Den glimrende antologifilm V/H/S har fået en efterfølger der har fået den meget sigende titel V/H/S/2. Den minder i sagens natur meget om det første udspil, især i rammefortællingen, der denne gang følger en privatdetektiv og dennes assistent, som opsøger et tilsyneladende forladt hus for at lede efter en ung mand, der er savnet af sin mor. Knægten er som sunket i jorden, men til gengæld finder de hans laptop, en stak VHS bånd og en samling fjernsyn, der står tændt i huset. Assistenten begynder at gennemse nogle af videobåndene, der ligger spredt omkring dette bizarre husalter, imens hendes partner giver sig til at lede gennem huset. Det er indholdet på disse film, der udgør hovedparten af filmen.

Fælles for disse indslag er at de, lige som i den første film, alle benytter sig af en fupdokumentarstil, der illuderer at der er tale om ”found footage”. Det er nok de færreste, hærdede gyserfans, der takket være håndholdte kameraer, CGI effekter og smart klipning, lader sig overbevise om at der faktisk findes gespenster, zombies eller ufomænd derude, men stilvalget virker både tidstypisk og oplagt. Dertil kommer at de enkelte sekvenser, med enkelte undtagelser, er ganske lækkert skruet sammen, har gode effekter og udnytter de forskellige kameratyper og formater overbevisende.

Illusionen krakelerer naturligvis, hvis man giver sig til at næranalysere filmene, for hvordan kan det være at eksempelvis at kameravinklen i det indonesiske segment pludselig skifter fra deres kameraer til et overvågningskamera, eller hvordan kan det være at musikken fra BMX cyklistens iPod pludselig kan høres for fuld skrue, med god bas, når han begynder at cykle til? Sådanne detaljer kan måske godt være ødelæggende for helhedsindtrykket, men nu går gys i sagens natur sjældent hånd i hånd med realismen.

Segmenterne er alle instrueret af branchefolk, der før har gjort sig bemærket med i genrer som splatter, gyser eller grindhouse. Denne gang kan man eksempelvis finde Eduardo (The Blair Witch Project) Sanchez, Gareth (The Raid – Redemption) Evans og Timo Tjahjanto (som lavede et af de mest groteske indslag på The ABCs of Death). Filmene emmer alle af fortællelyst og hittepåsomhed, og selv om man måske har set massevis af zombiefilm, har man garanteret aldrig set en skildret som i denne antologi.

Den første film tager udgangspunkt i det overnaturlige gys og benytter science-fiction elementer til at underbygge sin fortælling med. Vores hovedperson har fået et nyt cybernetisk øje opereret ind idet han været ude for en ulykke hvor han mistede sit rigtige øje. Elektronøjet optager alt hvad han ser, men da mørket falder på opfanger øjet pludselig alle de gespenster som ellers er usynlige for det blotte øje. Den fjerde film benytter sig på samme måde af science-fiction og populærkulturelle myter, idet den viser en flok unge mennesker og børn, der er alene hjemme og som bliver overfaldet af nærmest arketypiske, klassiske, langlemmede, grå, ufonauter: ”De grå”, i daglig tale.

Den anden film er en ganske klassisk zombiefortælling med et twist. Den starter ganske uskyldigt med en ung fyr, der på sin BMX cykel tænder for sit hjelmkamera og begiver sig ud i skoven. Uheldigt for ham overfaldes han af zombier med det resultat at tilskueren får et enestående POV blik i verden set fra en udøds perspektiv.

Den bedste film på V/H/S/2 står Gareth Evans dog for, for han har ikke nok i zombier, han benytter ligeledes en asiatisk selvmordskult, til at fortælle sin okkulte historie om selveste djævelens genfødsel på jord. Grunden til at denne fortælling fungerer bedst, er fordi dens blanding af fanatisk selvmordskult – som de fleste måske har læst eller set dokumentarfilm om - og de mere groteske okkulte elementer fungerer virkeligt godt sammen. Segmentet ender naturligvis med at blive helt grotesk overdrevet, men måske er det netop charmen ved denne film.

Lige som både The ABCs of Death og den første V/H/S er ulempen ved filmen at de enkelte småfilm kun kører i 20-25 minutter, er meget forskellige og kun er bundet samme med en noget tynd rammefortælling. Omvendt besidder den også forgængerens styrker, idet man nemt vil kunne anvende en enkelt af kortfilmene i eks. forbindelse med undervisning, som et godt alternativ til at se en hel gyserfilm fuld længde.

Det må også gentages, at referencen til VHS-formatet er lidt misvisende, for selv om filmene forsøger at ligne VHS, så er billederne ofte alt for skarpe, kontrastfyldte og lyden så god, at os gamle videorotter nemt kan se at der på ingen måde er tale om VHS, ligegyldigt hvor mange skærme med sne, mellemtekster med ord som ”billedtracking” og knitrende lydudfald der inkluderes. Det bliver derfor mere end bare lidt anakronistisk når man ser V/H/S/2 på DVD eller endda BluRay, men da det er sikkert den japanske film The Ring der har været inspirationen til filmenes titel – ideen om videobåndet der potentielt bærer en forbandelse – så gør det ikke så meget for filmene byder på halvanden times fascinerende, håndholdt horrorunderholdning.