Der er sket meget siden englænderne, helt misforstået, fandt på begrebet ”video nasties” og dermed boostede populariteten af en hel række af film, der blev totalforbudt i England og som fans af ekstreme film derfor straks måtte skaffe en uklippet version af til hjemmets VHS-samling. En af disse film var William Lustigs Maniac, der var blevet skudt på et ganske lille budget i New York og som gav seeren et blik ind i hovedet på en endog meget syg morder, der skalperede sine ofre og satte disse skalpe på udtryksløse mannequindukker, når han kom hjem.

Som med mange andre banebrydende (gyser-)film er nu også Maniac blevet genindspillet, denne gang med Alexandre Aja til at tage sig af manuskriptet og Frank ”P2” Khalfoun i instruktørstolen. Fornyelsen i genindspilningen er to-foldig, for det første benyttes ikke længere New York som storbykulissen (det må Los Angeles i stedet lægge ryg til) og for det andet er filmen næsten udelukkende filmet i første persons perspektiv.

POV stilen skal ikke forveksles med de seneste års gyserfilms forsøg udi mockdocumentary stilen, i stedet synes Maniac rent stilistisk at have meget mere til fælles med starten af Carpenters originale Halloween. Kameraet er konsekvent placeret i øjenhøjde og bevæger sig roligt i trit med vores hovedperson ser sig omkring. Derfor oplever seeren fra første paket både optakten til mordene og selve udførselen af hans drab.

Morderen i filmen spilles denne gang af ingen ringere end Elijah ”Frodo” Wood, der til trods for sit noget uskyldige, drengede look, alligevel formår at præsentere os for sin egen udgave af en meget forstyrret morder. Han er ganske som i Lustigs original blevet morder, idet han som dreng blev traumatiseret takket være sin mors udsvævende liv som prostitueret, men til forskel fra originalen så åbner den nye version op for at Frank, som morderen hedder, ligefrem har en mulighed for et romantisk forhold til en ung, fransk kunstner, der en dag tilfældigvis lægger sin vej forbi butikken hvor Frank restaurerer gamle mannequindukker.

Dette menneskeliggør Frank til en vis grad, hvilket for fans af originalen måske kan forekomme lidt mærkværdigt, for ligger der ikke netop i titlen en idé om at morderen i sagens natur er en galning og derfor ikke besidder særligt mange forsonelige træk. En figur der via sin mangel på empati bliver fremmed og uforståelig? Uanset valget, så kan man ikke komme udenom at Woods figur er noget mere tilgængelig end Joe Spilells versin af Frank fra originalen. Om dette er en fordel er i sidste ende et spørgsmål om smag og behag.

POV taktikken virker faktisk rigtigt godt, for det er lidt af en teknisk bedrift ikke at fange kameraet i alskens blanke overflader, spejle, osv., samtidig med at det er virkeligt ubehageligt at sidde og deltage i meget brutale overgreb, drab og skalperinger af sine ofre, uden man har mulighed for at gribe ind – med mindre man da ligefrem slukker for sit tv. Hermed ikke sagt at den nye version af Maniac er fejlfri, for selv om den både er nyere og teknisk meget flottere end originalen, så mangler filmen den rå grindhousekvalitet, som har gjort originalen til den kultfilm den efterhånden er blevet.

Ideen med at flytte handlingen til L.A. synes mærkværdigt, for selv om en storby vel er en storby, så rummer New Yorks gader en ikonisk råhed, som er meget sværere at finde i Los Angeles. Det er ikke blot byen der er for pæn, det er ofrene og morderen også. De har alle sammen den umiskendelige ”star quality” som de medvirkende i originalen manglede. Her lå noget af uhyggen også i at de medvirkende stort set alle lignede mennesker man kunne støde ind i på vej i netto.

Den nye version af Maniac skal dog have point for forsøg, især hvad angår det rent tekniske: cinematografien, lydarbejdet, lyssætningen og klipningen er fin. Det er heller ikke fordi man trættes af en hel spillefilm der benytter sig af POV, lige som var tilfældet med monsterfloppet Lady in the Lake, men det er bare som om der mangler noget.

For at være positiv så bliver man også nødt til at fremhæve Nora Arnezeder, i sin rolle som den franske fotograf, der falder for Franks bizarre, introverte væsen. Hun redder meget af filmen og man sidder tilbage med ønsket om at se andre film med den unge skuespillerinde.

Det kan godt være at Maniac har nemmere ved at få point, hvis ikke seeren kender den oprindelige film, men det gør denne anmelder desværre, så derfor hæver den sig desværre aldrig helt over det middelmådige. Man kan med rette spørge sig selv: hvad er det filmen vil fortælle os, ud over at give et endnu et blik ind i et sygt sind? Den mangler simpelthen mange af de lag man kunne finde i originalen og derfor har den en langt større sandsynlighed for at blive væk mellem alle de mange brutale gyserfilm der er på markedet lige nu, til trods for dens smarte bruge af det subjektive kamera.