Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Expendables 2 (105 min.) Biografversion / UIP
Anmeldt 6/9 2012, 19:48 af Torben Rølmer Bille, Claus Krogholm

Helte uden rollator


Helte uden rollator

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I et forsøg på at fange ånden fra The Expendables 2, hvor stort set alle firsernes store actionkoryfæer genforenes - igen, har kapellets to mest sultne action-fans: Claus og Torben - besluttet sig for at gå i krig, spidse pennen, knække fingrene fri for gigt og sammen hamre deres hærdede, blodige knoer ned i tastaturet i en fælles anmeldelse af filmen. Konkret foregår det på den måde at d’herrer skribenter skiftes til at skrive et afsnit hver og når de i fællesskab ser ud over den virtuelle slagmark og beslutter sig for at der ikke er mere der kan skydes i sænk, så sættes der et endeligt punktum.

Det ligger i genrebetegnelsen - action-film - at det er en fysisk betonet genre. Det gælder ikke mindst skuespillernes fysik og fysiske fremtoning. Det så man ikke mindst i genrens storhedstid i 1980’erne, hvor stjernerne blandt andet kom fra body-building (Schwarzenegger) og kampsport (Chuck Norris, van Damme). Muskelmasse talte mindst lige så meget som talent. Det siger sig selv, at alder derfor nemt bliver et problem for action-stjerner, når kroppen ikke længere lever op til de fysiske krav, genren stiller. Ganske vist er der kommet nye stjerner til som Vin Diesel og Jason Statham. Samtidigt er genren blevet udfordret fra Asien, der har givet action helt nye dimensioner - og stjerner som Tony Jaa, Iko Uwais og en række andre. Alligevel kan man i nostalgiske øjeblikke savne action-filmens guldalder i 1980’erne. Svaret på det problem så man i to film fra 2010: The Expendables og Red, hvor aldrende stjerner som Stallone, Bruce Willis og Dolph Lundgren kunne joke med deres alder, ironisere over deres egen action-stjerne status og samtidigt levere den action, der er forbundet med deres navn.

Den samme tendens finder man i fortsættelsen til førstnævnte film, der i den sande firserånd har fået den enormt originale titel Expendables 2. Hvis den første film i serien primært havde sin charme i gensynet med alle actionheltene fra den gyldne æra, så havde etteren også sine klare problemer - først og fremmest i den noget sjuskede klipning af visse af actionsekvenserne. Dette problem slås toeren ikke med, muligvis fordi filmens klipper er blevet byttet ud, muligvis fordi det ikke længere er Sylvester Stallone, der har sat sig i instruktørstolen, men derimod Simon West, der måske er bedst kendt for filmversioneringen af videospillet Tomb Raider og den jævne men underholdende The Mechanic

Handlingen starter in media res med Barney Ross (Stallone) og hans team på mission i Nepal, hvor de befrier Trench (Schwarzenegger) og en kidnappet kinesisk milliardær. Efter at have fejret den vellykkede mission, bliver Ross opsøgt af Church (Bruce Willis), der giver ham en ny mission. De skal finde et nedstyrtet fly i Albanien og bringe indholdet af et pengeskab tilbage. Meget modvilligt accepterer Ross at tage Maggie Chang (Nan Yu) med. De finder flyet, men bliver overfaldet af en gruppe sang’er under ledelse af Vilain (Jean-Claude van Damme), der stjæler indholdet af pengeskabet og dræber Ross’ unge protegé Billy. Dermed er scenen sat for et plot, der indbefatter 5 tons plutonium, hævn og gensyn med gamle venner.

Hvilke gamle venner der er tale om, hvordan de dukker op og hvilke fantastiske one-liners de har fået mulighed for at ytre til hinanden, skal naturligvis ikke afsløres her, men det kan godt blive slået fast, at det er både morsomt og sært underholdende. Når så mange machomænd bliver samlet på lidt over halvanden time, er der naturligvis garanti for en masse eksplosioner, jagtsekvenser og utallige skurke, der må lade livet på de mest voldsomme måder. På udsatte steder kan man måske godt - som purist - ærgre sig over, at meget af det blod som sprøjter ud af de uheldsvangre modstandere er computerskabt, i stedet for at anvende mere traditionelle “squibs” (små poser fyldt med teaterblod - red.) Omvendt set, så er det også et af de få problemer man kan have med filmen, for er man til rendyrket drengerøvsaction, så får man præcis det man forventer hvis man indløser billet til Expendables 2.

Ret beset er filmen ikke meget andet end en lang række af klichéer - hvilket jo også er et genre-karakteristika - men som Umberto Eco sagde om Casablanca, så er det som om også klichéerne er gamle venner, der mødes og fejrer gensynet. Stallone, Schwarzenegger og Willis spiller ikke så meget deres roller, som de spiller sig selv - eller rettere: spiller deres action-helte image. En del jokes og one-liners kan måske blive en smule indforståede, hvis ikke man kender deres 80’er og 90’er film. Og man kunne ønske sig, at Schwarzeneggers medvirken gav anledning til lidt mere end blot en række “I’ll be back” jokes. Samtidigt er der også plads til ‘arvtagere’ som Jason Statham og Jet Li (der desværre forsvinder lidt hurtigt ud af filmen - men sikkert vender tilbage i den 3’er, der må komme). Dermed bliver filmen også - og måske først og fremmest - en løbende kommentar til sig selv, sin genre og sine skuespillere. Og det er ikke mindst det, der giver filmen dens charme.

En af de få virkelige overraskelser i dette testosteronpumpede univers, er figuren Maggie, der beviser at også hunkønsvæsener kan andet end at se smukke ud. Der har været flere artikler, der vil vide at vi også snart kan se en Expendables-film med ene handlekraftige kvinder i hovedrollerne, samtidig med at en tredje film med de ovennævnte herrer allerede er i støbeskeen, med forventet premiere til næste år. Hvem de kan overraske os med dér, kan man jo fundere over. Endelig kan fans af Schwarzenegger og Stallone se frem til at se dem i henholdsvis The Last Stand og Bullet to the Head men også sammen i The Tomb.

Så mens man kunne glædes over at se de gamle rivaliserende muskelbøffer konkurrere om folks opmærksomhed op gennem firserne og starthalvfemserne, er de villige til at deles om pladsen i det nye årtusind. Måske er det rigtigt, at man bliver mere imødekommende med alderen? Uanset hvad, så er Expendables 2 langt fra et mesterværk, men den er til gengæld solid underholdende action, især for alle os, der kan genkende - og stadig huske - alle referencerne.


Forrige anmeldelse
« The Watch «
Næste anmeldelse
» Henning Larsen – Lyset og rum... »


Filmanmeldelser