncertens) kedeligste moment. Men for gamle fans er dette intet nyt under solen, idet vi langt hellere vil høre hårdtpumpede thrashnumre som ”Battery”, ”Ride the Lightning” og ”Master of Puppets”, hvilket der heldigvis også sker.

Der er ingen hjernedød, sentimental snak fra Lars i slutningen af koncerten, der er ingen pauser undervejs og det er i det hele taget en fryd at opleve filmen, især for musikken, bandets energi og publikumskontakt, som er fanget fint og som de der har været til koncert kender så udmærket. Mellemsekvenserne er også stemningsfuld og flotte som bare pokker og dertil kommer at der er så meget ekstramateriale, at de virkelig dedikerede fans kan blive ved med at gå på opdagelse lang tid efter hovedfilmen er blevet set et par gange.

Som koncertfilm fungerer Metallica – Through the Never derfor utroligt godt, men som narrativ eller poetisk film kan den ikke stå på egne ben, dertil er dens ”handling” for sparsom. Endelig kan man ikke som gammel filmfan undgå at blive en anelse irriteret over historiens MacGuffin, der alt for tydeligt har lånt sin idé fra Pulp Fiction. Til gengæld bliver koncerten aldrig kedelig og man har, idet rulleteksterne kører til tonerne af ”Orion”, lyst til at høre meget mere Metallica eller bedre endnu, finde en billet til et sted hvor de optræder. Missionen er – kort sagt - lykkedes.