Kameraet. Vi har alle et og brugen af det indgår ofte i vores dagligdag, uden vi skænker det en tanke. Det kan meget vel være at du bliver mere bevidst om dette, efter at have set en ny dokumentarfilm der har fået den meget mundrette titel And the King Said, What a Fantastic Machine.

Titlen bliver helt i filmens start forklaret, efter folkene bag filmen starter ved at dykke tilbage i tiden til til det allerførste fotografi optaget i 1826. Billedet viser udsigten fra et vindue. Kongen der nævnes i titlen er Edward den VII, hvis kroning den franske filmmager George Méliès iscenesatte https://www.youtube.com/watch?v=ME6z810Zre8, idet han ikke fik lov til at optage seancen i Westminster Abbey i 1902. Ifølge filmen skulle kongen efterfølgende have skamrost filmen, med en bemærkning om at kameraet endda havde formået at indfange alle de ting, der ikke skete på dagen. I sandhed en fantastisk maskine!

Dette slår filmens grundlæggende tema an. For det første har kameraet ændret karakter, fra udelukkende at være et apparat, der uden filter dokumenterer det der eksisterer på den anden side af linsen. Det er langt fra sandsynligt at kameraet forholder sig objektivt til den ´virkelighed´ der skildres. For mange medierede virkeligheder er måske – dengang som nu - tættere på fiktionens verden end på virkeligheden. For det andet, så fokuserer filmen på det faktum, at der bliver flere og flere kameraer i verden. Selv om man ikke er fotointeresseret, så ejer langt de fleste mennesker i vores del af verden en mobiltelefon med indbygget kamera. Hvordan disse bruges og hvad denne tsunami af fotos og videoer gør ved os som mennesker, er også spørgsmål, der bliver stillet.

Filmen er forholdsvis kronologisk struktureret. Det starter med at vise disse allerførste stillbilleder, efterfulgt af væsentlige punktnedslag i dokumentarfilmens historie. På denne vis får seeren fremvist både det berømte tog, der i brødrene Lumieres film ankommer til stationen i Ciotat, krydsklippet med scener fra en spillefilm med tilskuere til dette spektakel. Hernæst springes der både i tid og rum, til en sekvens hvor vi ser Leni Riefenstahl kommenterer, hvordan hun har valgt at komponere billeder og klippet scener rytmisk sammen fra den infamøse nazipropagandafilm Triumph des Willens (1935). I næste nu ser vi arkivoptagelser med fotografer og billeder fra koncentrationslejre i efterdønningerne af Anden Verdenskrig, som dokumentation for de rædsler der foregik dér.

Med frygt for at skamrose anmelderen af denne film, så var det morsomt og noget af et egoboost, at opleve at filmmagerne bag denne nye film har grebet fat i stort set nøjagtig de samme eksempler fra dokumentar- og propagandafilmens historie, som undertegnede i efterhånden mange år har benyttet i undervisningen i dokumentarfilmens historie. På den led er And the King Said, What a Fantastic Machine også en metafilm, idet det er en dokumentarfilm, der i stor grad fokuserer på dokumentarfilm, og ikke mindst om det problematiske ved netop at benytte begrebet ”dokumentar”, når vi lever i en tid hvor selviscenesættelsen og et øget fokus på opmærksomhed for enhver pris er i højsædet.

Der går ikke lang tid, efter en heftig montage fra 70´erne og især 80´ernes pastel-aerobic-helvede, til nutiden, hvor vi tæppebombes med en masse forskellige Youtube-indtryk, sammenklippet i et ofte hæsblæsende tempo. I filmens sidste tredjedel er vi endt i vores samtid, hvor kameraet ikke længere er rettet mod nyhedsværter, kendte og autoriteter, men mod os allesammen, når vi facetimer, lægger videoer på nettet, lægger billeder af frokosten på Insta, og meget, meget mere. Speakerstemmen stiller undervejs en række spørgsmål om alle disse mange billeder og kameraer, men egentlige svar på disse spørgsmål er i sidste ende overladt til seeren at svare på.

Filmmagerne forsøger på denne måde at skildre et medielandskab og et verdenssamfund i en rivende udvikling. Der fældes fra instruktørernes ikke nogen egentlig dom over disse tendenser, men det er svært ikke at tolke det materiale de har inkluderet, som en slet skjult kritik over hvor stor en negativ indflydelse udbredelsen af de mange kameraer har fået. Vi lever på godt og måske især på ondt i en visuel tidsalder, hvor mængden af information er overvældende og svær at sortere i. Alt dette antydes, uden at sige dette alt for direkte.

Filmen er visuelt og indholdsmæssigt umiddelbart ganske interessant, men de gode intentioner til trods, så lykkes det desværre ikke helt at følge konceptet til dørs. For enkelte seere vil denne billedmosaik af indtryk muligvis være en øjenåbner. Interessant er det da, om den udbredte kamerateknologi på sigt vil føre os tættere på hverandre, eller om vi i stedet bliver fremmedgjorte? Igen er dette ikke noget filmen konkret får besvaret. For os, der har beskæftiget sig med medier i en menneskealder, så er der muligvis ikke så meget nyt at komme efter, idet mange af elementerne i denne teknologis udvikling og deres påvirkning på medier og samfund er ganske veldokumenterede. Til gengæld kunne man måske godt have ønsket at folkene bag filmen havde modet til at forsøge mere klart at besvare den undren, som de selv præsenterer.