Krigsfilm falder, som en tommelfingerregel, i to kategorier. Enten er der tale om film, der hylder soldaternes heltemodige indsats ved fronten, eller også er det film der viser tilskueren krigens gru. Det er nu muligt at bevæge sig ind i biografmørket og opleve en film der lægger sig lidt i begge lejre. For dels handler det om en lille gruppe soldaters tætte venskab og offervilje for en fælles, national sag, dels handler det i lige så høj grad, om at vise hvor intenst rædselsfuldt gruopvækkende krigshandlingen kan være, når man pludselig befinder sig langt inde på fjendens territorie, omringet af en overvældende mængde svært bevæbnede Talibankrigere, der udelukkende har til hensigt at dræbe en.

For at styrke ægtheden i Lone Survivor starter filmen med virkelige optagelser og stillbilleder fra det amerikanske Navy SEALs rekrutprogram, hvor de der ansøger må trækkes gennem de ene uhyrlige træningssituation efter den anden, i forsøget på at få udskilt de svageste menige og udelukkende lade de, der er villige til at presse sig selv så meget over deres egen grænser, at det nærmest minder om statsorganiseret, selvvalgt tortur.

Dernæst starter filmen ved at vise den soldat, som filmens titel henviser til, blive fløjet, svært forkommen til et felthospital i Afghanistan. Der er nok ingen tvivl, i den opvakte seers sind, om at denne soldat nok skal klare det, men idet man springer tre dage tilbage i tiden, til det tidspunkt hvor de fire læderhalse, venskabeligt fordriver tiden på basen. Der går ikke længe før de blive udvalgt til deres mission – kodenavn ”Redwing”: at lokalisere og eliminere en højtstående Talibanofficer - Ahmad Shahd, der ifølge militærets oplysninger befinder sig i en fjernt beliggende landsby.

Oplysningerne vil vide, at Shahd har et par håndfulde mænd med sig, men idet patruljen, efter en lang dags strabadsfyldt tur, hvor de fire soldater har forceret en stejl bakkekam, ankommer til den stejle skråning hvorfra de kan se byen, viser det sig at militærets oplysninger var ganske urigtige. Shahd flankeres af en masse svært bevæbnede soldater, og nu der gode råd dyre, for de fire amerikanske soldater kan, takket være terrænet, ikke komme i radiokontakt med deres base. Værre endnu bliver det da de, idet de forsøger at gemme sig på bjergsiden, og pludselig står ansigt til ansigt med tre lokale fårehyrder. De står nu overfor et valg, skal man binde dem og efterlade hyrderne til de vilde dyr, slippe dem løs eller ligefrem eliminere to store drenge og en gammel mand, for ikke at afsløre deres position og forehavende?

Før det hele brager løs, skal seeren dog vente samen med soldaterne vente i rum tid. Vi skal se på de skæggede, barske fyre sniger sig rundt i det bjergrige landskab, marchere mens solen bager ned, stirre på hinanden og forsøge at komme i kontakt med basen. Disse scener kan, måske set fra i et actionfilmsperspektiv, virke formålsløse, men de skaber dels en glimrende stemning af stilhed før stormen og dels så virker det ganske realistisk at vise tilskueren, at en soldats arbejde ofte består i at afvente hvordan situationen udvikler sig og ikke mindst vente på grønt lys fra højere sted.

Det er den amerikanske instruktør Peter Berg, der har siddet i instruktørstolen. Sidst han var forbi kapellet var i forbindelse med The Kingdom, som undertegnede også var ganske positiv indstillet overfor. I forbindelse med den film blev der skrevet: ”Islamistiske terrorister er – lad os se det i øjnene – de nye nazister i filmland”, dette fjendebillede bliver dog mere nuanceret i den nye film, for selv om den lige som sin forgænger viser, i dette tilfælde, Taliban som nogle blodtørstige, anti-amerikanske barbarer, der halshugger folk som tænker anderledes end dem selv, så viser den også helt andre sider af det afghanske folk. Mere skal dog ikke afsløres her.

Lone Survivor er også en slags ”buddy” movie, der beskriver det tætte broderskab mellem SEAL soldaterne både i og udenfor felten. Desværre synes filmen ikke at tegne et tilstrækkeligt nuanceret portræt af de barkede mænds kærlighed til hinanden, til at man bliver virkeligt rørt over deres skæbner. (I stedet røres man langt mere effektivt af mødet mellem den unge drengen i landsbyen og den hårdt sårede hovedperson).

Måske hænger det manglende engagement i de fire hovedpersoners indbyrdes forhold sammen med, at ens forventning til deres endeligt er blevet etableret fem minutter inde i filmen og derfor har man måske i sagens natur ikke lyst til at lade sig påvirke unødigt af figurer, som man på forhånd ved er dødsdømte. Det sikrer også, at der er en del af filmens fremdrift som går tabt på denne bekostning, for der er ingen tvivl om, hvem det er der kommer levende ud af situationen. Det interessante bliver derfor hvordan vores protagonist formår at klare sig imod så umulige odds.

Filmen afsluttes med at vise billeder og hjemmevideooptagelser med de mænd Lone Survivors historie er baseret på. Selvfølgelig, som i filmens start, for at forankre fiktionen til en håndgribelig virkelighed, men dette valg gør, set med denne anmelders øjne, at filmens morale om tab, venskab og krigens ofre bliver alt tykt smurt på og patosladet Amerikansk i sit udtryk.

Lone Survivor er altså en film der får skabt nogle gode, intense og realistiske krigsscener, men som også desværre taber pusten rent dramatisk. Det er en film, der med garanti vil appellere til alle der holde af at læse Andy McNabb eller holder af andre beretninger om virkelighedens krigshandlinger centreret omkring specialstyrkers indsats. Der hersker nemlig ingen tvivl om, at filmen søger det autentiske i forhold til at lave en så realistisk skildring af Operation Redwing som muligt, men de seere der havde forventet et bevægende krigsdrama, må desværre kalde basen op og rapportere at der, til trods for overvågningsbillederne, ikke rigtigt er noget at komme efter.