Første gang science-fictionfans mødte den fåmælte, muskelbøf Riddick, var det i gyserfilmen Pitch Black fra 2000. Den blev efterfulgt fire år senere af den stort anløbne Chronicles of Riddick, der blev et hit blandt de fleste dedikerede fans, men det brede publikum svigtede filmen i biograferne. Det har også været muligt at gribe controlleren og selv forsøge sig som Riddick i to stemningsfyldte computerspil: Escape from Butcher Bay og Assault on Dark Athena – og som om dette ikke er nok, har det også været muligt at opleve en animé-version af figuren i tegnefilmen Dark Fury. Alle udgaver naturligvis ledsaget af ved Vin Diesels karakteristiske, rustne stemmeskuespil.

I 2013 kom en ny film med figuren og nu er Riddick – som blev filmens titel – kommet til hjemmebiografen. Det kan lige så godt blive sagt med det samme, for Riddick følger ikke i sporet den meget storladne, svulstige stil man kunne opleve i Chronicles. I stedet søger den tilbage til udgangspunktet og ligner i forbløffende grad Pitch Black mere end sin forgænger. Det kan godt være, at dette vil virke skuffende for de der havde forventet at se Riddick som anfører af Necromongers, drage rundt i universet for at decimere den ene planet efter den anden. Til gengæld vil de glæde dem, som hele tiden har set figuren som en slags parallel til Conan, der er ligeglad med guld og ære, men som i stedet, som Riddick direkte siger det, mere har lyst til at finde sit indre dyr frem.

De første fyrre minutter af filmen er helt klart de bedste, for næsten uden dialog, får seeren fortalt historien om hvordan Riddick er blevet træt af politik og civilisationen blandt Necromongerene og i stedet meget hellere vil overdrage magten, til en der har lyst til det og drage hjem til hans planet Furyia. Han lander på planeten, men opdager hurtigt at det ikke er hans hjemplanet. Selv om han når at dræbe en håndfuld mænd som ledsager ham, er det ikke nok , for han strander på denne fremmede, gulbrune verden, fyldt med alle mulige væsener der vil dræbe og spise ham.

Som en slags muskuløs Walden vandrer han rundt i dette trøstesløse landskab med et formål for øje overlevelse – og naturligvis er han bedre i stand til at klare dette end de fleste. For selv om han starter nærmest med åbent benbrud og uden våben, går der ikke længe før han både har fået vise de vilde dyr, hvem der er alfahannen og fremstillet de mest basale værktøjer som man har brug for til overlevelse.

Situationen spidser dog til, idet han opdager at en masse ubehagelige væsener dukker op hver gang det regner (lidt som de uhyrer der dukker de op ved mørkets frembrud i Pitch Black) så derfor finder vores hovedperson en base hvorfra han tilkalder to dusørjægerhold, som hver har deres gode grunde til at fange vores antihelt.

Det er som om filmen mister lidt momentum, idet seeren skal følge disse to hold lejemordere, der naturligvis straks kommer på kant med hinanden – noget som vores helt naturligvis ser sit snit til at udnytte, men desværre bliver denne del af filmen også lidt træg, idet Riddick holder sig væk i næsten en halv times tid – og lad os være ærlige det er ham man har betalt gode penge for at se.

Til gengæld får de mere nørdede drengerøve i denne del af filmen Katee Sackhoff (der spillede Starbuck i den nye version af Battlestar Galactica) topløs at se, og så er det ganske morsomt at opleve de øvrige figurers ofte overdrevne overspil, idet de kommer op og skændes.

Filmens visuelle stil fejler dog ikke noget, for selv om det er klart at se at filmen slet ikke har kostet så meget som Chronicles (sikkert takket være den noget lunkne modtagelse den fik), så er der en konsekvent stram stil over såvel landskabe, gear, rumskibe og de mystiske væsener som planeten huser. Det virker gennemarbejdet og selv om der sikkert vil være flere seere, som vil opleve dette som en slags Pitch Black 2, så er fokus flyttet fra uhyrerne til de mellemmenneskelige relationer mellem Riddick og dusørjægerne.

Kort sagt, så er Riddick en glimrende, voldelig og underholdende science-fiction-actionfilm, hvor der rettelig er blevet gjort plads til seje one-liners, splattereffekter og en ganske gammeldags barbar-mentalitet, der vil falde i smag hos alle de der ved at barbarfiguren er mere og andet end blot et udtryk for en præ-pubertær, maskulin sexfantasi. Figuren Riddick har aldrig været sejere og kan man leve med at Necromongerne kun er med i filmens start, så er det en film man ikke må snyde sig selv for. Det er ikke stor kunst, men det er knuseme underholdende lavet.