Qivitoq – Fjeldvandreren (102 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 29/1 2011, 11:16 af Kim Toft Hansen
En kolonifilm
En kolonifilm
« TilbageDer er de seneste år efterhånden – og omsider! – kommet gang i den danske postkolonialisme. Det er ganske slående, hvor længe dansk kultur har været om at endevende en lang tradition for dansk kolonialisme, der strækker sig tilbage til vikingetidens togter, over en betydningsfuld deltagelse i kolonitidens menneskehandel, til nutidens diskussioner om de skandinaviske kolonier, herunder Grønland. Senest har Louise N.D. Friedbergs film Eksperimentet (2010) skabt en vis debat omkring Grønland, mens dansk dokumentarisme længere har haft disse aspekter for øje. Men grundlæggende er det ikke meget, dansk film eller litteratur har fokuseret på Grønland, endsige andre kolonier.
En ganske bemærkelsesværdig film var dog ret tidlig til at kaste et bevågent blik mod indlandsisen. Erik Ballings og Leck Fischers film Qivitoq – Fjeldvandreren fra 1956 er ikke kun interessant, fordi den handler om den danske koloni på Grønland. Den har også fortjent en vis bevågenhed, fordi den var den første danske film, der modtog en Oscar-nominering. I dansk film og i dansk filmkritik har den længe været en klassiker, og af samme årsag er det besynderligt, at den ikke – før nu! – er blevet restaureret og udgivet på et tilgængeligt format. Det er sket nu: Filmen er netop udkommet på dvd – og det alene er en nævneværdig bedrift.
Filmen handler om Eva (Astrid Villaume), der rejser til Grønland for at besøge sin forlovede – uanmeldt. Til sin store overraskelse viser det sig, at hendes forlovede her har fundet sig en anden kæreste, som han ikke har skrevet hjem om – og derfor kommer Eva ganske ubelejligt. Problemet er dog, at det ikke er hver dag, skibene afgår til Danmark, og derfor må hun blive i Grønland, indtil læste skib lægger fra kaj. Det er dog ikke nemt for hende, da den forlovede er byens læge – og derfor allestedsnærværende. De kan derfor ikke undgå hinanden, med mindre Eva tager til en anden, mindre by oppe ad kysten. Her møder hun udstedsbestyreren Jens (Poul Reichardt).
Det er indlysende, at Grønland – som udsted, som det kaldes i filmen! – er den klangbund, som Evas kærlighedsfortælling skal formidles igennem. Denne fortælling er i sig selv intet nyt (eller gammelt), men en ganske genkendelig historie om en kvinde, der langsomt kommer til sig selv igen. Det, der i stedet er filmens interessante vinkel, er den rolle, som Grønland og grønlandsk kultur spiller undervejs. Titlen henviser til en lokal mytologi, som handler om den handling en grønlænder, der føler for stor skam, må tage: at tage ud i isfjeldet, hvor han må overleve, så længe han kan. En qivitog er således en fjeldvandrer, der går igen, et genfærd.
På sin egen måde skildrer Qivitoq en overtroisk grønlands kultur, der er efterladt lidt i stampe. Derfor er filmen ikke i sig selv interessant som et stykke postkolonialisme, men den er i høj grad oplagt netop at placere inden for en postkolonial kritisk horisont. Grønlands kultur er skildret som en noget ubehjælpelig kultur, hvor dansken bringer ”nye tider”, som Jens selv fremstiller det undervejs. Det er danskeren, der i filmen skal overbevise grønlænderen om, hvordan de skal indrette sig på fremtiden. Det er kolonimagten, der bærer byrden for at uddanne og videreudvikle kolonien. Grønland ville ikke kunne klare sig uden de forandringer, Danmark leverer. Det betyder ikke, at filmen er dårlig eller irrelevant. Snarere netop omvendt. Samtidig er det dog slående, at vinklen er så tydeligt udfoldet.
Tematisk er Qivitoq derfor en kritisabel og særdeles tidsbundet film, hvilket måske kan være en årsag til, at den endnu ikke har været gennem en finpudsning og digitalisering før nu. Ydermere halter skuespillet undervejs gevaldigt – særligt er Niels Platou i rollen som grønlænderen Pavia krampagtig. Men stilmæssigt er den momentvist et mesterværk. Poul Pedersens evner som fotograf skinner i særdeleshed igennem i de lange passager, der foregår i den grønlandske natur. Det er eminente billeder, der har kostet tid og penge for at få i kassen. Der er langt mellem så smukke danske film fra samtiden. Ekstramaterialet på dvd’en viser meget fint, hvor virkningsfuld restaureringen har været.
Selvfølgelig skal Qivitoq derfor udgives på dansk dvd. Det er et filmhistorisk kernepunkt, som fortjener større og omfangsrig opmærksomhed – om denne opmærksomhed må kritisere et forstokket, kolonialt syn på danskernes dydige hjælpsomhed i menneskenes land.