Film om blodig hævn eller genrefilm har helt generelt ikke været noget som har fået hverken Filminstituttet eller uafhængige producenter til at kaste om sig med kontanter. Der er dog flere tegn på, at dette er ved at ændre sig, for i 2015 kom der eksempelvis hele to danske gysere (tre hvis man regner Refns Neon Demon med som en gyser) – zombiefilmen Sorgenfri og Shelly som udelukkende blev vist i Københavnske biografer. Selv om ingen af disse tjente mange penge ind i billetsalget er det stadig noget der tyder på, at de der sidder på pengene endelig har set potentialet i at lave film der ikke er skåret over samme formel som de der laves af Erik Clausen, Bille August eller Niels Malmros.

Nu er der så kommet en dansk selvtægtsfilm og det viser sig at det er en virkelig god en af slagsen. Selv om en af de danske plakater godt kunne sende tankerne i retning af Judge Dredd ,så befinder seeren sig her i et noget mere jordbundent univers. Den er instrueret af Fenar Ahmad, som også stod bag Ægte Vare, en film som vi her i Kapellet var ganske begejstrede for i 2014.

Lige som Ægte vare foregår også Underverden fortrinsvis i miljøer, som den gennemsnitlige kartoffel (læs: dansker) ikke færdes i. Det skal ikke forstås, som om det kriminelle miljø der skildres dæmoniserer etniske danskere, for i kontrast til den skumle underverden, som størstedelen af filmen foregår i, færdes hovedpersonen Zaid i nogle helt andre kredse til at starte med. Den unge mand er kirurg på Rigshospitalet og bor i en flot designerlejlighed med udsigt til Københavns havn sammen med sin gravide kone. Kort sagt er han mønsterbryderen, der ikke hang med de forkerte typer, men fik sig en uddannelse og en vej ud af det sociale boligbyggeri.

Filmen åbner med et langt, imponerende kranskud, der først viser Rådshuspladsen set fra Vesterbro. Kameraet tilter ned og bevæger sig langsomt ned mod en parkeret bil. I den sidder Zaids bror, som skal skaffe nogle hurtige penge til Semion – en rigtigt skidt fyr, der tjener gode penge på hashmarkedet. Røveriet går dog ikke helt som planlagt, så den desperate bror opsøger Zaid, netop som han sidder og hygger sig med sine venner til et middagsselskab. Broderen trygler Zaid om hjælp, fortæller at der er folk efter ham, men det er tydeligt at se at det langt fra er første gang dette sker, så Zaid sender ham væk. Næste dag er broderen død.

Når man ser filmens trailer kunne man måske godt have en fordom der går på, at det virker ualmindeligt søgt at en fyr som Zaid, der ikke kun har et godt liv, en sød kone og masser af succes ville overveje at smide det hele på gulvet og begynde sit eget vendetta mod de der forårsagede broderens død, men ser man filmen, så er det ikke svært at forstå hans motivation. Dette handler ikke om at Zaids æresbegreber fra Irak overskygger hans fornuft, men at der er mange forskellige faktorer der er med til at ændre mandens kurs.

Efter at have besøgt sine sørgende forældre i Albertslund render Zaid ind i Alex, der var ven til broderen og som fortæller at han arbejdede i en hashklub for en af Semions folk. Umiddelbart gør Zaid ikke andet end at tage forbi klubben, for at få mere information, men det ender helt galt og så er fortællingen for alvor skudt i gang.

Filmen er interessant, ikke kun på grund af sin klassiske historie om hævn, retfærdighed og selvtægt, men fordi den også skildrer et råt bandemiljø i Hovedstanden, som måske nok føles en anelse karikeret, men desværre også realistisk set i lyset af de seneste års mange konflikter i netop bandemiljøerne om hashmarkedet.

Selv om filmen er dansk har der sneget sig en Hollywoodæstetik ind i filmen, som virkelig klæder den og som garanteret også sikrer at det bliver en film, som mange danskere (både kartofler og nydanskere) vil synes godt om. Et glimrende eksempel på dette er i scenen hvor Semion præsenteres i den kickbokserklub som han ejer. I en fejende bevægelse går han rundt blandt de mange, unge, mænd og træner dem, til lyden af høj musik, slag og spark. Det bliver i den grad etableret at han er en farlig type, der kan tage vare på sig selv. Til gengæld bliver filmens klimaks måske en anelse for forudsigeligt, for de der har set en masse amerikanske film skåret over samme formel.

Skuespillerne er gode, især vores hovedperson og de typer der lever på den forkerte side af loven. Det er måske lidt mere vanskeligt at tro på en ellers glimrende Roland Møller, som den betjent der ikke virker så opsat på at opklare mordsagen. Dertil kommer at den tekniske side er virkelig lækker. Billederne er stemningsfuldt fotograferet af Kasper Tuxen og stramt klippet af Kasper Leick, men især Peter Albrechtcsens lyddesign sidder lige i skabet. Alle salg lander hårdt lysmæssigt og selv små detaljer som da kameraet i et trackingskud ganske kort passerer forbi et akvarium på en restaurant, bliver akkompagneret af boblelyden fra luftpumpen. Det er virkeligt gennemført.

Underverden er en både medrivende, spændende og ikke mindst godt fortalt selvtægtsfilm, der samtidig fortæller sin tilskuer om de problemer og vanskeligheder, der kan være ved at høre til en minoritet, som kan have en anden opfattelse af ære end den leverpostejsfarvede. At være splittet mellem to kulturer og endda blive konfronteret med det konstant. Så foruden at være en historie om hævn og jagten på retfærdighed, så er det faktisk også en film der vil noget mere og det ender med at være utroligt klædeligt.