Jan Troell har i mange år været et af Sveriges store internationale instruktørnavne. Han brød igennem efter at have bijobbet for Bo Widerberg, og har fra starten haft et socialt fokus i sine film. I 60'erne og noget af 70'erne var udgangspunktet arbejderklassens litteratur, som han satte billeder på. Et hovedværk fra Troell er stadig de to sammenhængende Utvandrarna (1971) og Nybyggerna (1972) om svenske emmigranter til USA. Efter et delvist mislykket forsøg på at bryde igennem i Hollywood fik han et stort comeback med Ingenjör Andrées luftfärd (1982). Et senere smukt hovedværk fra Troell er Maria Larssons eviga ögonblick (2008).

Det er derfor altid oplagt at genudgive Jan Troells film. Og derfor er det også interessant at se eller gense Orkanen med den direkte oversatte amerikanske titel Hurricane fra 1979. Den falder nemlig mellem Troells to stole: hans svenske og internationalt aspirerende gennembrud og hans helt store internationale opmærksomhed. Orkanen er en af de to film, som Troell instruerede i Hollywood i slutningen af 70'erne, og var ikke det velfortjente storværk, som man kunne regne med - og som film selv lægger op til. Den er i princippet en særdeles svag og sentimental historie, der i sig selv ikke vækker den store opmærksomhed. Men filmens kamerateknik og special effects gør alene, at filmen er værd af se.

Filmen er løseligt baseret tæt på John Fords klassiker The Hurricane (1937), men både sted og handling er substantielt ændret. Den grundlæggende fortælling er dog i høj grad denne samme historie om racisme, kolonialisme og forskelsbehandling. Troells Orkanen foregår på Amerikansk Samoa i 1920'erne, hvor USA strategisk havde besat (koloniseret) det halve ørige for at holde Stillehavet i ave. Hertil kommer den amerikanske Charlotte for besøge sin far og sin husbond in spe. Til faderens store fortrydelse forelsker hun sig i den lokale høvding i stedet. Og da det store opgør mellem høvdingen og faren skal stå, rammes Samoa af en historisk orkan, der ødelægger alt.

Den basale sentimentalitet i filmen bygger naturligvis på, at kærligheden kender ingen grænser eller race. De amerikanske tropper på øerne - ledt af Charlottes far, der er guvernør - holder fast med hård hånd. Latent og til tider temmelig eksplicit anses de lokale folk for at være underdanige og problematiske. Socialdarwinismens storhedstid er klar i handlingens tid. Og her benyttes den banale kærlighed mellem den hvide Charlotte og den lokale høvding som en metaforisk understregning af, at sådanne forskelle kan overkommes. På mange måder er Orkanen faktisk bare Titanic (1997) på Samoa: en kærlighedsfortælling om et umage par fortalt med en katastrofe som baggrundstæppe.

Det er derfor - som allerede sagt - ikke pga. handlingen, filmen skal ses. Den er faktisk tilmed ret dårligt spillet af den ellers uovertrufne Mia Farrow, mens Jason Robards egentlig er sig selv. Det er med andre ord ikke uden årsag, at Orkanen aldrig blev Troells store gennembrud. Men Sven Nykvists storslåede cinematografi er nærmest et antropologisk stilstudie i sig selv, og giver et temmelig nærgående portræt af en i nogen grad autentisk samoansk kulturrigdom, som spoleres af to ting: en orkan og amerikansk tilstedeværelse. Dette er kun understreget kraftigt af Chris Kellys tidssvarende score, der er et sælsomt miks af samoanske rytmer/toner og vestlig kærlighedsmusik; i sig selv en overvindelse af kulturracisme.

Den sidste halvdel af filmen, hvor orkanen rammer øerne, er tilmed helt elementært storladen og veleksekveret. Den langsomt stigende intensitet fra blæst og kuling til orkan er temmelig troværdigt etableret, og da det helt store brag endelig rammer, rykkes huse og kirker op ved roden. For sin tid og i forhold til andre katastrofefilm, som den kan måles op ad, såsom The Poseidon Adventure (1972) eller Flood! (1976), er Orkanen alene et stilstudie værdig med fokus på forholdet mellem cinematografi og special effects. Man kan jo sagtens, når vi kommer i brugen af visual effects og især CGI et årti eller to senere. Her er Hurricane bygget - om jeg så må sige - med de bare næver. Filmeffekter as they should be.

Orkanen var faktisk først givet til Roman Polanski, som jo også benyttede Mia Farrow i Rosemary's Baby (1968). Han stod også for en del af præproduktionen og location-valg, men producenten måtte opgive ham, da Polanski i 1977 fik den berygtede voldtægtssag på halsen. Derfor tog Troell over. Troell er altid interessant som et skandinavisk fænomen. Og Orkanen er spændende som et teknisk mesterstykke. Men som handling og fortælling er der ikke meget at komme efter. Der er andre Troell-film, fx de ovennævnte, der ville være mere oplagte at give ud igen.