Umiddelbart kan det synes svært at finde fællestræk og samlepunkter i forskellige film som Boogie Nights (1997), Magnolia (1999), Punch-Drunk Love (2002) og There Will Be Blood (2007). Føjer vi Paul Thomas Andersons sjette og nyeste spillefilm The Master til listen, hjælper det ikke meget. Andersons film spreder sig over meget forskellige temaer, men alligevel er der kendetegn, som går på tværs. Alle filmene behandler på en eller anden måde fortiden, der stikker sit beskidte hoved frem med en vis form for fremmedgørelse som konsekvens. Det er ikke altid let for seeren at vide, hvad fortiden bringer med sig, men det andet kendetegn ved Anderson er, at han hjælper på vej med en overdådig visuel stil. Det er også tilfældet med hans seneste. Der er samling i diversitet i The Master, som netop er udkommet på dansk købefilm.

Freddie Quell er en krigsveteran fra Anden Verdenskrig, som vender hjem, da stillehavsdysten er overstået. Han har svært ved at reintegrere sig i et almindeligt liv, og ender med – mest motiveret af en stort alkoholforbrug under krigen – at slå sig på flasken. Han er fremstillet som en fyr med et lettere forkvaklet sind, men årsagen – ud over naturligvis krigen – kender vi ikke. Det giver sig udslag i en frivol seksualitet, der mest af alt får ham til at fremstå en anelse tilbagestående. Underneden hviler en person med en fremtrædende retfærdighedssans og en løs næve. Freudianere ville løsne påstande som en undertrykt, uudlevet seksualdrift, men filmen går aldrig så langt. Den fastholder Freddie i det usagte, og sigter i stedet efter at spejle ham i filmens anden hovedperson, Lancaster Dodd, som langsomt viser sig at være en slags psykologisk new age-mester for en gruppe under betegnelsen The Cause.

Freddie møder Lancaster ved et tilfælde, men – som en af de få – ser Lancaster kvaliteterne i Freddies person, som han forsøger at mobilisere inden for sin særegne psykologi. Den vigtigste kvalitet er dog Freddies besynderlige evne til at fremstille kraftfuld alkohol på en uvis baggrund – tilsyneladende fortynder til maling. Freddie og Lancaster bliver et slags gensidigt projekt for hinanden. De finder en fælles forståelse, som andre er hindret adgang til. Freddie laver sprit og tager billeder – og følger ellers bare Lancasters gruppe rundt. Uvisheden om, hvem der er mest excentrisk spiller med hele vejen, men vi får langsomt mere og mere at vide om Freddies fortid præget af tabt kærlighed og en umiddelbart fremmedgørelse på baggrund af specielle trækninger og eksplicit seksualdrift.

Den personlige bevægelse formår Anderson – ligesom i flere af sine øvrige film – at understrege via kameraet, der hele tiden er i bevægelse. Således også Freddie. Han har et udpræget problem med autoriteter, hvilket selvsagt ikke er nemt, når Lancaster fungerer som en mester, en guru, en leder. Freddie hvirvler udvendig og i sindet, hvilket er fremragende grundlagt gennem Joaquin Phoenix i rollen som Freddie Quell. Phoenix er næsten svær at genkende, fordi ansigtstrækkende, som han stædigt fastholder gennem hele filmen, er så fordrejede og forvredne. Modspillet fra Philip Seymour Hoffman som Lancaster Dodd er mindst ligeså urovækkende og velspillet. De fremstår i princippet som hinandens modsætninger, men langsomt viser de abstrakte ligheder, som gør, at det ganske simpelt må briste eller bære. Et venskab, en lærer-mester-konstellation? Ja, ingen ved det helt.

The Master er gennemspillet og visualiseret flot, og den fungerer som et værdigt bud inden for Andersons vildtvoksende filmstil, der på mange måder minder om større mestre, men ikke helt følger præcist i deres fodspor alligevel. Framingen i filmen minder i princippet en hel del om Orson Welles’ stil, hvilket også harmonerer fint med filmens tematikker. Men Anderson supplerer denne stil med en specifik fokusregulering, som Welles aldrig ville røre ved. På den måde genopliver Anderson gang på gang ældre, velkendte stilarter på en ny og interessant måde. Indadtil virker filmen rolig og tilgængelig, men stilen er så sikker, at der vil være meget at komme efter. For os, der nu kan lide at kigge filmene helt efter i sømmene. Det kan Andersons film faktisk holde til.