Simone er en overvægtig teenager, hvis manglende sociale liv, hun kompenserer med computerspil og mislykket dating på nettet. Det er hendes jagt på drømmen om at være lykkelig, eller bare glad, vi følger i Mads Matthiesens tredje film, Mr. Freeman. Debutspillefilmen Ti timer til Paradis (2012) vandt dengang debutantprisen på the Sundance filmfestival.

Simone, der med stor tyngde og indlevelse spilles af debutanten Lina Lund Jørgensen, er den ensomme gymnasiast, der kun oplever fællesskab med kammeraterne i forbindelse med bowling og gaming, resten er mobning og isolation. Samtidigt afløser det ene dating-nederlag det andet.

Årsagen er tydeligt nok, at det er hendes overvægt, der ikke helt fremgår af de downloadede datings-fotos. Den personlige konfrontation, skræmmer de unge mænd væk, når de sidder overfor de mange kilo. Men endelig på instagram får hun kontakt med en kærlighedsfuld og charmerende udlænding, mr. Freeman fra Ghana, som gerne vil besøge hende og familien i Danmark. ”Jeg har en ven i udlandet, I vil synes om, han er vild sød”, erklærer Simone ved middagsbordet.

Nu kan dramaet for alvor begynde.

For vi befinder os midt i et af dansk films stereotype parcelhuskvarterer, med en dominerende, hyklerisk, småracistisk mor (Mia Lyhne), der overforkæler lillesøsteren, mens hun kun har kritik og ingen forståelse overfor Simone. Faren (Nicolas Bro) overvægtig, underkuet og bedraget, men, aner vi, med hjertet på rette sted. Et miljø tæt på det klichefyldte, der dog, efter adskillige konfrontationer og underliggende trusler, indvilliger i at modtage manden fra Ghana, som gæst en uges tid.

Den lille familie tager med dannebrog og blomster i lufthavnen for at modtage Mr. Freeman, men han ankommer ikke ved den ankomstudgang man kunne forvente – men heldigvis, den flotte engelsktalende afrikaner (Daouda Keita) dukker op, klar til at rykke ind i villaens tørre/vaskerum, hvor der, på en madras på gulvet, er redt op til ham. Simone hvisker: Min dør er lige overfor, hvis du senere vil rykke ind. For der er ingen tvivl, de to er mere end glade for hinanden - et ægte romantisk kærlighedsforhold opstår.

Mr. Freeman er på mange måder en sympatisk film, der nok sætter tingene på spidsen ved sin konfrontation sort/hvid, i det ellers, åh, så tolerante miljø, men først og fremmest giver den et troværdigt og nuanceret billede af den overvægtige Simones jagt på glæden. Så markant en ægte menneskelig præstation, at vi er lige ved at tilgive den enstrengede og unuancerede Mia Lyhnes karikatur af Simones mor.

Mr. Freeman har et gennemarbejdet manuskript, der både har humor og er fyldt med overraskelser. Men først og fremmest nyder man Lina Lund Jørgensen, der med gåpåmod og en utrættelig overlevelsesevne, både charmerer og skaber sympati. Herligt for en gang skyld at møde et autentisk menneske i kød og blod.