"Der kan siges en del skidt om den populære danske film. Men alt i alt må man nok erkende, at den på godt og ondt er et udtryk for dansk mentalitet. Den er ikke meget for at beskæftige sig med virkeligheden, den foretrækker eventyret, intrigen, komedien og er dermed ubevidst i pagt med dansk folkelig tradition."
Erik Balling

Erik Balling døde d. 19. november sidste og efterlod sig nærmest en menneskealder af dansk populærkultur. På sine tre aktive årtier i filmbranchen nåede Erik Balling at tone frem i de fleste stuer og formentlig også i de fleste hjerter. Er der ikke mindst en enkelt af Ballings film, der rammer blot et eller andet hos den danske filmseer, er den eneste logiske begrundelse, at vedkommende ikke har set Ballings film. Der bærer præg af – som han selv siger – et udtryk for dansk mentalitet, hvordan end vi skal stadfæste denne størrelse. Man får jo nærmest indtrykket af, efter hvad Balling selv siger, at dansken ikke nærer megen kærlighed for andet end overfladisk folkekomik, men på den måde saver Balling jo nærmest sin egen siddepæl over. Det har nemlig været en af de soleklare styrker i hans film, at man først netop får den gode, humorfyldte fortælling, men dernæst – når dette lag er dækket til – stødes hyggen godt og grundigt i knæhaserne af en skarp endog stadig lun satire. Satire i den danske folkekomedie hos Balling har været kendetegnet af en fuldstændig alvorlig inkorporering af dansk kultur, som han derpå vender på hovedet. Man skulle nærmest tro, at den danske satire var opfundet på baggrund af Balling. Vi skal her se nærmere på en lidt anden type film fra hans hånd, nemlig kriminalfilmen.

Døden til middag
Døden kommer til middag; instruktion og manuskript: Erik Balling, efter roman af Peter Sander; medvirkende: Poul Reichardt, Helle Virkner, Birgitte Federspiel, m.fl.; spilletid: ca. 93 min., Nordisk Film.

En kølig januardag i 1946 kom en ung mand, der skulle blive en af de mest produktive danske filminstruktører, anstigende til Nordisk Films lokaler i Valby. Han ankom på det helt rigtige tidspunkt. Han startede karrieren som assistent for Ole Palsbo, og da denne blev fyret efter uoverensstemmelse med Ib Schønberg under optagelserne til Vi arme syndere i 1952, sprang Balling frem og overtog roret. Her skulle han sejrssikker blive stående frem til slutningen af 80’erne, i et tidsrum, hvor han instruerede fyrre spillefilm, alle afsnittene af Matador og en række afsnit af Huset på Christianshavn. Da Balling i 1980 fik Berlingske Fonds Pris var det med Jens Kistrups ord: ”Balling har villet noget, villet give publikum noget”, hvilket er temmelig rammende for, hvad Balling foretog sig. Selvom den folkelige ånd altid fandt spillerum i hans film, kunne han ikke se sig selv fri for at hele tiden forsøge at presse noget ekstra ud af de kulturelle og cinematiske nuancer, han drog ind i sine produktioner. Derfor ville han noget, mens han samtidig ville give publikum noget.

