München spillede en central rolle både op til og under det nationalsocialistiske regime i Tyskland. For det første var det her, Hitler forsøgte at kuppe magten i 1923, af hvilken årsag han blev sat i fængsel – hvor han forfattede Mein Kampf. For det andet var det også München, der dannede rammen om selve dannelsen af diktaturet, der mest handler om Hitlers udvikling fra kunstner til soldat, og senere til agitator og politiker. Sådanne begivenheder betragtes som helt centrale i forståelsen af Det Tredje Rige og rødderne til den anden verdenskrig, og derfor udtalte general Eisenhower også efter indtagelsen af München, at de havde taget ”the cradle of the beast”.

München danner også rammen om en væsentlig og berømt modstandsbevægelse i Tyskland, nemlig Die weiße Rose der udsprang af søskendeparret Sophie og Hans Scholl. Det er det drama, der udspillede sig i de sidste dage omkring deres liv, som filmen Sophie Scholl – Die letzten Tage handler om.

Det er ikke første gang, at historien om modstandsgruppen Die weiße Rose bliver indspillet på film. Michael Verhoeven instruerede i 1982 filmen af samme navn, der er anerkendt for en lidt kontroversiel stil, som særligt opprioriterer en sans for autencitet og objektivitet, mens den samtidig sætter fokus på de mere religiøse baggrunde for gruppen. Samme år udkom også Fünf letzte Tage, instrueret af Percy Adlon, der tager sit udspringspunkt hos Else Gebel, der i fem dage delte celle med Sophie Scholl. Fælles for begge film er, at de sætter ind dér, hvor hun bliver fængslet og følger hendes sidste dage. Det gælder således også for Marc Rothemunds film Sophie Scholl – Die letzen Tage.

Man kan derfor spørge, hvad det er, der gør, når vi allerede har to helt fornuftige film om Sophie Scholl og de sidste dage, at vi skal have endnu en til samlingen. For første er der det mere kulturelt orienterede argument, der handler om, at den anden verdenskrig i sig selv er godt stof. Man kan nærmest sige, at krigen er semiotisk overdetermineret, hvilket betyder, at den blotte benævnelse af krigen sætter en lang række associationer i gang, som gør, at fortællingerne per definition af lagt i gribende rammer. De seneste år har vi også set en opblomstring af film, der handler om emner under krigen, mest af alt populariseret af Der Untergang, men det vigtigste, som er værd at fremhæve, hvad angår disse film, er den distancering, som tidsmæssigt gør sig gældende. Det er ikke uden betydning, at vi er fremme ved tredje generation efter krigen, hvilket betyder, at det følelsesmæssige nærvær ikke bringer sindene i kog på samme måde som tidligere. Fundamentalt betyder det, at vi får nogle langt mindre farvede fortællinger om krigen og dens gru, hvilket i sig selv retfærdiggør, at mange af de samme emner tages op på ny.

For det andet så handler det jo også blot om, om filmen har noget nyt at byde på, eller om fortællingen trænger til at blive fortalt igen. Og det gør historien om Hans og Sophie Scholl i særdeleshed. Det positivt overraskende element i Sophie Scholl – Die letzten Tage er det opprioriterede fokus på selve forhørene af Sophie og den rolle, som Robert Mohr fra Statspolitiet spiller. Det er nemlig i sidstnævnte, at både den mere raffinerede fortælling og den elementære tvetydighed i Morhs rolle opstår. For det første er denne fortællestruktur en fordel for den, der ikke kender mange faktuelle detaljer om Sophie Scholl, og derved skabes der et forhørsteknisk suspense-element: ikke filmens udfald men selve handlingsgangen forbliver således spændende. For det andet er Morhs karakter langt fra karikeret, som nazister ofte desværre går hen og bliver på film, denne film går da heller ikke fri af dette, men den formår gennem Morhs rolle at opretholde en vis troværdighed og autentisk drama – uden Hollywood-modellernes overleverede nazimasker.

Det er da også i disse forhørssituationer, at Sophie Scholl – Die letzten Tage udmærker sig. Det er for det første her, at Julia Jentsch spiller sin rolle helt ud til kanten af det tilladeligt gode – hendes Sølvbjørn for rollen er såre fortjent. Men for det andet er det her filmens status af filosofisk argument opstår, idet diskussioner og refleksioner i dialogen mellem Scholl og Mohr for alvor tager fat om mange grundlæggende spørgsmål om ansvar, samvittighed og skyld. Uden at det bliver til splittede, opstyltede dialoger, der skal levere et tilrådeligt moralsk budskab, evner filmen at holde fokus på selve mødet mellem to repræsentanter for de sammenstødende ideologier, demokratiet og fascismen. Dette er desuden med fokus på, at de fascistiske argumenter rent faktisk får lov at komme til orde, hvilket bringer diskussionens dignitet op på et meget højt plan. Filmen viser – uden ratifikation, vel at mærke – den løbebane, som det fascistiske spor hurtigt kan komme ind på. Og det er specielt centralt i dag, hvor – som sociologen Zygmunt Bauman påpeger – nogle elementer og bureaukratiske tangenter begynder at vise sig igen i vores samfundsstruktur. Derfor er Sophie Scholl – Die letzten Tage ligeså meget en film om nutidige kontroverser og tankestrømme som fortidens grusomheder. Det er livsvigtigt for et verdenssamfund, at vi holder hånd i hanke med vores idégrundlag, så vi ikke lader løbebanen mod fascisme stå ublottet hen.

Sophie Scholl – Die letzten Tage er en – hinsides den lettere karikerede retsalsproces – en vigtig, velfortalt, velargumenteret og ikke mindst rygende autentisk film om troen på, at man kan gøre en forskel, selv når sin verden ligger i grus.