Under Anden Verdenskrig delte vandene sig i to. Publikum i den ene halvdel søgte humoristisk adspredelse fra krigens buldren ved at fæste lid til komedien, mens den anden halvdel lod sig bekræfte af krigens mørke, idet den hengav sig til den dystre ende af spektret. Det er den dystre del, der er præget af mord, lyst og svig, vi her skal have fat på. Vi skal se nærmere på Bodil Ipsens film Besættelse fra 1944.

Bodil Louise Jensen Ipsen
Bodil Ipsen er en af de store bannerførere i dansk scenekunst i den første halvdel af det forrige århundrede. På teatret debuterede hun som 20-årig som skuespillerinde i 1909 og dette var afsættet til en karriere, der skulle vare ved helt til 1960, hvor hun spillede en ældre dame i Tro, håb og trolddom. Hun døde i 1964 og efterlod sig en lang række af store præstationer inden for film, radio og teater både foran og bag scenen, mikrofonen og kameraet. Næsten 200 teaterroller, 140 radioroller og –oplæsninger og 16 filmroller, hvoraf de tre var på tv, taler jo sit helt klarer sprog om en yndet karakter i dansk kulturliv. Hun mindes en gang om året, når Bodil-prisen, der er opkaldt efter hende, uddeles til den årlige filmfest.

I 1942 satte hun sig i instruktørstolen sammen med Lau Lauritzen jr., der selv var både skuespiller og instruktør, for at lave sin debutfilm Afsporet – en film, der er anerkendt som den første egentlige danske film noir-film. Denne genre tog for alvor sine første seje skridt i Danmark under Anden Verdenskrig som en del af den dystre side af de delte vande. Betegnelsen film noir er mest et udtryk, der blev appliceret ’bagud’ på amerikanske kriminalfilm fra starten af 40’erne, hvilket vil sige, at genrebetegnelsen ikke kommer fra producenterne selv. Det blev først benyttet af den franske kritiker Nino Frank i 1946 til at beskrive hårdkogte noir-film som The Maltese Falcon (1941) og The Big Sleep (1946) – for at nævne to af de mest populære. Mange af trækkene er mulige at sende helt tilbage til den tyske ekspressionistiske filmstil, hvor noir-genren kan siges at have sit udspring i Fritz Langs mørke, dystre og excentriske M fra 1931 og Das Testament des Dr. Mabuse fra 1933. Disse kriminalfilm karakteriserer verden som et usympatisk og benhårdt sted, hvilket mest kommer til udtryk gennem karaktererne, der oftest er hårdkogte detektiver, forsikringsagenter eller korrupte politifolk, og stilen, der er præget af skæve vinkler, skyggespil og mørke nuancer – og mest af alt: den smukke femme fatale. Det er dog svært for alvor at finde helt gennemførte danske noir-film, idet de film, der går i retningen, ofte blot har ladet sig inspirere af stilen og har derfor håndplukket de træk, som de bedst kan benytte til netop den film. Eksempelvis kan vi nævne netop Afsporet og Mordets melodi, mens vi også kan tænke på de senere 2 minutter for sent og Døden kommer til middag.

Bodil Ipsen lod sig da heller ikke ”bære med” af disse noir-tendenser, der også ofte anses som et stilistisk svar på verdenskrigen – en påstand, der dog er svær at verificere, når mange af stilsporene kan føres længere tilbage. I stedet tog hun – som så mange, der har arbejdet med noir-stilen – nogle træk med sig ind i mere selvstændige instruktioner, fx de to film fra 1944 Mordets melodi og netop Besættelse. Mordets melodi karakteriseres som en psykologisk thriller, og allerede titel og abstrakt (ung sangerinde anklaget for en række mord) taler for, at der er noir-tendenser heri. Det er dog i stedet Besættelse, vi skal se nærmere på.

Erotisk besættelse
Den aldrende manufakturhandler Jens Steen tager på ferie for sig selv for at få sit årlige pusterum væk fra arbejde og familie. Konen synes, han kommer så forfrisket tilbage, når han har brugt noget tid deroppe. Denne gang lader tilfældet dog spille ham et puds, idet han på vejen mod sommerhuset samler en ung kvinde op, der straks viser at være en alt andet end en hæderlig skabning, hvilket vi får at vide allerede i et flashback på vej mod sommerhuset. Hun tager jo med hele vejen, og ret hurtigt smider manufakturhandler Steen sine noble bånd og stolte hæmninger. Han giver sig hen i ram forelskelse, der hurtigt udvikler sin til ren…ja, besættelse. Udover en række stiltræk, såsom den bevidste behandling af det sort-hvide billede i retningen af en skønsom stemningsskabelse: lange, langsomme kameragange, fokus på skygger frem for egentlig karakterer og genstande, så tager Ipsen – selvfølgelig på baggrund af Hans Severinsens manuskript baseret på egen roman – et helt gennemført noir-træk med hertil: nemlig, den fatale kvinde, femme fatale.

Berthe Quistgaard spiller den forførende og falske Else Petersen, der sørger for at få mændene til at falde for sig, så hun har ”noget” at leve af. Dette – og det er nok, hvor hun adskiller sig en smule fra den gennemførte femme fatale – bliver dog for hende forstyrret af, at følgerne ikke er helt kontrollable for hende, men – som det også gælder især for den nagede og angrende Jens Steen – dette bliver en karakterudvikling for hende. Jeg undlader at udpensle disse træk af den simple årsag, at jeg ville afsløre plottets udvikling.

Både roman og drejebog er, som allerede nævnt, begge skrevet af den danske forfatter Hans Severinsen, som den dag i dag efterhånden er glemt. Han er mest kendt for, som Hans Jørn Nielsen skriver, sine ”tre erotiske underholdningsromaner: Besættelse, Begær og Drift”, der blev udgivet fra 1942 til 1944. Nielsen karakteriserer tendensen – som titlerne faktisk allerede giver væk – som en lidt lummer halvpornografi, hvilket er et træk, der – mere eller mindre – er pillet ud af filmen. Filmen får i stedet karakter af en slags spændingsfilm, selvom man jo nærmest ikke kan forestille sig – tages noir-trækkene for mere end de er – noget kriminalstof af noir-slagsen uden en vis lummerlig tendens. Det har Ipsens Besættelse da også, men det er aldeles moderat, hvilket nok også ville have spoleret en eller ganske stilsikker og elegant film, der er et fint sted at starte sin Bodil Ipsen-samling.