Dystopiske dommedagsfilm hænger måske ikke ligefrem på træerne. I al fald ikke de virkelig dystre, for i langt de fleste film, der handler om jordens eller menneskehedens udslettelse, bliver der også gjort plads til en smule håb, lidt lys for enden af tunnelen, en mulighed for at filmens mest sympatiske figurer kan overleve til trods for de umulige odds. Der er dog ikke megen af denne Hollywoodforløsning at finde i den nye dommedagsfabel These final hours, der er udkommet på DVD.

En enorm asteroide er slået ned i Nordatlanten og menneskeheden er fra filmens start dødsdømt. Via en lokal radiospeaker informeres filmens hovedfigurer og ikke mindst vi om, hvordan først Canada og Nordamerika, så Europa og Nordafrika er blevet totaltudslettet, og da filmen starter har indbyggerne i Perth i Australien ti timer tilbage at leve i.

Spørgsmålet er så hvad de hver især vil bruge disse sidste timer af deres liv på. Vi følger den unge mand James, der i starten af filmen opholder sig i en strandhytte hos den ene af sine to kærester. Han kunne jo vælge at blive sammen med hende, men har lovet både sin kammerat og sin anden kæreste at deltage i en enorm fest i den anden ende af byen. ”Jeg vil fuckes helt op før det er forbi. Jeg tror det kommer til at gøre ondt, og jeg vil ikke mærke noget som helst”, bliver hans mantra og hans undskyldning, men det skal vise sig ikke helt at gå, som han oprindelig havde planlagt.

Vi følger James gennem øde gader, hvor lovløsheden og anarkiet hærger. Folk knepper hinanden op af huse, andre løber gennem gader med våben og slår tilfældige ihjel, andre forsøger at drikke hjernen ud, inden det er for sent. Der brændes bål, folk begår selvmord, eller familiefædre slår deres kære ihjel. Kort sagt viser disse sidste timer, før undergangen kommer, menneskeheden sig fra sin mest dyriske, uhæmmede side.

Da vores hovedperson bliver tvunget til at stoppe for at finde et velegnet køretøj, ser han to store mænd slæbe en lille pige ind i et hus. Han overvejer først at stikke af i kidnappernes bil, men da han ser en lyserød sandal, som pigen tilsyneladende har tabt i bilen, mens han hører hendes fortvivlede skrig om hjælp inde fra huset, beslutter han alligevel for at hjælpe hende. Han får hende befriet efter en voldsom kamp med de, der har taget hende til fange, og hun hægter sig nu på hans videre færd.

Pigen fortæller, at hun hedder Rose, og at hun leder efter sin far. Først er vores hovedperson ligeglad med dette, men vælger dog at forsøge at hjælpe pigen med at finde hendes far. De to kommer (som i en slags australsk filmversion af [url=http://kulturkapellet.dk/spilanmeldelse.php?id=29] The last of us optaget i dagslys og uden spillets uhyggelige mutanter) tættere på hinanden undervejs, og spørgsmålet er, om deres oplevelser er meningsfulde set i lyset af at planeten går under umiddelbart før rulleteksterne.

I betragtning af, at These final hours er en australsk low-budget film med stort set ukendte skuespillere på lønningslisten, så giver den sin tilskuer en virkelig stor oplevelse. Når man ser denne type undergangsfilm, er det svært ikke at reflektere over sin egen dødelighed, om hvad man selv ville gøre, hvis man vidste at alt sluttede om lidt.

Der er noget fatalistisk og tragisk uundgåeligt ved denne type film, lidt lige som at se Micheal Hannekes mest sorte film om figurer, man ved dør i slutningen (uden anden sammenligning i øvrigt). Man bliver som tilskuer nødt til at vælge, om man har overskuddet til at engagere sig emotionelt i en række karakterer, som man allerede i filmens start ved kommer til at dø. Det er dog meget svært at undgå i dette tilfælde, for figurerne er både fedt skrevet og ikke mindst ganske troværdigt portrætteret af de, der spiller dem. Så troværdigt, at det er meget svært at distancere sig.

Især filmens to hovedroller Nathan Phillips og Angoune Rice leverer virkelig varen, men deres spil kommer især til at fungere takket være filmens iscenesættelse, hvor vi springer fra førnævnte scener af ren anarki, lovløshed og desperation, til den vilde fest, som James på et tidspunkt dukker op til. Her drikkes, sniffes, ryges, danses, korpuleres på livet løs, mens alle gæsterne forsøger at blive så smadrede, at verdens undergang nærmest vil virke forløsende. Dette gør, at festen, hvor vild den end syntes, samtidig virker utrolig trist og desperat. Dette er virkeligt fint skildret i både billeder og lyd.

These final hours har hverken haft et kolossalt budget eller en række overbevisende special effects til at fortælle sin historie med. Til gengæld har den en gribende historie, en masse godt skuespillertalent og ikke mindst en visuel side, der med få, enkle midler med al tydelighed fremmaner en nihilistisk undergangsstemning uden mange forsonende elementer. Et ganske gribende drama, der bestemt henvender sig bredere end til de seere, der ser den, fordi filmen tilfældigvis falder ind under kategorien science-fiction.