Lars Keplers roman Hypnotisøren var et blandt flere forsøg på at ride videre på successen fra bedstsælgende svenske krimiforfattere. Serien om den finlandssvenske efterforsker Joona Linna – otte romaner er bebudet – blev lanceret på en måde, der skamskød konkurrenterne i samtiden. Det lykkedes at få opmærksom i kaos, og denne opmærksomhed har i nogen grad hængt ved. Nu så længe, at en film baseret på den første roman er udkommet. Hypnotisøren er nu blevet til film.

Den er et lidt interessant nybrud inden for en genre, der i filmatiseringerne hovedsageligt har gjort sig som tv-produktioner. Stieg Larsson-filmatiseringerne viste, at nye krimier også kunne begå sig i biografen, hvilket nu afstedkommer en række produktioner, hvor der satses på indtjening fra flere fronter. Først i biograf, dernæst som købsfilm, til sidst i tv. Hypnotisøren er nu kommet igennem 2/3 af denne sikre vej til masseudbredelse. Købsfilmen har netop ramt gaderne.

Fortællingen er velkendt for de, der har læst romanen. Et spektakulært og særdeles blodigt mord på en hel familie bliver en sag for Linna, der kun har et enkelt vidne i sagen: drengen i familien, der er kritisk medtaget efter gentagne knivstik. Almindelig dialog kan ikke nå ind til ham, men hypnotisøren Erik har en helt særlig evne til at lempe på smerterne, så vidnet kan komme til at tale. Det spor, han får med sig, viser sig dog at være et noget andet end det ventede.

Filmen følger op på romanens blodige æstetik, der på mange måder blev fortællingens trækplaster i romanformen. De indledende mord er ikke for sarte øjne, og sagens implikationer er bestemt ikke for de, der synes, at krimimørket er et hjemsted, det er hyggeligt at krybe ind i. Filmen trækker derfor også kraftige veksler på thrillerens og gyserens kendetegn på en måde, som skal råde bod på, at fortællingens forlæg er en anelse tyndt. Spændingen skal komme andetsteds fra.

Romanens stærke anslag blev ikke fulgt til dørs af en fortælling, der kunne holde denne kraftfulde introduktionssekvens. Det bliver desværre også i nogen grad filmens akilleshæl, at den lange vej fra de blodige mord til de afrundende spektakulære slutningssekvenser bliver lidt lang. Her skulle karakteren Joona Linna og hypnotisøren, samt sidstnævntes forhold til konen, være det bærende element. Og selvom filmen gør et stærkt forsøg på opdatering af fortælling, bliver det en anelse trægt.

Hovedproblemet er, at Joona Linna, der skal være den bærende figur, fremstår en anelse anonym – et element, der også var problematisk i romanen. I modsætning til Tobias Zilliacus præstation som Linna står Mikael Persbrandts versionering af hypnotisøren i skærende kontrast. Persbrandt kan løfte de fleste roller, og gør det således også her i sikkert samspil med Lena Olin i rollen som hans kone. Men efterforskningens bærende element kommer til at veje tungt hos hypnotisøren. For tungt.

Visuelt er der noget at komme efter i fortællingen. Og i store passager er Hypnotisøren en lækkerbisken med kælne detaljer i billederne og en rolig rytme i klipningen, der overlader den udtryksfulde ramme til den meget lovende cinematograf Mattias Montero. Der er desværre nogle sekvenser efterladt i lidt for meget mørke, mens enkelte scener bliver blændet af temmelig utroværdige lyskilder (de sover mystisk nok badet i lys). Men billedbehandlingen er stilsikker og stedvist meget overbevisende.

Hypnotisøren er turen hjem til Sverige for den store internationale svenske instruktør Lasse Hallström. Med storfilm og blockbustere i ryggen virker det som et naturligt valg at tage skridtet retur via det, svensk kultur for tiden er mest kendt for: krimierne. Omvendt er en instruktør – i kølvandet på en bestseller – bemærkelsesværdigt bundet af at indfri publikums forventninger. Derfor får Hallström ikke helt løftet fortællingen ud af en halvskidt roman. Kun et væsentligt stykke vej…

Hypnotisøren har sine momenter. Og spændingsopbygning, da den får lov at tage fart, er da også temmelig stilsikker. Det er faktisk endda ret konstruktivt for et udfoldet plot, at fortællingen er blevet befriet fra det almindelige 90-minutters slut på tv’et. Lige over to timer giver plads til at udfolde detaljer, som tv-krimien sjældent formår til fulde. Særligt forholdet mellem hypnotisøren og hans kone får plads. Men Joona Linnas karakter savner fokus – eller blegner i mødet med de øvrige.