Dette er den amerikanske drøm, malet i lige så sorte nuancer som den olie hele filmen drejer sig om. Daniel Plainview er oliemand og lever af at bore efter olie i ørkesløse landskaber, tvinge sin vilje igennem og overvinde naturen og mennesker. For Daniel handler det ikke om penge, men om at vinde; olien er blot et symbol på Daniels trang til at besejre modstand. Ved at tvinge olie frem af jorden, viser Daniel at han er mægtigere end naturen. Hele Daniels eksistens drejer sig om at klare sig godt som oliemand; intet er vigtigere.

Det er tydeligt i Daniels forhold til sin søn H.W. Plainview - vi hører aldrig hans fulde navn, og den eneste grund til at Daniel besværer sig med sin søn er, at det gør det nemmere at købe olielodder til fordelagtige priser. Daniel Plainview lever op til sit navn - der er intet andet i ham end det man ser på overfladen: en hensynsløs, ærgerrig mand uden moral. Det er denne mand som opfylder den amerikanske drøm med at starte fra bunden og arbejde sig op til at være ejer af et kæmpe oliefirma. There Will Be Blood er dermed et kraftigt angreb på den mangel på moral som ses som en direkte følge af den amerikanske drøm: alt underordnes jagten på succes.

Filmen starter med et episk blik ud over den amerikanske midtvest ørken, akkompagneret af skingre violiner. Stemningen er sat som var det en gyser og med titlen i mente er scenen sat til et dystert skæbnespil. Vi klipper til Daniel som hakker løs i en mine, før han sprænger dynamit for at frigøre malm. Ved et uheld falder han ned i minen, og brækker sit ben, men han kravler hele vejen ud af minen og ind til byen for at afsætte det guld som han finder. Herefter begynder Daniel at bore efter olie, men da han endelig finder noget, bobler olien frem som an abjekt masse, klæg, vederstyggelig og faretruende. Dette er Daniels skæbne, men det er også USA's skæbne. En skæbne som er malet i det blod der følger med oliens udvinding.

Daniel får hjælp til at finde et hav af olie, men kommer her i konflikt med det religiøse USA. Den Tredje Åbenbarings kirke ser olien som en mulighed for at udvide sin flok, mens Daniel ikke ser noget formål med kirken, før han får brug for dens hjælp til at lave sin olieledning. Filmens historie følger Daniel, hans liv, hans valg, hans kamp for succes, men det er ikke en dannelseshistorie. Daniel gennemgår ingen forvandling, han lærer intet og han forbliver den samme forkvaklede person som kun kan se succes gennem andres nederlag.

Det kræver meget at holde liv i sådan en karakter, uden at filmen taber momentum eller virker stillestående. Daniel Day-Lewis brænder igennem i rollen, og formår at fremstille Plainview i lige så episke træk som resten af filmen. Dette er på ingen måde realistisk skuespil, men snarere en kanalisering eller påkaldelse af den ur-myte som Plainview består af. Både Plainview karakteren og filmens fortælling er en mytisk konstruktion. Dette er et epos om USA's tilblivelse og Plainview er sammenfatningen af alle de træk som skabte det amerikanske samfund. Ubøjelig, stædig, vedholdende, individet som kæmper mod overmagten for til sidst at triumfere. Men i filmens optik er sejren dyrkøbt og Plainview er et umenneske uden plads til kærlighed, tro eller andet som kan være i vejen for opnåelsen af materialistisk succes.

Plainview er ikke et offer for omstændighederne og filmen prøver ikke at forklare ham eller forsvare ham. I stedet står han som den logiske konsekvens af en en-øjet jagt på noget som skal forestille at give mening. Til sidst i filmen sidder Daniel alene tilbage i sin enorme villa, men sover stadig på gulvet, døddrukken af whiskey. Daniel pumper olie ud af jorden, fordi det er det eneste han kan. Hvis han ikke gjorde det, ville han ikke have en identitet. Da han får muligheden for at sælge sine oliefelter siger han nej, for hvad skulle han så gøre med sig selv?

Filmen er særegen og svær at sætte i bås. Den gør tingene på sin egen måde, uden om typiske fortællestrukturer og genrekonventioner. Det er både filmens styrke og dens svaghed. Den fortæller sin historie med tyngde og kraft, men den endelige forløsning udskydes så længe at den ender med at blive unødvendig. Filmens slutning er forventelig uden at være forudsigelig, og det ender med at tage noget af brodden af filmens endelige pointe. Præstationen ligger i det momentum som opbygges af karakteren Plainview som er altoverskyggende i filmen. Plainview fremstår symbolet på den altædende og altødelæggende side af samfundet og det får filmen frem på en både smuk og skræmmende måde.