Det er svært ikke at sætte ens forventninger meget højt, når man modtager en ny film, der er instrueret af manden bag Here comes the devil, for erindringen om og traumet ovenpå den film sidder stadigvæk dybt i undertegnede: et lille mesterstykke i gru fra Spanien. Desværre har instruktøren, dygtig som han ellers er, ikke haft noget med manuskriptet til Late Phases at gøre, hvilket meget hurtigt står klart, for den er i alle henseender en utrolig middelmådig varulvefilm, der ikke bringer noget som helst nyt eller overraskende med sig.

Filmen åbner med at en søn kører sin gamle far til dennes nye hjem i Crescent Bay, en af disse anonyme amerikanske byer forbeholdt seniorer. Man opdager hurtigt, at faderen ikke alene er blind, men også ufatteligt mavesur. Han er veteran fra krigen, har svært ved at acceptere folk omkring sig, selv hans nærmeste familie. I det hele taget virker han, som om han har set sig sur på hele verden. Hans eneste ven er hans trofaste schäferhund.

Allerede den første aften i sit nye hjem hører han støj fra naboejendommen. Seeren er vidne til en gammel dame, som brutalt overfaldes af en varulv. Det kan den blinde Ambrose af indlysende årsager ikke se. Udyret aflægger også Ambrose et besøg, men hans hund forsvarer sin herre og får jaget bæstet på flugt. Hundens liv står dog ikke til at redde, så første nat i Ambroses nye hjem bliver alt andet end rar.

Selv om det lokale politi mener, at det blot er endnu et dyreangreb fra den nærliggende skov, er Ambrose ikke overbevist. Han begynder sin egen jagt på den skyldige og forsøger, i den forbindelse, at socialisere sig med de andre ældre beboere i nærheden, blandt andet ved at tage med disse i kirke. De øvrige ældre har dog svært ved at acceptere Ambroses meget direkte og brovtne væsen, så han står stort set alene i hans jagt på den formodede gerningsmand.

Selv om det måske kan lyde som en ganske underholdende udgangspunkt for en film, er realiteterne noget ganske andet. Lad os starte med det måske mest indlysende problem: Ambrose, der spilles af Nick Damici er måske ganske troværdig som blind, men derimod er der ingen, der tror på at han er gammel nok til at skulle leve resten af sine dage i ”de gamles by” uanset hvor mange timer han har været i make-up traileren.

Dernæst er det varulven, der lider lidt af samme problem. Den burde have været lidt længere end Nick i selvsamme trailer, for det er meget tydeligt at se, at varulven er en person i et varulvekostume, endda ikke verdens mest ovebevisende kostume. Faktisk ligner den lidt en forvokset silkyterrier. Der er vanen tro blevet gjort plads til den traditionelle forvandlingsscene, men for gud ved hvilken gang igen plankes scenen fra An American werewolf in London og Company of wolves. Fedt med fysiske effekter og stort set ingen CGI, men både forvandling og især ulven selv, ser altså meget kunstig ud. Har man mod på en nyfortolkning af sådan en forvandlingsscene, så prøv at få fat i den morsomme b-film Wolfcop.

Værst er det dog med filmens plot, for selv om man muligvis har villet skabe en hovedperson, der var en Vietnam-veteranudgave af Zatoichi eller Rutger Hauers rolle i Blind Fury, samtidig med at lade gyset udspille sig blandt svagelige ældre, så fungerer det bare ikke. Man bliver simpelthen aldrig ven med Ambrose. Faktisk er han så irriterende, at man håber, at han selv bliver skambidt af varulven helt i filmens start. Det er sikkert meningen at skabe en antihelt, en figur som, lige som Clint Eastwoods i Gran Turino, som seeren til trods for figurens åbenlyse fejl kommer til at holde af i trit med, at filmen skrider frem, men der kræver det dels et langt bedre manuskript og en skuespiller, der kan agere noget mere nuanceret end tilfældet er her.

Late Phases ender derfor med at være ganske skuffende. Ikke kun for dem, der havde forventet langt mere af instruktøren, men også for dem, der bare godt kan lide en god varulvefilm. Filmen falder ganske enkelt fra hinanden i trit med, at den skrider frem, og den ender med at blive ufrivillig komisk i stedet for det spændende gyserdrama, som manuskriptforfatteren muligvis havde troet, han havde skabt.