Humor er som bekendt noget af det mest vanskelige for folk at blive enige om. Ikke desto mindre tillader undertegnede at udråbe Grusomme Mig 2 i overskriften til den mest morsomme animationsfilm i år. Det kan godt være at fortællingen ikke byder på meget nyt, for det er velkendte temaer som venskab, kærlighed og kernefamilieværdier der diskes op med, men heldigvis sker dette i en indpakning og i et tempo der gør, at man sidder og fniser, klukler og endda slår høje lattergrin op med så hyppige mellemrum, at denne effekt alene bør være billetprisen værd.

Filmen byder – som mange andre nyere animationsfilm - på en fortælling der kan nydes både på det umiddelbare plan - i børnehøjde og på det intertekstuelle skæve plan for de voksne. Se bare om ikke du er i stand til at finde referencer til såvel Village People, Carmen Miranda, agentfilm fra 60erne og meget mere, samtidig med at den konstant blærer sig med visuelle slapstick gags, morsomme dialoger, ustyrligt stemningsfulde omgivelser og en fantastisk figuranimation. Det kan meget vel være at Vilde Rolf fra Disney er årets bedste animationsfilm, men Grusommme mig 2 er altså sjovere, samt – som noget ganske sjældent – en virkelig effektiv brug af 3D, som man kan opleve, hvis man er så heldig at bo i nærheden af en biograf, der understøtter dette. Der ”rækkes” konstant ud mod tilskueren og filmskaberne har hele tiden sørget for at indtænke for-, mellem- og baggrund i konstant bevægelse, så effekten bliver virkelig overbevisende. Kan ungernes øjne derfor tåle mosten, så er det altså bestemt værd at ofre de ekstra penge på brillerne.

Historien er ganske simpel. Vores skumle hovedperson fra etteren, har efter mødet med hans tre forældreløse piger slået sig til tåls med faderrollen og forstandsidyllen – til dels. Han har stadig sine små gule minions omkring sig, men i stedet for at de hjælper ham med at skabe diabolske dommedagsmaskiner, hjælper de ham med at opfinde en ny slags frugtgelé. Han opsøges dog en dag af den mest ultrahemmelige del af sikkerhedstjenesten, der vil have Grus hjælp til at fange en superskurk, der egenhændigt har stjålet en forskningsstation i Arktis.

Den kvindelige agent – Lucy - som bliver Grus kontaktperson har vist et godt øje til ham og hun mener at have fundet frem til at skurken de leder efter sikkert befinder sig i et nærliggende storcenter. De ved blot ikke hvilken butik skurken benytter som et skalkeskjul for sine diabolske planer. Selv om Gru ikke har lyst til at hjælpe nogen, så vælger han alligevel, hårdt presset at hjælpe med Lucys efterforskning.

Det lyder sikkert på ovenstående, som en fortælling man har set en masse gange før og det kan der være noget om, men selv om hverken plot eller handlingsforløb er revolutionerende, så er hittepåsomheden når det gælder om at få skabt absurde, surreelle og lattervækkende situationer til gengæld helt i top. Det fine ved filmen er, at den netop til fulde udnytter magien ved animation, at lade uladsiggørlige ting ske for øjnene af en. Derfor kan vi se en lillebitte bil, der både kan forvandle sig til ubåd og fly, en fælde forklædt som isbil, der er i stand til at støvsuge kunderne op. Smukkest er nok sekvensen, hvor vi ser en superskurk som angiveligt ender sine dage spændt fast til en kæmperaket og en stor hvidhaj, der med dynamit spændt om maven bliver fyret af sted i retning mod en aktiv vulkan, mens han højtråbende afsikrer to håndgranater.

Det er denne form for gakket humor, der driver filmen frem og gør at den måske er endnu sjovere for de legesyge voksne, der holder af alle de ultranørdrede ting som bliver refereret til undervejs i filmen. Det handler ikke så meget om specifikke referencer, men bare at filmmagernes begejstring både overfor design, figurtyper, musik, popkultur og ikke mindst fantasiens grænseløse væsen er så utroligt smittende, at slutresultatet er noget så sjældent som en to’er der muligvis er mere vellykket end den originale film.