Jeg har ingen fantasi, jeg er fuldkommen normal.
Anthonsen

Erik Ballings skarpt ironiske men kærligt genre- og selvbevidste krimikomedie Antonsen er nu endelig tilgængelig på to skiver til glæde for alle, der suger de danske tv-serier til sig, som var det velsmagende frikadeller med stuvede hvidkål. Nationalfølelsen holdes i hu af dansk tv-drama – i hvert fald hver søndag aften. Nu kan vi også se med på noget af det ældre, tidligere mere utilgængelige materiale. Anthonsen er en serie, som ikke nødvendigvis bør huskes for sine dydige fortællinger eller sin overrumplende stil, snarere tværtom, men den skal huskes for sin genremæssige lune og godhjertede pastiche på privatdetektiven.

Krimiens efterforsker
Man kan sige, at krimien som genre som regel har to centrale elementer til stede, nemlig forbrydelsen og selve opklaringen deraf. Eller man skulle måske vende det om og sige, at vi har en opklarer, der skal finde ud af et kriminelt anliggende i fortiden. Det ville i hvert fald passe bedst med, hvordan vi som seere eller læsere møder forbrydelsen. Vi kender sjældent til forbrydelsen, før vi er blevet bekendt med opklarereren. Vi kan dog møde forbrydelsen i mere narrativt skjulte scener, som fx introscenen i DR’s dramaserie Forbrydelsen, hvor plottet initierer med, at vi ser en pige blive jagten gennem skoven. Derfor er vi som seere mervidende i forhold til opklarereren, da Sofie Gråbøl jo skal til at finde ud af, hvad der er sket. Men det vender hurtigt, så snart hun har fundet ud af, at der rent faktisk er fundet en forbrydelse sted. Derfor vender bøtten, og vi skal som seere følge Gråbøl i sine efterforskninger, for at vi kan finde ud af, hvad der rent faktisk skete, da vi var vidne til forfølgelsen. Således er efterforskeren det helt centrale element i en krimi.

Man kunne selvfølgelig spørge efter, om det altid er tilfældet, eller om det er et minimalt holdepunkt for at kunne snakke om en genre. Både ja og nej, mest fordi det er besværligt at kalde fortællinger som Refns Pusher-trilogi for krimier, selvom vi jo præsenteres for en lang række kriminelle handlinger. Det samme vil gælde film som Godards Band à part, Truffauts La Mariée était en noir eller de senere Tarantino-film. Sidstnævntes film er da også normalt omtalt som gangsterfilm, hvilket jo også i genrebenævnelsen er, om jeg så må sige, gået på den anden side. Gangster refererer til selve de folk, der står bag det kriminelle normalt uden nogen normativ bedømmelse, men krimi signalerer det etablerede samfunds syn på handlingen, nemlig at den er kriminel. Derfor vil jeg påstå, at skal man finde et centralt holdepunkt i krimien som genre, må det være, at vi har en efterforsker af en eller anden type til stede.

Denne efterforsker kan så findes i mange forskellige konstellationer, som man kunne beskrive med et parameter, der – for at bruge Northrop Fryes betegnelser fra Anatomy of Criticism – går fra den højmimetiske over den lavmimetiske til den ironiske modus.

Den højmimetiske efterforsker er den person, der ikke har gudestatus som i den mytiske og delvist den romantiske modus men tydeligvis stadig er hævet over almenvellet – et godt eksempel på denne efterforsker er Poes karakter C. Auguste Dupin eller Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes. Den lavmimetiske er den efterforsker, der er på niveau med andre mennesker, men selvfølgelig har en ekspertise i form af sin erfaring som efterforsker. Denne efterforsker finder vi i mange politikrimier, eksempelvis Arne Dahls karakter Paul Hjelm eller for så vidt også Raymond Chandlers karakter Philip Marlowe. Men det er slet ikke nogen af disse, vi her skal have fat på. Vi skal i stedet have fat på den ironiske modus, som vi har en helt gennemført godt dansk eksempel på, nemlig Erik Ballings karakter Anthonsen, der er personificeret af Ove Sprogøe.

Den stiliserede noir
Det gode eksempel på, at Erik Balling længe har bevæget sig rundt på den kriminelle løbebane, er selvfølgelig de mange film om Olsen Banden. Men de falder dog også for selve omvendingsproblematikken, idet at de jo fokuserer på selve den kriminelle bande og ikke efterforskningen. Vi har selvfølgelig Axel Strøbye som kriminalassistent Jensen, men de ting, vi præsenteres for desangående, fraviger ret hurtigt fra betegnelsen opklaring. Men elementet er der da, men det er langt fra et dominerende tema, hvormed Jensens og politiets generelle, formelle rollekarakter – helt fravristet de ironiske og parodiske modi – mere ligner den perifere rolle, som politiet også har i Dostojevskijs Forbrydelse og straf. Men pointen er, at det kriminelle element figurerer i mange af Ballings film, mens vi i stedet i Anthonsen finder en gennemført krimistruktur og -tematik.

