Det er svært ikke at blive bare en smule overrasket over den amerikanske tv-serie Mad Men. Femte sæson er netop overstået på amerikansk tv, og købsversion er således udkommet klar til julehandlen. Også i Danmark. Ikke alene har den solgt godt, og ikke alene er den blevet til et prisbelønnet verdensomspændende fænomen. Den er blevet det, som de fleste producenter af populærkultur har våde drømme om: en segmentknuser. Serien har ikke kun et enormt publikum, men den formår også at skabe debatter, hvor elitært fagkyndige tænkere er nødt til at tage stilling til seriens holdninger og temaer. Med god grund og med substantiel brug af seriens egne tematikker.

Indledningsvist skabte den stor opmærksomhed, fordi den på flere fronter forsøgte sig med en realisme i sin skildring af 60’ernes USA. Et USA, hvor det var mere gængs at ryge og drikke, end det var unormalt. Som en reaktion på Anden Verdenskrig, hvor nazisterne fx havde forbudt offentlig rygning flere steder, og som en reaktion på forbudstiden før krigen blev alkohol og tobak indtaget i store mængder i den såkaldte frie verden. Da første sæson løb over skærmene var det derfor helt ude af trit med vor tids større puritanske tendenser. Og for at understrege denne brug af fortiden tog første sæson fat i tobaksindustrien.

Ydermere udspiller der sig gennem hele serien et særdeles problematisk kønsrollemønster, der heller ikke lever op til nutidens forsøg på politisk korrekthed. Røg, sprut og kvinder i serien er derfor blevet tolket som en skrap reaktion på vores samtids puritanisme, men det er en tolkning, jeg vil være særdeles henholdende over for. I stedet er det også vigtigt at understrege, at dette er historisk drama af meget høj kvalitet og autencitet – og derfor må serien også overholde den historiske tids egne excesser. Kvindens rolle var før feminismens anden bølge dengang problematisk. Der blev røget og drukket på kontorerne. Så det kan lige så vel være et meget fint led i seriens søgen efter en fortidsrealisme.

Både indbygget og blot antydet tegner Mad Men et skarpt og interessant billede af tiden efter Anden Verdenskrig med hovedvægten lagt på USA. Og i særdeleshed reklameindustriens opblomstring i efterkrigstiden. De såkaldte ’man men’ var ’ad men’ på Madison Avenue i New York. Men samtidig har serien formået at bygge en yderst udsædvanligt vellykket bro ind i nutiden og en global stilinteresse. Den rammer derfor fuldstændig plet, hvad angår interiør, tøjstil og politiske interesser i dag. Uden et klart 1:1 forhold formår serien at udnytte interessen i 60’erne, som er bredere end blot en tv-serie. Samtidig er den – frem for at være en kønspolitisk ukorrekt fortælling – en meget fin versionering af kvindens langsomt forbedrede rolle på arbejdsmarkedet. Model Peggy i Mad Men. Således interessant for alle i vesten, der med lidt forskellig hastigheder tilegner sig samme samfundsmomentum.

Det mest overraskende ved tv-serien er dog, at den – i modsætning til mange andre populære rivaler – formår at holde den meget høje kvalitative standard. Faktisk er denne femte sæson en af de bedste i serien – og gudskelov er der også en sjette under indspilning. Fokus bliver tendentielt undervejs lidt melodramatisk, tangerende en sæbeopera, hvilket særligt gælder det nøje fokus på Joans privatliv med baby og mand i Viet-Nam. Det er måske forståeligt, når der skal narrativ saft til så lang en serie. Men så snart Joan er retur på kontoret på Mad Av., er dynamikken genskabt. Særlig skarp er sæsonens sidste halvdel, hvor de personlige konflikter hos såvel Don, Lane og Peggy spidser til. På mange måder spejler de personlige konflikter sig vellykket i hinanden, hvilket skaber fortælleteknik på et særdeles højt niveau. Enkelte af afsnittene er endda begyndt at lege effektivt med opgør med den kronologiske fortællestruktur.

Det helt særegne ved denne sæson specifikt, men også resten af serien generelt, er dens mageløse evne til at skabe afvekslinger i seerens sympati- og identifikationsforhold. Alle karaktererne har en helt gennemført dybde, der gør, at de stedvist er nogle dumme svin, men på andre tidspunkter er seriens helt eller heltinder. Der er absolut ingen i serien, der hele vejen igennem formår at holde sympatien fast. Den glider hele tiden af, fordi en eller flere gerninger skaber kompleksitet i karakteren. Denne femte sæson lægger fx op til, at den ambitiøse Pete viser sig fra en langt mere omgængelig side, men langsomt – uden at afsløre hvordan – svinder dette ind. Lidt det samme kan siges om Dons komplekse og dybe karakter.

Længden og fortællingernes dybde har gjort, at denne type tv-serie er sammenlignet med 1800-tallets romanføljetoner. Sammenligningen er oplagt. Mere relevant er det dog måske blot at sammenligne Mad Men og andre serier af samme høje standard med litterære fortælleteknikker. Konsumptionstiden for en sæson af Mad Men svarer reelt meget godt til læsetiden af en 500 siders roman. Generationsdrama og karaktermæssig dybde når standarder, som udspiller sig i litterære storværker, men som tidligere har været tv-serier forment. Og det er da også med et produktionsbudget pr. afsnit, der svarer til et par af de største danske filmproduktioner. Begrebet quality tv er blevet brugt om disse tv-serier, der kan mere, end tv-serier angiveligt tidligere har kunnet. Betegnelsen er ikke uproblematisk, men i mangel af bedre er der ingen tvivl om, at sæson fem af Mad Men lever fuldblods op til betegnelsen.