En af de ting som kendetegner den gode gyserfilm er at den skal være grænseoverskridende, tabubrydende, eksessiv og ikke mindst fortælle en historie, der er så ubehagelig at den bliver siddende i kroppen lang tid efter filmen er slut. Alle disse elementer findes i den mexicanske film Ahí va el Diablo fra 2012, som herhjemme udsendes af med den engelske titel Here Comes the Devil.

Idet man nærstuderer filmens rulletekster, vil man glædes over at instruktøren, som den fanboy han tydeligvis er, sørger for at takke alle de film og instruktører der har inspireret ham, herunder forfatteren Henry James, Instruktørerne Nicolas Roeg, David Cronenberg og film som Picnic at Hanging Rock og Dust Devil, og mange flere. Det giver god mening, for selv om filmen eksempelvis ikke minder om Cronenberg i forhold til body-horror, så tager den alligevel fat i at kritisere kernefamilien som også sker i Turn of the Screw og i Roegs film.

På den måde sørger instruktøren for, at gyserfans ikke kan klantre ham for at have ladet sig inspirere, men det er der heller ingen grund til, for selv om den opmærksomme seer godt kan drage paralleller mellem Here Comes the Devil og elementer fra kanoniserede gyserfilm, så formår Adrián Bogliano at skabe en meget, meget ubehagelig film, der ligeligt hylder den overnaturlige gyser og de horrorfilm, der tager udgangspunkt i de mange krænkelser, der kan forekomme internt i familier. Som om dette ikke er nok så får filmen undervejs også tilsat et stænk surrealisme, der klæder den virkeligt godt og som leder tankerne hen på film af eks. Jodorowsky og Buñuel.

Filmen starter med en gal mand, der brutalt overfalder et par unge piger, hvorefter han flygter op på et nærliggende bjerg hvor han tilsyneladende går i gang med at voldtage græsset. Derefter møder vi filmens egentlige hovedpersoner – et helt almindeligt forældrepar midt i fyrrene, der lettere frustrerede lader deres to teenagebørn gå alene op på selvsamme bjerg. Vi ser drengen og pigen, tøvende gå ind i en hule sammen. Faderen lokker på parkeringspladsen moderen til at have sex i bilen mens ungerne for en gang skyld ikke er der. Udmattede ovenpå sexakten falder forældrene dog i søvn og vågner først op i skumringstimen. Børnene er endnu ikke kommet retur.

Faderen leder desperat efter børnene på bjerget, men uden held, så det lokale politi må inddrages. Forældrene skriger deres frustration ud på motelværelset senere, hvor de skændes på den mest skammelige vis. Anklager flyver fra den ene desperate forældre til den næste. Alt ændrer sig dog næste morgen da politiet dukker op på motellet og med sig har de drengen og pigen. Kosmos synes igen at være genoprettet, men det skal vise sig at der er noget frygteligt galt med børnene. Der er sket noget på bjerget. De fortæller at de ikke kunne finde ud af hulen, men moderen mistænker at det ikke er hele historien og beslutter sig for at tage dem til psykolog. Mistanken om overgreb er nærliggende og idet skolen ringer, for at høre om de ikke snart dukker op til timerne, selv om de bliver kørt til skole hver dag, ved hun at der er noget helt galt.

Moderen og faderen begynder at lægge et kompliceret puslespil i et forsøg på at finde ud af hvad der skete med børnene den pågældende aften. Seeren ser hjælpeløst til mens deres respektive detektivarbejde tager form og da sandheden om børnenes ophold på bjerget endelig kommer ud i dagslyset er det nærmest ubærligt.

Selv om Here Comes the Devil måske ikke har haft et enormt budget, så er effekterne i filmen overbevisende, instruktionen virkelig god og skuespillerne leverer meget intime (i ordets oprindelige betydning) og voldsomme, nærværende præstationer hele vejen igennem.

I Here Comes the Devil bliver gruen følbar, uudholdelig – lige som den burde være. Man kan ikke undgå at føle med de stakkels forældre idet børnene forsvinder, eller når de forsøger at blotlægge sandheden. Filmen præsenterer sin seer for figurer som man faktisk sympatiserer med, på godt og ondt, derfor bliver det netop så ubehageligt, idet selvsamme figurer takket være deres opdagelser, beslutter sig for hævnen. En hævn der bestemt ikke er uden konsekvenser.

Det er en nådesløs film, der både tør at være anderledes og fabulerende, men som samtidig skaber sin gyserhistorie med udgangspunkt i den tragedie, der nærmest ikke er til at forstå. Det er en film bevidst søger at være ambivalent, grænseoverskridende og som aldrig giver sin seer et helt enkelt, klokkeklart svar på hvordan det hele hænger sammen. Det, at tilskueren selv må arbejde med sammenhængene, er fuldstændigt i orden og det er med til at hæve filmens niveau over et hav af andre, ligegyldige gyserfilm på markedet. Djævelen kommer i mange former, men kun få gange er han så skræmmende som her.