Det er meget svært ikke at lade sig imponere af skuespilsikoner som Al Pacino og Robert De Niro. Hver for sig har de gennem en lang karriere stået for nogle af de mest medrivende skuespiloplevelser på film, en slags Stanislavski-godtepose som har budt på method acting forfinet i en sådan grad, at vi indimellem glemmer deres stjernestatus og i stedet ser dem som Jake La Motta, Serpico, Travis Bickle, Tony Montana, Michael Corleone og mange flere.

I 1995 gjorde Michael Mann den genistreg at lade de to kæmper mødes i åben konfrontation i den stilrene og medrivende spændingsfilm Heat. For ganske kort tid siden kom der så endnu en film, hvor De Niro og Pacino spiller de altoverskyggende hovedroller, og i modsætning til Heat er her ikke kun tale om, at de to kun er fælles om en enkelt central dialogscene. I Righteous Kill spiller de et garvet politimakkerpar i drabsafdelingen, og dette gør, at begge skuespillere er til stede i stort set hele filmen.

Putter man gift i sin anmelderpen, kan man påstå at d’herres respektive karrierer også har været kraftigt på nedadgående i løbet af de sidste ti år. Vi har set De Niro medvirke i flade komedier som Meet the Fockers og Analyze That, og Pacino har oplevet at være med i en af verdens mest udskældte film Gigli. Selv om det naturligvis kan syndes unfair, så virker det som om, at de to er blevet langt mere villige til at gå på kompromis og lade sig prostituere i stedet for at forsøge at bibeholde lidt af den personlige integritet, der tidligere har rubriceret dem som virkeligt dygtige karakterskuespillere. Denne tendens bliver desværre alt for tydelig i Righteous Kill, som – hvis man ser bort fra den åbenlyse stjernestatus, som filmens to skuespillere har – er en ufatteligt tyndbenet og ordinær politithriller, som absolut intet nyt fører til genren.

Film om politimænd, der roder rundt på kanten af den lov, de selv forsøger så hårdt at opretholde, er på ingen måde ny. Vi har set det behandlet i et utal af kritiske politifilm og tv-serier, for bare at tage et tilfældigt udpluk: Dirty Harry, Copland, Street Kings, Training Day, Infernal Affairs og mange, mange flere. Det interessante ved filmen er dog, at den åbner ved, at De Niros karakter kigger direkte ud på seeren og begynder at bekende sine synder – nærmere bestemt de 14 drab, han ifølge sit eget udsagn har på samvittigheden.

Filmen veksler mellem denne bekendelsesvideo og så længere flashbacks til et handlingsforløb, som ligger kronologisk før denne åbenhjertige tilståelse. Her følger seeren de to rutinerede politimænd i jagten på en seriemorder, der har bestemt sig for at dræbe de folk, som af forskellige årsager smutter gennem lovens finmaskede net. Kendetegnet ved denne morder er, at han konsekvent efterlader et digt på gerningsstedet, et digt der har til hensigt at retfærdiggøre drabet, og det er naturligvis dette, som har givet filmens dens titel.

Man sidder konsekvent gennem Righteous Kill og venter på et befriende plottvist, der vil vende op og ned på denne meget ligefremme historie, for da det antydes, at seriemorderen er en betjent, er det ikke svært at tænke tilbage til bekendelsesvideoen. Et twist kommer der da i filmens sidste kvarter, men det er et, som den opmærksomme seer for længst har gennemskuet. Derfor bliver grundhandlingen hverken særlig fyldt med spænding endsige særligt vedkommende. For den etiske debat om, hvorvidt det er i orden at udøve selvtægt, er et tema, der ligesom den ufine betjent, er blevet gennemtæsket, gennemtygget og fordøjet i et væld af andre historier.

Endelig kunne man så håbe på, at Pacino og De Niro fik mulighed for at spille med deres respektive skuespilsmæssige muskler, og selvom man næppe kan sætte en anklagende finger på deres kammerspil, så må man som filmelsker konstant frustreres over, at de er blevet udstyret med så fattigt et manuskript, der på udsatte steder byder på deciderede tåbelige replikker. Det kan virkeligt undre, at de efter endt gennemlæsning ikke enstemmigt kiggede instruktøren dybt i øjnene og pænt takkede nej til tilbudet. Så er man en fan af de to kæmper, er det helt klart værd at fiske Heat frem fra gemmerne og bruge et par timer på at gense den i stedet.