Jeg vil starte med at give det gule kort til cover-forfatteren bag genudgivelsen af 2 minutter for sent. Den ene årsag, der egentlig er en lille forseelse, som ikke helt er til kort, er selve genreangivelsen. Filmen bliver kaldt for en ”komedie”, hvilket svarer til at kalde Leif Davidsen for en beatpoet. Filmen har – som de fleste fortællinger jo som regel har – komiske elementer, men det er bare såkaldte comic reliefs i en ellers temmelig trykkende stemning. Filmen er nemlig en ganske gennemført krimi – desuden også en bedre af slagsen. Den anden årsag, som netop er den, der leder til det gule kort, angår plotangivelsen bag på filmens kassette. Hvis ikke du allerede har set filmen, så læs for alt i verden ikke denne fuldstændige narrative forklaring og gengivelse, der på internationale sider ville svare til en vaskeægte spoiler. Filmens første 95 minutter (ud af 97!) fortælles kort og godt her. Med andre ord – når nu vi jo har med en krimi at gøre og ikke en komedie – så er der derfor ikke den mindste tvivl om, hvem morderen er, fordi det ganske enkelt står bag på udgivelsen. Dette er nok en af de største blundere, jeg længe har set. Men lad det nu ligge, for filmen er jo rent faktisk ret god.

Mr. Cassiopeia
Torben Anton Svendsen, der var instruktør på 2 minutter for sent, startede sin karriere – i det, der er blevet kaldt for Kortfilmbanden – sammen med en række af de på den tid store danske folk i filmbranchen. Blandt disse folk finder vi Theodor Christensen og Karl Roos, som i 1936 udgav den første rigtige filmteoretiske bedrift i Danmark, nemlig Film. Dette er i dag et af hovedværkerne i dansk films kritikhistorie. Denne gruppe af filmskabere blev temmelig populære under besættelsen, hvorfor også det netop var befolkningen, der døbte gruppen Kortfilmbanden. Bag store dele af denne kortfilmsgenre, der grundlæggende var af dokumentarisk art, stod Dansk Kulturfilm – en institution skabt i 1932 på privat initiativ, som skulle stå for oplysende film om Danmark.

Denne – og den danske dokumentarfilm i det hele taget – stortrivedes under og efter besættelsen, og mange af disse optagelser er – efter Dansk Kulturfilms produktionsstop i 1980 – blevet overleveret til Det Danske Filminstitut. Torben Anton Svendsen havde da også nogle fingre med inde her, hvilket mest gjorde sig til kende i en lille serie af film, der fik den fælles titel Social Danmark. Her møder vi folk som Carl Th. Dreyer, der bidrog med De nåede Færgen (bygget på en Johs. V. Jensen-fortælling), og Poul Henningsen, som i 1935 skulle blive skarpt kritiseret for sin Danmarksfilm. Torben Anton Svendsens store gennembrud kom i 1951, hvor han instruerede Mød mig på Cassiopeia, der i dag nok mest mindes for Kai Normann Andersens musik, men filmen er da også overleveret som et gedigent håndværk fra Svendsen selv, der på baggrund af denne i løbet af 50’erne stod bag otte film hos Nordisk Film. 2 minutter for sent var filmen, der fulgte umiddelbart efter Mød mig på Cassiopeia.

Mord i antikvariatet
2 minutter for sent er dejligt bevidst om sig selv. Den får åbnet nogle mistanker ved at lade Grete læse pulp fiction, en bog ved navn Jalousimordet, som hun køber i netop samme antikvariat, som mordet bliver begået. Således kommer filmen til at lege en smule med filmens fortællelag, der spiller sammen. Men – uden at sige for meget – så er det slet ikke meningen med filmen. Den slags små selvbevidstheder ser man ofte i fortællinger, der viser sin egen fiktionalitet. Det er ganske morsomt, når det virker – og det gør det faktisk i 2 minutter for sent. Her kommer det til at indvirke på plottet og selve whodunit-intrigen. Dette er i sig selv egentlig ofte kendetegnende for krimigenren, der er meget ’generisk’, om jeg så må sige. Der skal ikke mange afvigelser fra genremønstret til, før den konservative krimilæsere og –seere beklager sig over ændringerne. Derfor bliver der ofte indført sådanne metakommentarer, der fordyber, udgraver, men også bygger bro over diverse fiktionelle mekanismer. Og dette element klarer 2 minutter for sent sig ganske fint med. I samme håndevending bærer den da også implicitte referencer til den amerikanske noir-genre, der dog viser sig som noget mere hårdkogt, end Poul Reichardts pæne ansigt kan bære. Men filmen er en – på dansk grund - ganske godt forsøg udi den mere hårdføre kriminalfortælling – selvom den store kærlighed da også skal vendes.

Der står desuden også en af de virkeligt storskrivende og velkendte manuskriptforfattere bag 2 minutter for sent. Peer Guldbrandsen har skrevet forlægget til filmen, og dette var formentlig også hans folkelige gennembrud. Herefter får vi titler som Onkel Bill fra New York, Baronessen fra benzintanken, Sommer i Tyrol og noget senere endnu Nøddebo præstegård – blot for at nævne de mest iøjnefaldende. Ved eftersyn vil der være utallige af de ”folkekære” klassikere blandt Guldbrandsens manuskripter, og måske er det derfor, at Nordisk Film kalder 2 minutter for sent for en komedie. Det er i hvert fald den mest nærliggende genrebetegnelse, når vi har at gøre med Peer Guldbrandsen.

2 minutter for sent er således en veltilrettelagt, velfilmet og ikke mindst overraskende film, der vil glæde enhver, som kan lide krimigenren for, hvad den er – blot man holder sig fra at læse bag på kassetten.