Uanset hvor meget man i øvrigt anstrenger sig for at være objektiv som anmelder, står man indimellem ansigt til ansigt med film, som er så lemfældigt kastet sammen, at man faktisk slet ikke har lyst til at give filmen omtale. Det var lige ved at ske med Point break der er en slags for nyfortolkning af en, i denne anmelders sind, nemt ignorerbar actionfilm fra 1991 instrueret af den ellers så kapable Kathryn Bigelow.

Der eksisterer en masse fans af den originale film, som sikkert har set frem til denne nye udgave. For selv om originalen næppe har en plads i Parthenonnet af kanoniske actionfilm, så havde den alligevel sine momenter. Eksempelvis husker de fleste bankrøveriet, hvor røvere alle bar gummimasker der forestillede amerikanske præsidenter. Dette aspekt har den nye film ikke engang. Nuvel vi ser overvågningsbileder af et juvelkup, hvor røverne, der kører på motorcykler, har dekoreret deres hjælme med karikaturtegninger af selvsamme præsidenter – måske. Det er faktisk svært at se.

Selv om grundfortællingen i de to film er basalt ens, så søger skurkene i den nye ikke engang profit, nej, de smider en masse diamater ud over et slumkvarter i Mumbai og en masse US-dollars ud over Mexico. For ”skurkene” i den nye film er nemlig ikke ude efter at score hurtige penge, de gør det de gør ud fra en pseudo-religiøs hippieoverbevisning, der dikterer at de skal forsøge at rette op på jordens balance og samtidig forsøge at opnå selvindsigt idet de udfører halsbrækkende stunts.

Den unge FBI agent Johnny ”Utah” (der blev spillet af Keanu Reeves i originalen) er en tidligere ekstremsportsudøver, der nu har lagt dette vilde liv bag sig i forsøget på at blive FBI agent. Han opdager, at der er sammenfald mellem nogle spektakulære røverier. Røverierne er nemlig ikke kun er røverier, men de steder der røves nævnes på en legendarisk liste over otte ekstremsports-prøvelser, som en legendarisk, nu afdød ekstremsportsguru fastsatte før sin død. Otte trin der hver for sig er livsfarlige.

Utah får mulighed til at fortsætte efterforskningen på egen hånd, men da han ikke er færdiguddannet FBI-agent, så får han tilknyttet en ældre partner (spillet af Ray Winstone, der virkelig må have haft brug for pengene) der skal passe på ham. Utah infilterer ekstremsportshippierne, lytter til deres leders endeløse new-age bavl der gennem filmen fungerer som en slags livsfilosofi og halvhjertet motivation for at lade banden gøre som de gør.

Man skal bare være ustyrligt lavt begavet for at købe den præmis som filmen forsøger at sælge, for selv om man sagtens kan forstå tiltrækningen ved det adrenalinsus som de enkelte i gruppe oplever idet de udfordrer sig selv og deres kroppe ved at klatre, snowboarde, kaste sig ud fra bjerge iført wingsuits eller for den sags skyld surfe 30meters bølger - så giver bandens bagvedliggende filosofi ingen mening overhovedet. Hvordan er bandens gerninger med til at redde planeten? Hvad er det i deres handlinger der skulle forandre noget til det bedre? Hvad er i det hele formålet med denne film? Disse spørgsmål står ubesvarede hen idet man når rulleteksterne.

Undertegnede har fundet ud af følgende. Filmen er basalt set:

1) En undskyldning for at tjene penge på alle dem, der er fans af originalen.

2) En undskyldning for at kæde en række ganske flotte ekstremsportscener sammen med et minimum af handlingselementer, for på den måde at kunne kalde slutresultatet for en actionfilm.

3) En mulighed for at skabe det tyndeste og mest rodede filmmanuskript i nyere tid, i den forventning at publikum er villige til at betale gode penge for hvad som helst.

Denne nye version af Point Break ender med at være en X-Tremt pinlig affære. Billedsiden er forventeligt ganske flot, men vil man se halsbrækkende ekstremsportsstunts, så er Youtube kun et par tasteklik væk. Man bør i al fald ikke indløse billet, hvis man forventer at få noget for pengene, for selv om filmen garanteret er imponerende i 3D (Deres udsendte så vel og mærke 2D-versionen) så kan denne ekstra dimension heller ikke dække over, at Point Break er en film, der handlingsmæssigt og i forhold til sine figurer fra allerførste minut har opgivet.

Foruden det fraværende plot, et ustyrligt dårligt manuskript, helt igennem tåbelige replikker og en samling helt ligegyldige hovedkarakterer, der alle ligner en mellemting mellem en hipsterkongres og en gruppe tilfældigt udvalgte skibumser i god fysisk form, udmærker filmen sig ved at lade en bil skifte nummerplade idet man klipper fra et trackingskud fra bilens bagende til et billede, der viser samme bil køre mod tilskueren. Dette er dog langt fra det eneste der ikke fungerer.

Det er også mærkværdigt at filmens veltrænede men ucharmerende og bøvede hovedperson, ikke genkender filmens eneste kvindelige figur, til trods for at hun som den eneste er udstyret med filmens eneste par enormt store bryster (som man ikke engang – som en slags plaster på såret - får lov at se i fri dressur), idet han jagter hende efter et røveri.

Kort sagt er Point Break en film der er så sløset med både sit egent materiale og som tillige er fuld af handlingsmæssige og visuelle brister, at det kun en film man skal se, hvis man har lyst til at opleve ekstremsport i 3D. Set med actionfilmsbriller holder den i al fald ikke. Den er ikke spændende, overraskende eller det mindste sjov. Den ikke kun blegner i forhold til originalen, men også hvis man sammenligner de med selv halvdårlige B-actionfilm fra året der gik. Sig ikke, at vi her i kapellet ikke advarede dig!