Kombinationen mellem veltrænede mænd, smukke, eksotiske babes, hæsblæsende action og ustyrligt seje, pimpede biler er en vindende kombination. Det er filmserien om de hurtige og de gale i al fald et tydeligt bevis på. Det kan godt være at man hverken får karakterer, der udvikler sig synderligt, plots der udfordrer seerens intelligens eller for den sags skyld andet end en undskyldning for at spise popcorn – men det skal der også vær plads til.

Især siden Justin Lin overtog instruktørposten i Tokyo Drift, har filmserien været garant for solid bilaction, labre, neonmættede billeder og en knivskarp klipning, til et så pulserende soundtrack, at det vil få selv døve til at nikke med i takt. Det kan godt være at det er form over indhold, men musikvideoæstetikken holder overraskende nemt i over to timer, når det skæres på denne måde.

Den forrige film i serien lagde ellers op til at vore hovedpersoner nemt kunne trække sig tilbage og nyde deres velfortjente otium efter gud ved hvor mange halsbrækkende gadeløb og opgør med ustyrligt farlige gangstertyper, især når de blot kunne bruge løs af det latterligt store pengebeløb de stak af med i slutningen af film nummer fem. Faktisk var det lidt svært at se, hvad der dog kunne motivere Dom og Brian til endnu engang at sætte sig bag rattet med frygt for liv og lemmer. Brian har endda, da vi møder ham stiftet familie og er blevet far til en lille dreng.

Ikke desto mindre får især Dom serveret en god grund til at spænde sig fast i sædet igen. Han opsøges nemlig af FBI agenten Hobbs, der brugte størstedelen af femmeren på at jagte Dom, som nu har brug for Doms hjælp.

Det viser sig nemlig at der er dukket en ny bande motoriserede lovbrydere op. De er mindst lige så tjekkede som Dom og Brians hold, men til forskel fra vore forbryderiske helte, har de nye spillere langt mere onde hensigter. De angriber militærkonvojer for at stjæle teknologi, der i sidste ende kan true verdensfreden. Dom er først afvisende, men da Hobbs viser billeder, der synes at være bevis for at Doms tidligere kæreste - Letty – ikke er nær så død som Dom troede, men som tilsyneladende arbejder for denne nye gruppe forbrydere, må otiummet opgives til fordel for en fuld benzintank. Hobbs lover vore antihelte fuld amnesti, hvis de hjælper ham med at indfange den nye bande, men Dom har naturligvis også en interesse i at se om Letty virkelig er i live.

Filmen anlægger – som sædvanligt – en meget legende, useriøs tone til det hele. Faktisk er der en af figurerne, der kommenterer på lighederne mellem denne nye gruppes sammensætning og dem selv. Dertil kommer at selv om fokus stadig er på babes, biler og bøffer, så har der også sneget sig nogle højteknologiske gadgets ind i filmen, der leder tankerne hen på Bond. Dette forstærkes især af at store dele af den nye film foregår i London. Det bliver derfor en sand fryd at se hæsblæsende biljagter foregå på med denne by som baggrund. Æstetikken i filmene lægger sig meget tæt op af utallige, voldsomme videospil, og har man eksempelvis spillet The Getaway på PS2, vil man næsten savne sin controller idet bilerne fræser hen over Picadelly Circus til tonerne af tonstung grime.

Som noget nyt har FF6 også fået et dansk islæt, idet der er hele to danskere med på rollelisten. Det handler om Thure Lindhardt som har en mindre rolle, som en opfinder der hjælper den nye gruppe med teknologi og Kim Kold, der blev kendt herhjemme for sin fine, underspillede figur i kortfilmen Dennis. I FF6 får Kim dog lov til at spille mere konkret med sine mange muskler, dele håndmadder ud til store Hollywoodstjerner og endda – i Svend Ole Thorsens ånd – at leverer et par af sine replikker på dansk.

FF6 er ikke stor kunst. Stuntsekvenserne er denne gang så overdrevne, at det nærmer sig det absurd lattervækkende (vær især opmærksom på Dom der griber sin udkårne på broen mod filmens slutning – en gerning, der synes at trodse flere af fysikkens regler for kraft, fart, friktion, modstand og hvordan objekter i bevægelse opfører sig) men det ved filmen også godt selv. Den har en munter dialog, holdt i en legende let, morsom, selvironisk tone – figurer der inderst inde er godt er klar over at de er med i en b-film med et stort budget og en handling der mest af alt bare er en undskyldning for at vise den ene biljagt efter den næste – men det fungerer.

FF6 er måske ikke lige så god en film som sin forgænger, men det er endog meget tæt på. Det er actionunderholdning når det er bedst, uforpligtende, sjovt og ikke så lidt dumt. Det er ren underholdning, der uprætentiøst ikke forsøger at være andet. Så holder man af actionfilm og måske især de andre film i denne serien så lyder anbefalingen herfra at FF6 skal være en obligatorisk tur ind i biografens mørke – men husk – som et stort skilt før rulleteksterne gør de dummeste blandt publikum opmærksomme på - at køre forsigtigt når man forlader biffen, for FF6 er altså ikke virkelighed!