Filmantologier er egentlig så gamle som filmen. Det var sådan, man så film på i starten, da stumfil-mene ikke var så lange. Flere film blev grupperet i biografteatre, nogle gange med et tema. Gyset er så gammelt som menneskeheden selv. Så når små gyserfilm grupperes i en samlet udgave, er det egentlig en ny måde at gøre noget meget gammelt på. For et par år siden udkom The ABCs of Death på dvd. Her samledes en lang række etablerede og up-coming instruktører fra verden rundt. Hver fik et bog-stav i alfabetet, og hver skulle instruere en minifilm om døden. Nu er successen gentaget. The ABCs of Death 2 har netop ramt gaderne. Og forskellige besynderlige og aparte måder at dø på er igen på dagsordenen i den lille dødeskole, hvor eleverne skal lære om døden.

Gyseren har traditionelt befundet sig godt i det lille kortfilmsformat. Der findes en række velkendte serier og film, som udnytter dette. De mest berømte er selvfølgelig formater som Twilight Zone, Creepshow og Tales From the Crypt. Men nye instruktører afprøver også ofte deres talent i kortfilm, som grupperes i antologifilm, hvor tre eller flere film hægtes sammen i en wrap-around. Senest har en dansk og en svensk indieinstruktør været med i antologifilmen Sinister Visions. Denne traditionelle og lidt ’gammeldags’ måde (i allerbedste forstand) at udgive film på lever i bedste vel-gående stadigvæk – og de to ABC-film er fine udtryk for, hvor varieret og raffineret gysergenren faktisk kan være.

The ABCs of Death kommer geografisk langt omkring. Der er naturligvis en del engelskspro-gede bidrag, men af de mere kuriøse er Lancelot Oduwa Imasuens nigerianske bidrag ’L is for Le-gacy’. At Nigeria har en stor filmproduktion burde være velkendt for de fleste, men deres gyserinte-resse er stadig ganske ukendt. Filmen er meget traditionel, men er et fint udtryk for afrikansk gyser med lokalmytologi og international inspiration. Enkelte er af en mere forudsigelig karakter. Fx er slutningen på Julian Barratts ’B is for Badger’ ret forventelig. Marven Krens ’R is for Roulette’ er stilmæssigt ret fin, men handlingsmæssigt meget tynd – og slutningen nærmest unødvendig eller uforklaret. Men generelt er det ganske overraskende, hvor varieret og alsidig filmen er, selvom te-maet er det samme for alle film.

Årsagen til, at flere af filmene får samme struktur, er dog, at gyseren har et vist pudsigt og subtilt forhold til humoren. I det hele taget er det at lave en ABC om døden lidt i sig selv en joke. Men mange af filmene har – fordi det korte format også egner sig rigtig godt til det – en punchline-struktur: på samme måde som en god og morsom pointe i en vittighed ændrer på, hvordan resten af vittigheden skal forstås, så benytter flere af filmene sig af denne spændende finte. Det understreger det særlige forhold, som findes mellem humor og gys: Vi griner jo også gerne umiddelbart efter, at vi er blevet forskrækket. ’A is for Amateur’ og ’M is for Masticate’ er begge typiske for dette, mens ’E is for Equilibrium’ er tættere på en komedie end en gyser.

Vold, humor og intuitive overskridelser af logikken hænger godt sammen. Derfor er der også en stor del af filmene, der effektivt viser gyserens vekselvirkning med surrealismen. Det, der adskiller horror og det surreelle er hovedsageligt, at gysergenren – fordi det er en genre – søger forklaringer, mens surrealismen dækker til og stiller spørgsmål. Men undervejs i mange gyserfilm er fornemmel-sen – den manglede klare orienteringssans – et helt tydeligt levn fra surrealismen og absurdismen. ’H is for Headgames’, stop-motion-filmen ’D is for Deloused’ og ‘Z is for Zygote’ er alle gode eksempler på det.

Det er ikke alle filmene, der er beslægtet med gysergenren, men det er størstedelen af dem. Der er levende døde, zombier, overnaturlige aspekter og blodige drab. Det israelske bidrag ’F is for Fal-ling’ er i stedet en kommentar til Isreal-Palæstina-konflikten, hvor filmens punchline-jagt peger på konfliktens absurde og tilfældelige struktur. Filmens wrap-around – døden, der underviser i døden – fungerer pænt, og de enkelte film glider uhindret over i hinanden. Det er faktisk én lang film med mange film (26 film, selvfølgelig), men den glider let og elegant ned, fordi den faktisk er ret homo-gen. Selvom de enkelte instruktører har haft frie hænder, er filmens hængsler velmonterede. Det er i det hele taget interessant, hvor transnationalt – både fortælle- og produktionsmæssigt – finurlige fortællinger om døden fungerer.