Alle kunstnere sætter noget på spil med deres kunst. Mere eller mindre. Følelser, integritet, ego’et - dele af dem selv.

De færreste har livet som indsats.

Det har Marina Abramovic.

En kvinde, i dag medio 60 år, der gennem hele sit voksne liv har ladet kroppen, sin egen smukke krop, været kunstværkets genstand. Testet – os – og legemet i smerte og skønhed. Udsat sig for farlige og fatale situationer. Med en kniv ridset jødestjernen over maveskinnet, ligget på en glødende riste, for at nævne nogle af de fysisk smertefulde – brugt sig selv ultimativt.

Sådan er den amerikansk/jugoslaviske art-performer Marina Abramovic, oprindeligt udgået fra Kunstakademiet i Beograd.

Det er hendes alternative kunst instruktøren Matthew Akers har ”legemliggjort” i en fascinerende dokumentarfilm the Artist is present. Et loyalt billede af en kunstner, der med sit formsprog har provokeret – og til ulidelighed, har fået stillet spøgsmålet: Hvorfor er det kunst?

Forhånelser og nedvurderinger, plus en stående kamp for tolerance og forståelse, og bare det at overleve.

De dage er forbi. Med sin store retrospektive udstilling i 2010 på, The Museum of Modern Art, MoMa i New York, viste hun, at nok er hun stadig en provokerende alternativ kunstner, men med 750.000 besøgende gæster på 3 måneder, også en overordentlig vedkommende kunstner. Nu anerkendt og hyldet af kunstverdenen som ” The grandmother of performance art”.

”Jeg er 63 år, jeg har slet ikke lyst til at være alternativ mere” siger hun i filmen. Endnu en provokation?

Filmens (udokumenterede) kommentar, er ikke i tvivl om at Marina Abramovics barndom har lagt grund til hendes ekspressive krav om opmærksomhed. Født (1946) af jugoslaviske partisanforældre, hvor faderens tidlige død overlader opdragelsen til en mor, der aldrig viste Marina omsorg og kærlighed.

Kunstnerisk mest markant, stærkt dokumenteret gennem interviews, er hendes 12 år (1976-88) sammen med den tyske kunstner Ulay. Et makkerskab, hvor begges kroppe er i spil. Værket ”Imponderabillia” (1977), der også gentages på MoMa, er de tos nøgne kroppe, der står ved dørstolperne, og kræver af publikum, at man maser sig igennem for at komme videre i udstillingen. En grænseoverskridende udfordring, der tvinger den enkelte til revurdering af fordomme og konventioner.

Marina A. og Ulay fortæller i filmen, om årene, hvor de sammen ”turnerede” verden rundt i en gammel varevogn og insisterer på deres smertende kunst. En brændende kærlighed, der inspirerer, ofte reflekteret i deres performances, for til sidst helt at brænde op. Sidst (1988) hvor de, under stor mediebevågenhed, vandrer mod hinanden, fra hver ende af den store kinesiske mur, for at mødes på murens midte – og derefter skilles for bestandigt!

Filmen går gennem gamle og nye interviews tæt på de mennesker, der har været i berøring med kunstneren.

Udgangspunkt for filmen er forberedelserne til den store retrospektive manifestation på MoMa. I hendes hjem i Hudson Valley, træner hun gennem meditation, faste og anden krævende krops- og åndelig terapi 30 unge udvalgte kunstnere, med det formål at lade dem genskabe hendes tidlige værker.

Mest markant af alt, er dog M As forunderlige og rørende beslutning om, at hovedværket atter engang, ER hende selv, et bord og nok en stol. I 3½ måneder sidder hun til skue, i museets åbningstid (7 ½ time dagligt), på en stiv træstol, fastende, mussestille. På tur kan gæsterne tage plads overfor hende.

Skulle det nu være noget?

Ja, når Marina Abramovic løfter blikket og hendes øjne søger øjnene overfor, så opstår uforklarligt: magi, følelser - kunst.

Betaget oplever vi, sammen med museumsgæsten, omgivet af en lydhør menneskemængde, noget emotionelt stort, der griber og ofte får tårerne til at løbe.

”Selv store kunstværker ofrer publikum ikke mere end 30 sekunder på” – siger filmens kommentator, ”Modsat her, hvor vi oplever ”slow art”. Øjeblikke i kontrast til tidens stress og konkurrencementalitet.”

Betagende er det, da Ulay, som en af de første gæster, sætter sig i den tomme stol og de to lader stilheden forene dem – foran hundreder af tilskuere.

Det er filmens styrke, at den ikke kun formidler og fortæller. Den får os med ind i Marina Abramovics univers af smerter og eksebitionisme. Følelser, der berør og vedkommer - så realistisk, at da hun begejstret møder en af verdens største illusionister Davis Blaine, gribes hun først af hans magi – og fristes til et samarbejde, men erkender det som umuligt, for som hendes kunsthandler siger: ” … for alt hvad DU gør, ER realistisk”.

The artist is present er ikke kun refererende, den er i formen ukunstlet, og henter inspiration og visualisering fra Marina Abramovics magnetiserende kunst, men står alligevel stærkt, som en selvstændig vision. Et vigtigt indlæg i diskussionen om kunsten og mennesket. En film der nok er smal, men i sin fortælling bred – og let at følge.

Kunstneren ER tilstede. Det er filmen også - og den bliver stående i tilskuerens bevidsthed. Hvor mange film gør det?

Se også købsversionen af filmen.