For et par år siden producerede en række forskellige spanske filmfolk en tv-serie med fællestitlen Películas para no dormir: ”film der kan holde dig vågen”. Seks instruktører indspillede hvert sit svar, og sammen udgør de en såkaldt hexalogi, der forsøger at indfange cremen af nutidig spansk horror. Med et så interessevækkende fokus er det derfor besynderligt, at den danske distributør har valgt kun at udgive en enkelt af de seks små film, nemlig Jaume Balaguerós Para entrar a vivir – vi kender Balagueró fra zombiegyseren *Rec. Filmen har fået den (kunstige!) danske titel Dødens lejlighed.

Det unge, ventende par Clara og Mario er på jagt efter et nyt sted at bo, og de drager derfor ud til en lejlighed efter Marios ønske. Clara er meget lidt begejstret for nabolaget, men lader sig overtale til at give det en chance – en chance, hun aldrig skulle have givet. For i lejligheden venter en slem overraskelse: et liv stillet an til netop dem. Marios aflagte sko og et billede af parret på cykel er allerede på plads i lejligheden, og lejligheden er – for at parafrasere afsnittets titel – lige til at flytte ind i. Det går derfor hurtigt op for Clara og Mario, at noget er helt galt, men det er for sent – udlejeren slår Mario bevidstløs, inden han kan nå at reagere.

Dødens lejlighed er et velkendt gidseldrama tilsat horroreffekter. Fortællingen er med andre ord ikke hverken nytænkende eller overraskende, selvom baggrunden for udlejerens handlinger kan synes så småt originale. Det er da heller ikke pointen med filmen, der i stedet blot søger denne undskyldning for at sætte to personer på flugt i en lukket bygning. Der er ingen dybsindige overraskelser eller fortællemæssige tvists, men der er blodige jagtscener og effektfulde stilvariationer.

Det sidste er nærmest det vigtigste og eneste originale, som Dødens lejlighed byder på. Selvom plottet eller handlingen ikke sætter en skælven gennem marv og ben, så er denne skælven på en ret veltilrettelagt måde inkorporeret i kamerastilen. Når den psykologiske bævren sætter ind, så sitrer kameraet virkningsfuldt, som var det en karakters hjerterytme, der var kardiografisk reflekteret ind i cinematografien. Denne lille stilvariant er, for den der interesserer sig for den effektive gysers udvikling, et syn værdig.

Men på bundlinjen funkler desværre alligevel en gnist af skuffelse. Filmens fortælling er ikke vedkommende, fordi historien er så velkendt, og skuffelsen over ikke at kunne sætte den ind i tv-seriens samlede mening lader hånt om filmens værdi i et større hele. Dødens lejlighed har godt nok sit stilmæssige moment, men det er desværre en velsmagende flødebolle ovenpå en allerede smeltet is. Undskyld udtrykket!