Neil Jordans smukke, nuancerede og originale vampyrfilm kan ikke få genremærkaten horror eller monster-film, for det er de to kvindelige vampyrer, der er de sympatiske hovedpersoner, og som publikum må identificere sig med. En mulig genrebetegnelse kan være sammensætningen romantasy – romantisk plus fantasy.

Selv om de to vampyrer holder sig kannibalistisk i live ved at drikke menneskeblod, som deres biologi traditionelt foreskriver det, er de selv ofre, primært for et undertrykkende patriarkalsk samfund. Her er det filmens præmis, at den patriarkalske undertrykkelse ikke har ændret sig i de to hundrede år, som de to vampyrer har levet i. Det viser filmens narrative struktur med krydsklipninger mellem historiske flashbacks og parallelle nutidige hændelser. Instruktøren Neil Jordan har tidligere i den vellykkede Angela Carter filmatisering The Company of Wolves fra 1984 været ude i et lignende kønspolitisk ærinde. Og Jordans tidligere meget kendte Interview with the Vampire: The Vampire Chronicles (1994) må også nævnes i forbindelse med Byzantium.

I et interview med BBC i maj i år har den irske Jordan fortalt, at inspirationen til filmen bl.a. var, at vampyrgenrens urfader Bram Stoker også var irsk, og Jordan valgte i filmen kun at inddrage bestemte dele af vampyrernes ikonografi og udelod andre. Fx kan vampyrerne her se sig i spejle, hvilket er passende for en film, som også er en identitetsmæssig udviklingshistorie. Irsk kultur og natur løber gennem filmen. Dens titel, Byzantium, er fra den irske J.B. Yeats digt "Sailing to Byzantium", hvis tematik ikke er fremmed for filmen. Som dreng måtte Neil Jordan ofte gå forbi Bram Stokers hus i Dublin, en strækning, som han frygtede.

Filmens lokationer er fantastiske med fx en gotisk stemning i et gammelt, forfaldent hotel med navnet Byzantium, og Jordan og filmfotografen Sean Bobbitt kombinerer de stemningsfyldte lokationer med smukke gennemkomponerede kamerabevægelser. Det skønne i filmen virker nok så effektivt i publikums reception, fordi der indimellem er rædselsvækkende, dramatiske scener.

Byzantium er spændende og fyldt med lynhurtige, actionfyldte scener, men fortællemæssigt som virkningsfuld kontrast er filmen præget af en langsom og trinvis afsløring af sagens rette sammenhæng til publikum og til filmens egentlige hovedperson, den 200-år gamle, men 16-årige Eleanor, der er filmens fortæller, men det er hun altså kun ud fra en begrænset indledende viden. Til sidst er det sammen med publikum, at hun få den fornødne viden og indsigt, og således knyttes båndene mellem hende og filmens publikum endnu stærkere. Publikums engagement i løbet af filmen bliver styrket af de to skuespillere Gemma Arterton og Saoirse Ronan, der er fremragende i deres facetterede roller.

Byzantium er først og fremmest en kærlighedshistorie, og filmen er sexet og erotisk. Den forener som vampyrfilm med de levende døde med andre ord Sigmund Freuds Libido- og Thanatos-principper, og det gør den godt og overbevisende. Kærlighed og død er forenet. Selv om der er både gode og onde vampyrer i Jordans film som i Twilight filmene, kan man næsten ikke komme længere væk fra de lumre, puritanske holdninger, som Twilight-serien indeholder. Som en velkommen kontrast til Twilight-bølgen fejrer Byzantium smukt alle former for kærlighed. Se den i stedet for Twilight.