Den lykkelige luder. Myten findes. Og er der et sted, hvor den i hvert fald findes, så er det i Frankrig, hvor en stor andel af franske mænd benytter sig af prostitution. Det er et faktum, at alle typer mænd gør det, og det er ligeledes tilfældet, at der mellem de mange prostituerede også findes nogle, der gør det af egen fri vilje og af forskellige årsager. Denne kulturelle kontekst danner rammen om den tysk-fransk-polske samproduktion Elles (2011), der netop er udkommet som dansk købefilm. En central årsag til dansk distribution er formentlig, at Zentropas tyske afdeling sad tungt med i produktionen fyldigt flankeret af Peter Ålbæk Jensen. Manuskriptet er desuden forfattet af instruktøren sammen med den danske spillefilmsdebutant Tine Byrckel.

Filmen handler om Anne (delikat spillet af Juliette Binoche), der er en parisisk journalist for livsstilsmagasinet Elle. Hun researcher en artikel om prostitution i Paris, og kommer i den forbindelse i tæt kontakt med en række prostituerede. Hun lytter til deres livsfortællinger, deres kulturelle bevæggrunde, og lader sig suge ind af et liv, der på overfladen syner ukompliceret og ligetil. En af de unge piger, der prostituerer sig, gør det, fordi det er et bedre job end restaurationsbranchen, og fordi hun her kan tjene flere penge end mange andre steder. Hun er intellektuel og studerende – og gør, hvad hun kan for at holde overfladen. Måske fortæller dette mere om restaurationerne end om prostitution.

Men underneden lurer der noget usagt, noget knudret og intrikat. Det har konsekvenser for tilværelsen at bruge sin krop på den måde, selvom livsindstillingen kan være nok så godmodig. Men inden Anne har opdaget dette, er hendes transformation begyndt. Hun ser pludselig sig selv i en ny erotisk sammenhæng – og det har konsekvenser for, hvad hun ser i sin familie, der er præget af ’normaliteten’: teenage-problemer hos den største knægt, for meget computerspil hos den mindste, og dræbende finansmiddage med hendes mand. Men hvad nu, hvis mændenes brug af prostitution er det mest normale? Hvad betyder det for Annes forestillinger om sin mand?

Elles følger i nogen grad Annes erkendelsesvej. Et slags indre blik med udgangspunkt i den artikel, hun skal skrive. Det betyder også, at filmen på mange måder befriende balancerer på grænsen mellem fascination og fordømmelse – uden helt at kamme over i en af delene. Den visuelle stil, der hele tiden trænger tæt på Anne og det, hun ser, gør oplevelsen af filmen til en subjektivistisk vej ind i et emne, som mange har en mening om. Ofte ubegrundet og intuitiv. Blåtonede billeder og nærgående vinkler placerer optikken skræmmende tæt på seeren, så denne selv er nødt til at træffe en beslutning om løjerne. Anne kan le med luderne, hun kan græde med dem, og hun kan leve sig ind i deres beslutninger. Det bliver aldrig socialt fordømmende, men det bliver socialt inciterende.

Som film og som projekt er Elles i familie med en vis fransk tradition for at skildre prostitution fra en nuanceret vinkel. Ofte med fascination. Den sender henkastede blikke til Robert Bressons Dames bois Boulogne (1945), Jean-Luc Godards Vivre sa vie (1962), Luis Buñuels Belle de jour og Jean Eustaches La maman et la putain (1973) – bare for at nævne nogle få. Flere titler fra Federico Fellini eller Pier-Paolo Passolini kunne også nævnes. Men her forsøger Elles på at stå på skuldrene af giganter, men når ikke de fleste til hoftehøjden. I Elles bliver handlingen lidt for sovset ind i en ægteskabelig konflikt og en lidt monoton stil, som i længden trækker en handling ud, der minder lidt for meget om en novelle i langfilmsformat.

Elles er på ingen måde en svag film. Den skriver sig desværre bare ind i en tradition, hvor sammenligningsgrundlaget er temmelig svært at leve op til. Ser vi bort fra dens tematiske ligheder med en række store drenges fascinationer af ludere, er Elles en film, der formår at tage fat om et emne – fra en kvindelig instruktørs synsvinkel! – på en måde, som mænd ikke har gjort (eller kunne gøre?). Variationen fra de nævnte titler er derfor filmens helt klare styrke, eftersom den – fra en mandlig anmelders umulige synsvinkel – i højere grad lægger Annes blik på ludermiljøerne. Malgorzata Szumowskas internationale gennembrud kan slippe af sted med at skildre en kvindes erotiske øjeblikke i lyset af prostitution på en måde, som en mand ville blive (og er blevet) kritiseret for. Og det er i sig selv en præstation.