Anthonsen er helt igennem stiliseret som den stereotype forestilling om en privatdetektiv i trench coat og blød hat, der har en lettere omgang med alkohol. Allerede i den stereotypisering af privatdetektiven, der sender helt elementære øjekast tilbage til Dashiell Hammetts karakter Sam Spade og Raymond Chandlers Philip Marlowe, ser vi den ironiske modus spille ind. Det er i overforbruget af de stiltræk, som noir’en for alvor benytter, vi finder en generel intertekstuel pastiche på 40’ernes film noir-genre, der netop i mange tilfælde var bygget på Hammett og Chandler. Men i den vedgåede fordanskning af film noir’en ser vi også en ironisk distanceren, hvor Anthonsen i sin mangel på penge fx må tage bybussen.

Ydermere præges den lettere omgang med alkohol også af danskheden, idet Anthonsen ikke – som den ’almindelige’ privatdetektiv – drikker bourbon men Gammel Dansk. Det er i øvrigt også et træk som den norske krimiforfatter Gunnar Staalesen har benyttet sig i forbindelse med sin privatdetektiv Varg Veum, der foretrækker norsk akvavit. Den fordanskning, som Anthonsen præges af, trækker i øvrigt også gevaldigt på den danske folkekomedie, som Erik Balling jo selv egentlig har skabt eller i hvert fald været med til at skabe. Den siver ind gennem det mørke, røgfyldte baglokale som en inficerende men intentionel brise, der lægger sig tæt op ad de internationale krimielementer. Derfor vil Anthonsen måske generelt kunne karakteriseres som Marlowe, der møder Huset på Christianshavn. De danske undertoner understreges også af Anthonsens kontor, der ikke just præges af mørke farvetoner og dysterhed, men mere ligner en typisk dansk dagligstue fra den nu aldrende generation.

Den ironiske modus gennemføres også i benyttelse af genrens stiltræk men på en lidt anden måde, end vi er vant til. I stedet for en meget dominerende voice over, som vi ser i mange af noir-klassikerne som fx Sunset Boulevard, taler Anthonsen i stedet direkte til kameraet, eller føler han sig forurettet, kigger han blot uskyldigt opgivende ind i linsen. Desuden opstår der stærke direkte parodiske referencer til Balling selv, fx Olsen Banden.

For det første er politikommissær Fredlund en karakter, der stort ikke afviger fra kriminalkommissær Jensen, og begge roller er da også spillet – i en meget lignende tone – af Axel Strøbye. For det andet sender Anthonsen også en kærlig hilsen til Ove Sprogøes Egon-rolle i Olsen Banden, på det tidspunkt han bliver spurgt, om ikke man kan åbne et pengeskab vha. et stetoskop. Til det svarer Anthonsen, at det er komplet umuligt. Desuden – for at give ironien et ekstra tryk – så tematiserer serien da også sig selv temmelig selvironisk. Det første specifikke eksempel kommer fra Anthonsen selv, der spørger kameraet ”Hvor er budskabet?”.

Det andet generelle eksempel er den lettere forkvaklede måde, som Anthonsen ved små tilfælde opklarer sagerne, som i første omgang ikke er hans egen sag. Flere gange falder han – faktisk ved sin egen manglende snuhed – over andre sager, som han ved tilfældige sammentræf opklarer. Og ofte uden at blive krediteret for det. Her kommer klart til udtryk, at det intuitive element, som en privatdetektiv – i hvert fald af den højmimetiske men egentlig også den lavmimetiske karakter – er i besiddelse af, ikke kendetegner Anthonsen. Som han selv siger, så er han normal og helt uden fantasi.

Det er slutteligt udmærket at konstatere, at vi har fået Anthonsen på banen igen. Det er ikke en serie, der – som så mange andre – bliver genudsendt til overflod, så det er udmærket, at den nu figurerer i en dvd-udgave. Den præges dog stadig af at være mindre godt optaget, som også er tilfældet ved flere af de ældre danske serier, fx Livsens Ondskab. Det skal siges, at det kun er selve kvaliteten af billedet, idet selve kameraføringen for så vidt er ganske udmærket og let gemt væk bag traditionerne. Er der dog et enkelt argument, der skal noteres for, hvorfor serien skal ses, så er det Ove Sprogøe, der kort og godt er fremragende som den fallerede privatdetektiv, der tjener de fleste af sine penge på Fru Lorentzen, der vil have beviser på sin mands utroskab – selvom hun tilsyneladende aldrig gør noget ved det. Sprogøe er fornem i serien, og det holder den oppe dér, hvor plottet kan synes lidt tyndt og spændingen lidt udvandet. Derfor skal man se nærmere på den fantasiløse detektiv Anthonsen.