Hvis nærværende anmelder var lige så doven som manuskriptforfatterne til den italienske gyserfilm Morituris ville resultatet være at anmeldelsen fik ovenstående overskrift og at den stoppede ved det næste punktum, uden at du – kære læser – fik noget som helst ud af det.

Det er i al fald den følelse man sidder tilbage med efter at have bortkastet 83 minutter af ens dyrebare liv på en film, der på papiret i hvert fald lyder som en ganske underholdende gang splatterhorror. På coveret til Morituris er der med store bogstaver påtrykt følgende tekst: ”ADVARSEL – Totalforbudt i Italien”. Det må være fordi fornuftige italienske censurmyndigheder ikke vil have at folk - på samme måde som vi - skal forkorte vores liv med 83 minutters filmisk tortur.

Filmen starter ret klassisk, for i en flashbacksekvens ser vi en familie på skovtur – inklusive den meget nærgående, klamme onkel, blive nakket af et eller andet som lurer i skoven. Klip til nutiden. Et hold gæve piger har sat sig ind i en bil sammen med to tilsyneladende søde drenge og er på vej til et rave, et eller andet sted inde i en skov – vi fornemmer allerede nu at det er selvsamme skov som først i filmen. Der krydsklippes til en sadistisk mand, der får besøg af en prostitueret, som han begynder at lege torturlege med.

Det viser sig – inden du kan så at sige ”sikke noget bæ” – at de to fyre slet ikke er så rare, men i stedet har tænkt sig at slå og voldtage pigerne i bilen. Det lykkes de sådan set også med, men pludselig dukker der, fra resterne af et gammelt romersk fort, en række velvoksne, støvede, udøde gladiatorkrigere op, som begynder at nedslagte de unge mennesker på forskellige måder.

Skuespillet er ikke overbevisende. Dialogerne – der primært består i tilråb, udråb og skældsord – tåbelige. Handlingen er nærmest ikkeeksisterende og selv om der vises en del nøgen hud, bør dette altså ikke være grund nok til at man får fingrene i dette misfoster af en film.

Den eneste formildende omstændighed som der er ved Morituris er at splattereffekterne er superviseret af selveste Sergio Stivaletti, ham der i mange år efterhånden har været fast mand på Dario Argentos film. Derfor er splattereffekterne også virkelig over standarden, men man kunne bare have ønsket sig, at de havde fået lov til at være med i en film, der var langt bedre end denne.

En anden grund der kunne være til at anskaffe sig filmen, er at den også byder på kortfilmen Versipellis, der faktisk er en glimrende fortalt varulvehistorie med hæderlige effekter. Det er bare lidt synd når ekstramaterialet på den måde er langt bedre end hovedfilmen.

Der er, som måske slet skjult fremgår af ovenstående, nærmest ingen grund til at spilde tid og energi på Morituris for det er en rædsom film, der – hvis ret skal være ret – blev forbudt i hjemlandet på grund af sin fremstilling af mænd, der i en rus af alkohol og stoffer sadistisk behandlede kvinder som var de deres legetøj. Man kunne måske mene, at censorerne også var lidt bekymrede for at omverden skulle opfatte unge, italienske mænd som dem i filmen og det kan man måske godt forstå.

Har du derfor din forstand i nogenlunde god behold, så gå i en stor bue udenom Mortituris, selv om de nøgne, korsfæstede, blodindsmurte ungmøer på coveret virker noget så indbydende, så er du altså blevet advaret. Rådet er derfor: se eller gense hellere en gammel Argento-film eller en god italiensk kannibalfilm og hold på den måde fast i troen på at det gode italienske gys eksisterer.