William Shakespeares skuespil bliver til stadighed omsat til film. De laves i versioner som vælger at placere handlingen i skuespillets samtid, eller i den Elizabethanske periode hvor Shakespeare skrev dem. Alternativt kan man vælge at beholde Shakespeares fantastiske sans for sprog og drama og flytte rammerne for fortællingen frem til nutiden. Således har vi tidligere set Baz Luhrmanns Romeo & Juliet, Geoffrey Wrights Macbeth og nu er turen kommet til en af bardens mindre kendte dramaer – Coriolanus

. Som i andre af Shakespeares dramaer tager fortællingen udgangspunkt i en historisk person, nærmere bestemt den romerske sagnhelt Coriolanus men sandaler, lændeklæder, gladius og det antikke Rom er i Ralph Fiennes instruktørdebut blevet byttet ud med kampuniformer, SG-552’ere og trøstesløse, ødelagte omgivelser, der lige så nemt kunne være hevet ud af Modern Warfare eller Battlefield 3.

Den opdaterede version af skuespillet foregår da også, ifølge en billedtekst, der tidligt vises i ”A place calling itself Rome” (i øvrigt en titel, der er lånt fra John Osbournes uopførte opsætning af stykket) – hvilket måske gør det nemmere at abstrahere fra, at Rom som vi kender det er blevet byttet ud med Østeuropæisk betonforfald.

Selv om der sikkert er nogle der vil mene at opdatere Shakespeare på denne måde, så eksempelvis folkets røst bliver et debatshow på TV, måske ikke er proper gør det samtidig at tragedien bliver aktuel og vedkommende. For i kernen af stykket er det svig der overgår den tapre, uselviske soldat, da sleske senatorer får vendt folkets stemning mod deres krigshelt. Når dette hér bliver præsenteret som politisk rænkespil og spin, virker Shakespeares gamle drama pludseligt meget aktuelt.

Dertil kommer at de medvirkende spiller helt forrygende. Dette gælder især Ralph Fiennes i den altoverskyggende hovedrolle som Coriolanus, men også Gerard Butler som dødsfjenden Aufidius og Shakespeare-veteranen Vanessa Redgrave i rollen som Coriolanus’ mor Volumnia er helt perfekte. Disse tre bærende spillere har en evne til at transformere Shakespeares ofte arkaiske sprogbrug til en nutidig kontekst, så det bliver intonationen og skuespillet i sig selv, der gør det nærværende, snarere end de opdaterede omgivelser.

Filmen vil muligvis ikke finde et bredt publikum, da tempoet i Shakespeares tragedie grangiveligt ikke vil appellere til alle. Der er sikkert enkelte, der vælger Coriolanus i den tro, at det er en hårdkogt actionkrigsfilm, hvilket man godt kunne foranledes til at tro, hvis man blot studerer DVDens omslag, men selv om der er ganske voldsomme kamphandlinger med i filmen, så kan man ikke komme udenom at det i bund og grund er et filmatiseret skuespil. Derfor rummer filmen en masse dramatiske dialogscener, hvor forskellige metaforer, underligt klingende karakternavne og ikke mindst mængden af tale, kan få førnævnte actionfan til at fortvivles.

Er man derimod fan af Shakespeare, så vil man til gengæld blive voldsomt begejstret. For det er lykkedes Fiennes og hans manuskriptforfatter at gøre stykket både hyperaktuelt, vedkommende og rørende. Det er meget svært ikke at lade sig rive med i den ulykkelige helts prøvelser – en helt man først afskyr som symbolet på den overmagt, som undertrykker folket, men som man i løbet af fortællingen kommer til at føle stor sympati for, når han forrådes af de samme folk der tidligere sendte ham i krig.

I kernen er stykket en menneskelig historie om svigt, ære, venskab, tilgivelse og ikke mindst en altoverskyggende kærlighed og loyalitet til sin familie. Alle elementer der sikrer intens dramatik, stort skuespil og som til trods for sine næsten to timers spilletid aldrig bliver kedelig.