Den tyske instruktør Werner Herzog er ikke en nem instruktør at beskrive i få vendinger. Hans film peger i mange retninger og indeholder et væld af tematikker og stilfokuseringer. Menneskets mørke sind – afsindet – og menneskets møde med naturen er dog nogle abstrakte temaer, der er gennemgående i flere af Herzogs film. Hans største film er stadig fra 70’erne, og flere af hans amerikanske produktioner har haft svært ved at leve op til den høje stilmæssige og filosofiske standard, som han satte i starten af sin karriere. Hans seneste spillefilm My son, my son, what have ye done (2009) er dog ikke desto mindre en tankevækkende god film om de afveje, som menneskets natur kan tage. Den er netop (omsider!) udkommet på dansk dvd.

Filmen begynder med, at to efterforskere kaldes ud til et mord i et parcelhuskvarter. En ung mand, Brad, har tilsyneladende myrdet sin mor. Det er med andre ord fra starten ikke spændende, hvem der har gjort det, men det, som filmen i stedet fokuserer på, er gerningsmanden selv. Krimien bevæger sig hermed væk fra den traditionelle whodunit i retningen af det, der er blevet kaldt for en whydunit. Efterforskerne møder forskellige personer, der bidrager med forskellige perspektiver, som stykkevist etablerer den unge morders karakter i mere end én forstand: Det viser sig netop, at han også har spillet rollen som Orestes i Aischylos’ græske tragedie, hvor hovedpersonen (også!) myrder sin mor.

På samme tid er My son, my son, what have ye done derved et studie i menneskesind og et relativt prætentiøst værk, som trækker tykke paralleller til sit græske ophav. Krimien er blevet kaldt vor tids tragedie, og dette tager Herzog helt bogstaveligt i denne film. Det er dog ikke første gang, at hverken tragedierne eller selv Orestien er blevet brugt i en krimi. Men Herzogs meget direkte brug af en tragedie som understregning og endda motivering af en tragisk hændelse er usædvanligt velfungerende. Brugen af tragediens forlæg, der langsomt viser sig at have betydning for den film, vi ser, minder meget om Kristian Levrings brug af Shakespeares Hamlet i dogmefilmen The King is Alive (2004).

Filmen er et politimæssigt kammerspil om en menneskeskæbne, der suppleres af fyldige flashbacks til potentielle udløsende faktorer i Brads liv, som kan anspore en forståelse af hans handling. En rejse til Peru kommer her til at spille en vigtig rolle. Gradvist følger vi Brads udvikling, der langsomt peger i den retning, som hans skæbne måtte tage. Vi kender jo nærmest slutningen på filmen, fordi det var der, vi startede. Selve efterforskningen af skyld er derfor ikke interessant, men det er det fokus, som filmen lægger på Brads person. Det indgyder ikke nødvendigvis sympati, men det giver en forklaring. Og forklaringer er jo også et aspekt af efterforskningen.

Filmen har David Lynch som executive producer, hvilket på filmens forside såvel som gennem dens generelle promovering bliver en optik at læse filmen med. Det kan ikke undgås at lede efter tegn på David Lynchs medvirken, selvom det selvfølgelig er usikkert, hvor stor æstetisk og narrativ indflydelse, han har haft. For dem, der absolut vil finde paralleller til Lynch, er det muligt, men det er ikke interessant i sig selv. Faktisk er filmen langt mere oplagt at trække i retningen af Lars von Triers film, hvilket måske også er motiveret af Willem Dafoes medvirken. Trier har samme evne og interesse i menneskets afsind, og æstetisk er My son, my son, what have ye done langt mere triersk, end den er lynchsk.

Filmen formår at fortælle en prætentiøs historie uden selv at blive patosladet eller patetisk, som moderne tragedier godt kan blive. Brugen af Aischylos fungerer selvkritisk, og derved formår filmen i høj grad at drage nytte af denne parallel. Filmen er derfor overraskende velfungerende – og er en af de bedste Herzog-film længe.