Ideen bag The Mist: at være spærret inde i et supermarked sammen med andre ikke så tiltalende kunder, fordi verden udenfor er fyldt med monstre, er glimrende. Der er indbygget en blanding af det unaturligt monstrøse og det dagligdags realistiske, og denne blanding i fortællingen er Stephen Kings kendetegn.

Filmatiseringen af Stephen Kings lange novelle ”The Mist” fra 1980 har en chokerende, mørk slutning, som Frank Darabont har skrevet ind i filmen med Stephen Kings velsignelse. Handlingen er enkel. En gruppe kunder spærres inde i et supermarked i en lille by i Maine, da verden udenfor omsluttes af en tæt tåge fyldt med dødsensfarlige, store og ukendte monstre. I løbet af filmen viser det sig, at menneskene, der kun er beskyttet af butikkens glasfacade og en barrikade af sække med hundefoder, er lige så farlige som monstrene udenfor. Kundesegmentet i Food House er et tværsnit af den amerikanske befolkning, og filmen forlader for en stund det gyselige og bliver til en debatfilm i form af et kammerspil, hvor forskellige ideologier strides først verbalt og siden voldeligt og fatalt. Filmens hovedperson David Drayton, der har sin søn Billy med på indkøbsturen, er kunstner. Han maler filmplakater, og her er filmens eneste svagt metafiktive element. Metafiktion ses ellers ofte hos Stephen King, hvor helten, der også er offer, er ofte forfatter eller kunstner. I Misery skriver Paul Sheldon victorianske romancer, i The Body (Liget i skoven) er Gordon Lachance en 30-årig forfatter, der ser tilbage til drengeårene omkring 1960. I The Shining (Ondskabens Hotel) er Jack Torrance alkoholiseret forfatter, i Duma Key er Edgar Freemantle billedkunstner, og i Cell (Puls) er Clayton Riddell tegneserieforfatter.

I supermarkedet i The Mist er der fx blandt andre også byens ikke så smarte mekanikere, den unge og også den ældre lærerinde, slagteren, den velhavende og usympatiske advokat fra storbyen, soldater fra den nærliggende militærbase og ikke mindst den religiøse fundamentalist Mrs. Carmody, der udvikler sig til det menneskelige superuhyre. Selv om kammerspillet med dette persongalleri med mellemrum afbrydes af angreb fra monstrene udenfor, forekommer det langtrukkent. Især Mrs. Carmody bliver en større pestilens, end hun havde behøvet at være det pga. en udpensling af hendes religiøsitets antihumanisme. Det bliver hendes blanding af gammeltestamentlig galskab og højrepopulisme, der vinder i supermarkedet.

I en anmeldelse ved filmens danske biografpremiere har Kim Skotte i Politiken d. 17.4.2008 sammenlignet konceptet bag The Mist med John Fords klassiske western Diligencen fra 1939. Denne sammenligning holder imidlertid kun et stykke af vejen. I Diligencen møder vi også et tværsnit af den amerikanske befolkning. De kører igennem et landskab fyldt med Geronimos fjendtlige Apache-indianere. Her er det kun bankmanden, der udgrænses. Ellers opstår der et forsonende sammenhold på tværs af sociale klasser, moralske holdninger og tidligere fjender i den amerikanske borgerkrig, og det er Fords venstrepopulisme, der som ideologi binder denne film sammen, således at passagererne sammen kører ud af tredivernes økonomiske depression og ind i Roosevelts New Deal-periode. Fords Diligencen opfordrer til konsensus i det amerikanske samfund for at løse 1930’ernes krise. Der er ingen sådanne løsningsforslag i The Mist, men kun en stærk påpegning af det amerikanske samfunds dårligdomme.

Den overraskende tragiske slutning, som Darabont har valgt, og de manglende værdier i lokalsamfundet og for øvrigt også i familien hører også sammen med en mistro mod det militærindustrielle kompleks og dets forskning. Der gives et billede af et Amerika, hvor der ikke findes internt sammenhold og de eksterne fjender er usynlige, næsten uvirkelige, og dog dødsensfarlige. The Mists sympatiske hovedpersoner kører ligesom i Diligencen af sted, men ikke ind i en ny historisk periode, men ind i tågen og ind i filmens tragiske slutning. Obamas Roosevelts-lignende konsensus er ikke inden for The Mists horisont. The Mist er således som gyserfilm et meget passende testamente for Bush-æraen, og er derfor filmhistorisk interessant.

Midget Entertainments to-disk udgivelse er generøs og flot. På disk 1 er der selve filmen med eller uden instruktørens kommentarer og blandt det øvrige ekstramateriale er der en lang, veloplagt og interessant samtale mellem Darabont og King. Disk 2 har ekstramateriale om filmens produktion og fremstillingens af dens i øvrigt gode H.P. Lovecraft-inspirerede CGI-monstre og øvrige effekter. Men det allerbedste er instruktørens egen version af hele filmen i sort-hvid, som man kunne overveje at se først eller blot at se i stedet for farveversionen på disk 1.