På mange måder lever filmversionen af EAs populære bilspilserie Need for speed fuldstændig op til sit forlæg, for selv om spillene tager sig bragende flot ud på ens skærm, så er de fleste af dem også nogle man hurtigt bliver træt af. I spilversionen kan dette være på grund af sværhedsgraden, eller fordi man foretrækker andre typer af racerbilsspil, men i filmversionen er det primært på grund af en række handlingselementer, der enten forekommer ulogiske, unødvendige eller som indimellem ligefrem fifler så meget med bremsen, at man blot ønsker sig at se noget mere væddeløb.

Forventeligt er figurerne i denne film ganske tynde, selv om det, til forskel fra spillet, er menneskerne bag rattet og ikke bilerne selv, der er i fokus. Handlingen kan af samme årsag ridses hurtigt op. Filmens hovedperson er Tobey, hvis far lige er død og har efterladt et gældsplaget værksted til sønnen og dennes håndfuld nære venner, som ikke kun er dygtige mekanikere, men som også har en forkærlighed for illegale gaderæs, som de afvikler hver weekend.

Deres store drøm er at deltage i det sagnomspundne ræs ”De-Leon”, hvor vinderen kan indkassere alle de imponerende superbiler, som deltager i løbet. Først skal Tobey dog gennem en personlig tragedie, der ikke kun sender ham bag tremmer i to år, men som samtidig giver ham et motiv for at få hævn over hans værste konkurrent Dino, der var den direkte årsag til tragedien. De to har tilsyneladende hadet hinanden siden High School, men det er først efter en skæbnesvanger ulykke at Tobey for alvor sværger hævn. Før han dog når så langt, skal han både have skaffet sig en øse. Sammen med den følger dog en pige, der har lovet bilens ejer at passe godt på den.

Denne flotte Ford Mustang skal så transporteres på tværs af USA, så den kan være klar til at deltage i De-Leon, men Dino udlover sin sjældne Ferrari til den eller de, der kan stoppe Tobey. Så spørgsmålet er derfor om Tobey mon – mod alle odds, mod ordensmagten og mod alle de, der har i sinde at standse ham – kan nå helskinnet frem til San Francisco. Heldigvis er Tobey ikke helt alene, for drenge fra værkstedet er naturligvis villige til at hjælpe ham, for gammel venskabs skyld.

Ovenstående lyder sikkert som noget, man har set mange gange før, men da djævlen som bekendt ligger i detaljen, er det i denne, at filmen for alvor fejler. Der er nemlig flere scener undervejs i den alt ganske lange film, der nemt villet kunne være endt på gulvet i klipperummet eller forbeholdt en director’s cut på Blu-Ray-udgaven til de seere, som ikke kan få nok.

Vi giver lige et par eksempler på dette. Der findes i midten af filmen en scene, hvor vennerne vil tanke Mustangen op, mens de fræser ned af motorvejen - der er jo ikke tid til at stoppe op undervejs. Små femten minutter senere stopper Tobey og hans udkårne englænderinde så alligevel for at få benzin på bilen. Her bliver de to nødt til at undgå en lokal politibetjent. Man kan også nævne scenen, hvor Dinos kæreste (to år for sent) ransager hans PC og opdager, at han er blandet inde i ovennævnte ulykke. Det er en mistanke, som hun måske burde have haft fra starten, især når hun tilsyneladende stadig fatter sympati for Tobey.

I dette afsnit afsløres der ting om filmens finale, så har man ikke lyst til at få afsløret for meget (selv om den opmærksomme læser nok godt har gættet, hvordan filmen ender), så skal man springe frem til sidste afsnit. Det er jo klart, at man ikke bør tale om ”realisme” i forbindelse med en film af denne kaliber, for det handler jo primært om at lave actionmættede biljagter. Men handlingen bør alligevel indeholde en form for intern logik. Af same grund undrer det virkelig, hvad Tobey i det hele taget får ud af at deltage i De-Leon løbet, ud over at vinde over sin rival og få genoprettet sin ære. For de biler, han bliver stillet i udsigt, er stort set uden undtagelse blevet krøllet sammen til kulfiber og superskrot, og da det tilsyneladende er den eneste præmie, er spørgsmålet nu, hvordan det lykkes vores helt at få reddet familiens autoværksted?

Der er altså alt for mange løse ender i Need for speed, pacingen har indimellem problemer, til trods for at filmen hellere end gerne vil tonse derud af og smide laber, dybfrekvente motorlyde i hovedet på os. Den har også en virkelig lækker biledside, og filmmagernes tanke om at spare på computereffekterne og i stedet smadre rigtige biler i millionklassen er i udgangspunktet god. Glimrende skuespilpræstationer fra især Aaron Paul (bedre kendt som Jessie fra Breaking Bad) og en veloplagt Michael Keaton som løbslederen gør desværre, at de øvrige medvirkende kommer til at fremstå som talentløse papfigurer og som bi(l)figurer, der udelukkende kommer til at virke som tomt fyld. Selv den antagonistiske Dino (der spilles af den ellers glimrende Dominic Cooper) formår aldrig at blive den skurk, der fortjener Tobeys vrede.

Need for speed giver virkelig tilskueren lyst til at spille de bedre spil i serien, for det er altså langt mere tilfredsstillende selv at fræse rundt i flotte landskaber i en højglanspoleret Koenigsegg end at se dette ske på film. Man kan så bare håbe på, at de mange ujævnheder blot er et symptom på opstartsvanskeligheder, lige som var tilfældet med The Fast and the Furious-serien, hvis første del også er langt den mest træge og kedelige.