Det er nok de færreste, der har læst Max Brooks fremragende øjenvidneberetning fra den verdensomspændende krig mod zombiehorderne, der vil kunne genkende ret meget fra bogen i filmversionen af samme. Derfor er der nok også en masse fans af bogen der vil se sig ganske sur på filmen, selv om det måske er lidt uretfærdigt – for World War Z er faktisk en ganske hæderlig zombiefilm, der om ikke andet formår at videreformidle desperationen og de globale aspekter ved en verdensomspændende pandemi som denne.

Bogen er, som zombiefans allerede ved, en der lader en mængde meget forskellige øjenvidner, fra meget forskellige dele af verden, fortælle om deres personlige tragedier, oplevelser, arbejde og tiltagende desperation da den ellers så civiliserede verden pludselig blev overrendt af de udøde. Dette forsøger filmen at videregive, idet manuskriptforfatterene bag lader filmens hovedperson, Gerry Lane, tage rundt i verdens brandpunkter og selv opleve zombiernes hærgen på forskellige kontinenter.

Stik mod Max Brooks ideer om zombiers væsen (“[they] tend to move at a slouch or limp […] zombies appear incapable of running” Zombie Survival Guide s. 13) så er zombierne i World War Z den hurtigløbende variant, som vi kender det fra et utal af nyere zombiefilm (eks. 28 Days Later, Resident Evil serien, osv.). I den nye film er der tillige tale om kolossale horder af levende døde, der nærmest som zombietsunamier oversvømmer de områder, hvor de overlevende har forskanset sig. Ideen om at have horden som en sulten, ustoppelig, dræbermasse er virkelig god og til trods for at den står noget i kontrast til ideerne præsenteret i forlægget, så er det overvældende at bevidne.

Til gengæld gør filmens fokus på antallet og det faktum at vi udelukkende oplever zombierne tonse forbi og i panoramaskud klatre ovenpå hinanden, i forsøget på at komme over de mure, der gerne skulle holde dem væk fra menneskerne, at zombien – altså den enkelte zombie - ikke får det fokus som den ellers fortjener. Angrebene går ofte så hurtigt, at man ikke kan nå at blive skræmt over de levende døde. Skrækken når aldrig at sætte rigtigt ind. Dette er velsagtens også en del af hensigten. I bogen er en af de stærkeste kommentarer fra en af de overlevende, at man aldrig må give efter og ” ..tænke på hvilken tragedie der mon ligger bag hver enkelt af disse væseners skæbne...selv om det umuligt ikke at tænke de tanker” For det er jo netop ideen om at zombien har overtaget og uopretteligt erstattet det liv og den identitet, som engang tilhørte et rigtigt menneske, der gør zombien til det skrækikon som den er blevet.

Den eneste zombie som der fokuseres på, er en der optræder mod filmens slutning. Han er ganske skræmmende og synes samtidig, rent motorisk, at have en del til fælles med en af Clive Barkers cenobitter fra Hellraiser. Denne konfrontation med zombien fungerer udmærket. Vi ser hans rådnede kød, hans mælkehvide øjne og de ufrivillige spasmer helt tæt på.

Det forlyder dog, at grunden til at filmens sidste fjerdedel foregår inden døre, var rent og skært økonomisk, idet filmmagerne var løbet tør for kontanter undervejs, selv om filmens budget er på utrolige 190,000,000 dollars. Nogle af alle disse penge er naturligvis gået til udstyr, special effects of ikke mindst skuespillønninger (til nok især Brad Pitt) og selv om filmen sikkert nok skal få tjent sig hjem, så er det alligevel utroligt at en film der har været så dyr, ikke tager sig bedre tid til at få skabt en stemning af intens uhygge og panik. Faktisk kan man godt undre sig lidt over hvor alle pengene er blevet af. Der kunne laves omkring 20 formidable b-zombiefilm for den slags penge.

Mere irriterende end budgettet er at vi rent formularisk allerede fra filmens åbningssekvens, hvor alt stadig er idyl og familien sidder og spiser morgenmad sammen, har en idé om hvor det hele bærer hen. Det bliver aldrig helt rigtigt farligt, før i filmens sidste sekvens hvor vores hovedperson, som nævnt kommer helt tæt på en enkelt af disse vederstyggelige skabninger.

En anden skræmmende ting ved zombien er også dens tilknytning til sygdom. Zombien er en virus. Den spredes ved kontakt. På den måde kan man i zombiesmitten se et utal af analogier til den aktuelle zeitgeist, fra kommunistforskrækkelsen i Romeros første film, over AIDS til religiøs fundamentalisme. Ting der potentielt alle kan medføre civilisationers sammenbrud. I filmens åbningssekvens har klipperen konsekvent krydsklippet rygende skorstene med hærmyrer og andre dyr der spiser hinanden. Der er sågar (anmelder var årvågen) overvågningsbilleder fra virkelighedens ”zombieangreb” i Miami. Måske er analogien at vi har smadret planeten og nu er zombierne naturens måde at sige ”tak for lort” på. Svaret får vi aldrig direkte i World War Z, men antydningen er ganske tydelig.

World War Z er ikke en dårlig film, ej heller en dårlig zombiefilm – for den giver tilskueren præcis det spektakel og de imponerende scenerier, som trailers og plakater i lang tid har lovet. Det er medrivende, spændende konstrueret og man sidder på kanten af sædet mens hovedpersonen kastes ud i den ene mere intense situation end før.

Det er blot en skam at filmen ikke, som Brooks’ bog, giver sig tid til at fortælle de nære historier, som er det der gør bogen så medrivende. I filmen er der ikke ret meget, der er overladt til tilskuerens fantasi og det er egentligt lidt ærgerligt. De der har ventet sig at se Pitt i splatterfest, må også gå skuffede hjem, for selv om filmen er brutal, så er der forbavsende lidt blod, indvolde, hjernemasse eller øjne der suges ud af hulerne. Dette skyldes nok filmens amerikanske PG-13 rating, der herhjemme er blevet til 15. Undertegnede mener dog godt at hårdkogte 12-årige vil være i stand til at se filmen, for mest af alt er det blot en spændende actionfilm med zombier. Bedøm selv.