Én af de mere utraditionelle film – både fra Balling og dansk film generelt – var kriminalfilmen Døden kommer til middag fra 1964. Som det måske er bekendt, så har det skortet lidt på filmisk modernisme i dansk filmhistorie, hvilket måske kan have folkekomediens popularitet til årsag, men det er dog en betegnelse, der ikke ligger helt langt fra en beskrivelse af Døden kommer til middag. Som Dan Nissen skriver i kapitlet ”Filmens moderne gennembrud” i 100 års dansk film: ”Det er måske ikke modernismen i renkultur, der her serveres, men alligevel en film, der i sin sort-hvide billedbehandling, billedafskæring og klipning rummer nogle af de takter, der kendetegner en moderne køligt stiliseret film”. Det er klart, at højmodernismen, som vi kender den fra filmen, ikke når samme stiliseringsgrad hos Balling, netop fordi han holdt neglende boret dybt ind i den danske folkesjæl, der også skinner igennem i Døden kommer til middag, primært gennem humoren og de mange folkekære skuespillere (se fx en meget ung Morten Grunvald). Højmodernismen, som på dette tidspunkt primært bestod af fransk nybølgetendenser og en efterhånden lidt falleret italiensk neorealisme, bar helt andre ekstreme træk, der måske først ramte den danske film for alvor med dogmebølgen. Men kimen til filmisk stilisering og generisk oprustning tager sine skridt i Døden kommer til middag, hvilket måske mest af alt understreges af den selvrefleksive leg med forfatterskabsrollen. Filmen er bygget på en roman af Bengt Janus Nielsen, som vi bedst husker fra Kim-bøgerne og medskriveriet på Slå først, Frede fra 1965 og Slap af, Frede fra 1966. Men han skrev også under en længere række pseudonymer, bl.a. Peter Sander, som var pseudonymet, han benyttede til udgivelse af Døden kommer til middag. Det fornøjelige træk ved både roman og film er så, at hovedpersonen selv hedder Peter Sander – og han er tillige kriminalforfatter, og har derfor selvsagt en fordel, da han støder ind i et mord, som kun han tror på er begået.

Dette træk – selvrefleksionen i sin grundessens: lad os installere forfatteren selv som hovedkarakter – synes at være dejlig leg med genren (se bare Paul Auster). Det er det da også, men det kan samtidig lokaliseres som et grundtræk ved modernismefortællinger. Som jeg berørte i artiklen om 2 minutter for sent, så er dette selvrefleksive grundelement et temmelig typisk træk ved krimien. For det første kan det lokaliseres tidligt: Den tidlige krimi hos Edgar Allan Poe indskriver mange af disse træk i sine noveller. For det andet er krimien, vil nogen mene, også et bestemt træk ved netop moderniteten – hvis man på denne måde installerer moderniteten som det sociale, samfundsmæssige pendant til kunstens modernisme (selvom teorihistorien, specielt den angelsaksiske, ikke rigtig har kunnet holde dem adskilte). Døden kommer til middag får således lagt et ekstra lag uden på fortællingen, der giver den det refleksive, metafiktive stratum ofte tilskrevet det moderne.

Det er netop også et af de træk (blandt flere), som netop får Balling til at fremstå som andet end blot en folkekær instruktør med hang til Dannevang og Tuborg på bordet. Han tager nemlig også den danske kultur, som han fremelsker så meget i sine film og viser præcis, hvor skræmmende den kan være i samme håndslag. Jeg mindes stadig kolonihaveskuddet i en af Olsen Banden-filmene, hvor et anseeligt antal Dannebrog’er vejre over de veltrimmede kolonihække. Dette sætter ved et enkelt billede skovlen under den danske kultur og udstiller den i sin selvhøjtidelighed, så udestående kan vinke farvel til idyllen. Idyl er fint, men for meget af den kan gøres kvalmende. Dette træk er måske et af de vigtigste, der får Erik Balling til at skille sig ud fra en Morten Korch-tradition, idet Ballings Danmarksbillede modsat Korchs selvhøjtidelighed viser kærligheden gennem satiren. Det gør faktisk Danmark smukkere. Som forfatteren Lars Frost har skrevet: ”Det må være muligt at holde af Danmark og samtidig være et anstændigt menneske”.

En kølig november 2006 mistede vi en af dansk films største leverandører af både humor, kvalitet, grænseløs satire og ikke mindst kultureje. Men heldigvis har vi en lang stribe film, der viser, hvad Balling kunne som instruktør og menneske. Døden kommer til middag er et utraditionelt, men langt fra ringe sted at starte.