Grundlaget for den populære skandinaviske krimi blev lagt i 1965, da Mai Sjöwall og Per Wahlöö påbegyndte deres romandekalog om politikommissæren Martin Beck. Det blev til ti bøger i en serie, der stadig udgives og læses i stort omfang. Romanerne er filmatiseret over flere omgange, mens svensk tv fra 1997 har produceret en hel stribe tv-film, der er baseret på karaktererne, som blev udviklet af Sjöwall og Wahlöö. Det blev i løbet af de næste ti år til intet mindre end 24 afsnit i spillefilmslængde, med en række af de samme karakterer, men med fyldigt supplement fra nye, interessante personer. Serien er ofte blevet kaldt for den bedste svenske tv-krimiserie. Sidste år satte man sig for at runde serien af med de definitivt sidste to afsnit i serien, som også skulle have biografpremiere. Og nu er det sidste afsnit – Levende begravet – udkommet på dansk dvd.

For dem, der har set serien, er handlingsmønstret ikke nødvendigvis iøjnefaldende anderledes. En pige, der graver i en sandkasse på en legeplads, finder en nedgravet kiste. Heri ligger en berømt advokat, som tydeligvis er blevet levende begravet. Advokaten var særligt kendt for sine handlekraftige sager mod rockermiljøet, og mistanken falder da også hurtigt på de stockholmske bander. Da den lokale leder derimod selv pludselig dukker død op i en kiste, begynder billedet langsomt at blive noget mere mudret – det er tilsyneladende ikke et hævnmotiv for advokatens aktioner mod rockerkriminalitet, der driver morderen frem. Martin Beck, Gunvald Larsson og de øvrige er i vildrede, og har meget svært ved at samle de mystiske tråde – særligt fordi seriemorderens modus operandi afveksler en smule fra det ene mord til det andet, men med det fællestræk at de alle er levende begravet i en hjemmelavet kiste.

Svensk tv-krimi – og krimi generelt – er blevet en genkendelig mærkevare. Derfor er der selvfølgelig også flere penge til seriernes samlede produktionsporteføljer – og det kan selvfølgelig ses. Beck-serien er i høj grad også en serie, der er med til at bane vejen for tv-mediets krimisucces – det er i hvert fald ift. det nuværende boom en af de tidligste, og fra starten mest velproducerede, serier, der åbner for en opmærksomhed, som publikum stadig holder fast. Det gælder derfor også Levende begravet. Men der er også en række forskelle fra andre lignende tiltag. Man kan til tider godt glemme, at Martin Beck ikke er Wallander eller omvendt – de er begge midaldrende, lidt fedladne og lidt bryske i deres omgang og møde med kriminalitet. Men stilmæssigt adskiller Beck sig fra Wallander ved tempo og stemningsmæssige virkemidler. Wallander-serien er enormt rolig og nedtonet, hvorved den åbner for den velkendte Wallander-melankoli, mens Beck-serien fungerer i et langt højere tempo. Informationsgangen er hurtigere, mens den i højere grad også trækker på gyserfilmens virkemidler. Beck er mere uhyggelig, hvor Wallander er mere hyggelig.



Det afsluttende afsnit er ikke noget krimimesterværk. Det er en stilbevidst og fortællemæssigt homogen og genkendelig fortælling om en række seriemord, der skal opklares. De centrale karakterer er på dette tidspunkt veletablerede og velkendte, men det er ikke en forudsætning at kende til serien samlet. Filmen står fint for sig selv. Filmen er dog på ingen måde konkluderende, hvilket måske godt kan skuffe en smule, når nu en så lang tv-serie skal afsluttes. Noget lignende gjorde DR, da Rejseholdet skulle rundes af med to sidste afsnit – det blev gjort med et brag af et dobbeltafsnit. Levende begravet er snarere blot endnu et afsnit – og derfor også et udmærket et af slagsen, for serien er jo fin – men det er nok ikke en værdig afrunding.