Drageløberen er endnu en filmatisering, denne gang er den dog amerikansk produceret og baseret på den afghansk-amerikansk forfatter Khaled Hosseinis værk af samme navn. Den umiddelbare tanke man kan få, er muligvis en historie om hvor skidt det står til i Afghanistan, hvor hårdt det er, og hvor meget vi skal have ondt af afghanerne. Det er dog slet ikke tilfældet, og det ender med at blive en af filmens styrker, at den kun i mindre omfang kaster sig ud i en diskussion af Afghanistans politiske tilstand. Selvom der er historiske og selvbiografiske dimensioner i filmen, er det dog langt fra der fokus ligger.

Filmens omdrejningspunkt er Amir og hans barndom i Kabul og hans senere flugt til USA da Sovjetunionen invaderer Afghanistan i 1979. Filmen begynder med den voksne Amir, som netop har modtaget sin debutroman med posten, da telefonen ringer. Amir bliver nødt til at vende hjem, for at gøre sin ugerning god igen. Det bliver startskuddet til et længere flashback, som omfatter det meste af Amirs liv og varer det meste af filmens længde.

Vi ser Amir vokse op under gode vilkår i Kabul, hans far har penge nok og Amir er bedste ven med sønnen af faderens tjener. Deres yndlingsbeskæftigelse - udover at se amerikanske film - er at flyve med drager og vinde konkurrencerne mod de andre børn. Hassan er den bedste drageløber i Kabul, og kan altid finde de drager som Amir skærer ned. Hassan vil gøre alt for Amir og hjælper altid når de andre børn er efter Amir. Hassan gør altid det rigtige, selvom hans kår ikke er så gode som Amir. Amir har straks sværere ved altid at træffe det rigtige valg, og er langt mere frygtsom end Hassan.

Det er denne indre kamp med sig selv, som Amir går igennem i løbet af filmen. Faderen beklager sig tidligt i filmen over at det altid er Hassan som skal hjælpe Amir ud af problemerne, for en dreng som ikke kan forsvare sig selv kan heller ikke forsvare andet. Det er dette valg der bliver udspillet i to af filmens vigtigste scener. Den første sker da Amir overværer Hassan blive overfaldet og voldtaget uden at gribe ind, eller nogensinde vedkende sig at han har set det. I stedet skubber han sin bedste ven fra sig, selv med modbydelige midler. Amir må leve med skammen og smerten over ikke at kunne stå ved sin ven, da han har brug for det.

Denne reaktion skal ses som spejlbillede til faderens valg, mens de er på flugt fra Afghanistan, væk fra russerne. Flygtningebilen bliver stoppet af en russisk vagt, og han forlanger at more sig med en af kvinderne som betaling for at lade dem slippe forbi. Amirs far stiller sig op og siger at selv i krig findes der anstændighed og at han hellere vil dø end lade soldaten få kvinden. Amir frygter for sin fars liv, men faderen tør træffe det valg som Amir burde have truffet overfor Hassan.

Filmens tema er altså centreret om at have mod til at træffe det rette valg, selvom det måtte koste en livet. Det er noget Amir har svært ved at acceptere, og noget som følger ham livet igennem, indtil han får opringningen og bliver nødt til at vende tilbage til Afghanistan. Film fungerer godt som et portræt af Amir og hans dannelsesrejse, og filmen fremstår klart som et billede på en mands liv og hans valg. Styrken ligger i portrættet af Amir som barn, og forholdet mellem Amir og Hassan. Man kommer tæt på børnene og filmen tør vise hvor rå og uretfærdige børn også kan være, hvilket helt klart giver dybde i personskildringen.

Filmens anden styrke er dens portræt af Kabul og Afghanistan, som præsenteres uden sentimentalitet eller nedladende undskyldninger for tingenes tilstand. Kontrasten til Kabul før Sovjetinvasionen og til efter Taliban har overtaget er naturligvis stor, og fungerer effektivt. Det er først da et spøgelse fra fortiden dukker op, at filmen falder ind i en lettere klichéfyldt tilgang til personskildringen og man tror ikke rigtig på det. En af de bøller som overfaldt Hassan, viser sig nu at være en af de vigtigste Taliban-ledere og her konfronteres Amir direkte med sine fortids synder. Symbolikken er tydelig, men bliver fortegnet og man burde have valgt en mere elegant løsning på den konfrontation som naturligvis skal finde sted.

Det er som om filmen aldrig rigtigt kommer tilbage på sporet efter denne konfrontation, og i stedet afsluttes resten af filmen på et langt lavere niveau end hovedparten. Klichéerne står pludselig i kø, hvor de tidligere glimrede ved deres fravær, og man kan forudse resten af filmen, men alligevel skal det pensles ud så det bliver for meget af det gode. Selv en cameo af Hosseini kan ikke redde slutningen.

Dog skal en svagere slutning ikke fratage denne film dens styrke, som helt klart ligger i personskildringerne og den hudløst ærlige historie om hvordan det har været at vokse op i Kabul. Det er rart at se amerikanske film som ikke bliver alt for politisk korrekte i deres beskrivelse af andre kulturer, og som faktisk benytter de rigtige sprog.