Selv om de fleste gaijins sikkert nok forbinder japanske animationsfilm med kæmperobotter, legetøjsreklamer forklædt som underholdning, tentakelpornografi eller voldsomme science-fiction universer med mindst én kataklysmisk eksplosion, så kan man også være heldig at finde helt anderledes afdæmpede værker i blandt de mange animé-titler. En sådan film er Oppe på valmuebakken.

Selv om japanerne har tradition for at lave tegnefilm og tegneserier der henvender sig et langt bredere publikum end børn, så er dette en film der nok finder sin primære målgruppe blandt de der er stadig går i skole. Derfor kan det også undre gevaldigt at de danske distributører ikke har valgt at versionere filmen på dansk, men udelukkende tyr til at undertekste det oprindelige japanske lydspor. For selv om de mindste i familien måske kan opfatte fortællingen som ganske langsommelig og til tider endda lidt halvkedelig, så er billedsiden virkelig smuk og filmens morale en som også danske børn vil have gavn af.

Idet filmen starter møder vi dens hovedperson Umi, der sammen med sin bedstemor driver et pensionat. Umi arbejder hårdt for at lave mad, lave indkøb og holde stedet rent, mens hendes mor er i Amerika for at studere. Året er 1964 og japanerne forberede sig på det kommende OL.

Hver morgen hejser Umi et par flag, der tydeligt kan ses af skibene, der sejler forbi pensionatet. Det var en tradition, som hun startede da hendes far stadig var i live, for han var sømand og blev dræbt i tjenesten i Koreakrigen. Flagene, der byder skibene en sikrer rejse, ses af en ung mand – Shun - hvis far er kaptajn på byens slæbebåd. Drengen bliver så fascineret af flagningen, at han ligefrem forfatter et digt i skolens avis der hylder pigens gerninger, han afslører dog ikke sig selv som digtets ophavsmand.

Shun er, sammen med både redaktionen på skolens avis og de andre fritidsklubber i et dilemma, for langt størstedelen af eleverne på skolen mener at deres faldefærdige klubhus, som ligger op til gymnasiet, skal lukkes. Da Umi lokkes af en veninde til at sætte fødderne indenfor, opdager hun ved selvsyn hvor uhumsk der er og beslutter sammen med de andre piger fra gymnasiet, at gøre noget ved det og få rydet op. Samtidig er hun blevet lun på Shun, men det skal vise sig, at de måske ikke er helt uproblematisk for de to ar blive kærester med hinanden.

Der er altså to sideløbende fortællinger i Oppe på Valmuebakken, kærlighedshistorien og fortællingen om klubhuset. Disse går også hånd i hånd og fortælles i et tempo hvor stilhed ofte er langt mere effektivt end alverdens replikker.

Filmen er instrueret af sønnen af den verdensberømte japanske animator Hayao Miyazakis: Goro, men farmand har været med til at skrive manuskriptet til filmen, som er baseret på en manga af Tetsurô Sayama. Selv om man måske kan mene at filmen egentlig er ganske banal i sin handling, så er filmen både lun, fin og byder på virkelig laber animation. Selvsagt er dette en film der ikke byder på noget overnaturligt eller elementer der ligefrem har gjort valget af fortællefor strengt nødvendigt, men det er også meget svært at forestille sig filmen som live-action film.

Det kan godt være man skal være japaner for at blive rørt over de sange som optræder – helt naturligt og ikke som hos Disney som et afbræk fra selve handlingen, men det er ikke svært at blive betaget af den romantiske kærlighedsfortælling mellem de to ganske generte protagonister. Det er måske ikke nogen stor film, men bestemt en som man bliver i rigtigt godt humør af at se og som måske ligefrem kan være med til at få ens puls ned i den ellers så fortravlede danske hverdag.