Det startede med overraskelsen Paranormal Activity (2007). En amerikansk indieproduktion, der hurtigt blev opsnappet af etablissementet efter stor succes på de rette filmfestivaler. Paramount Pictures opkøbte filmen og indarbejde (desværre!) en alternativ slutning. Genremæssigt viste den, at de såkaldte ’found footage film’ var blevet et uomgængeligt fænomen inden for horror. Og så kan de indspilles for en slik, fordi produktionsomkostningerne er skåret helt ned, mens filmenes teknologiske grundlag i hverdagsoptagelser ikke kommer til at virke begrænsende for effekten. Faktisk tværtimod.

En udvikling i budgetterne – fra $15.000 til første produktion, til $3 mio. til Paranormal Activity 2 (2010), til $5 mio. til Paranormal Activity 3 (2011) – viser dog en vis progression i den tilførte kapital. Under alle omstændigheder er alle filmene i serien helt ekstraordinære i sit afkast, hvis vi måler det på forholdet mellem produktionsbudget og box office-resultat. Nummer 4 i serien er heller ingen undtagelse. Paranormal Activity 4 fraholder sig dog fra at lade budgettet stige yderligere end på 3’eren, men dens box office-indtjening var kun på lidt over det halve af 3’erens.

Seriens tilsyneladende kun tiltagende succeskurve er altså brudt med Paranormal Activity 4. Det er også helt grundlæggende den svageste film i serien indtil videre. Den er netop udkommet på dansk købefilm.

Katie’s back! For real! Hun flytter ind over for en familie i helt almindelig, rolig, amerikansk provins. Med sig har hun drengen Robbie, der fra starten opfører sig indesluttet og mærkeligt. Da Katie må rejse væk, får Robbie lov til at bo hos familien. Mystiske ting begynder at ske. Alt sammen dokumenteret af teenageren Alex og hendes kæreste Ben. Ben har en enerverende interesse i at optage alt på sit kamera, hvilket dog viser sig at være en stor fordel, da Alex – som den første, uskyldige jomfru – begynder at fornemme de paranormale entiteter.

Fortællingens rytme og struktur er ikke meget anderledes end de tre foregående. Alex ved, at noget er ved at ske, men alle omkring hende tvivler. Seeren er selvfølgelig overbevist om, at hun har ret. Hun får da også Ben med på at overvåge hele familien gennem husets computere, som han sætter op til at optage hele tiden via webcam. Dermed er filmens rationale for ’found footage’ etableret: filer på computerne og Bens kamera er angiveligt blevet fundet og sat sammen til dette mockumentariske udtryk. Et udtryk, der i denne film ikke formår at komme så tæt på den uhyggelige sanselighed, som de foregående film i serien kunne.

Præmissen for flere af optagelserne er filmens hovedproblem. Langt hen ad vejen kunne de fundne optagelser i de tre første forklares ud fra optagelsernes eget rationale. Men store dele af 4’erens ’found footage’ er så tilstrækkeligt tilrettelagt, at troværdigheden – nærmest fra starten – går fløjten. Filmen foregår tilmed over næsten to uger, og langt de fleste af dagene summer husets små laptops dagen lang. Huset må med andre ord have en tilstrækkelig server stående et sted, for to ugers uafbrudte optagelser vil ikke kunne back-up’es på de små huscomputere. Det var lidt det samme problem i 3’eren, hvor overvågningsoptagelser blev fundet med lyd. Præmisserne holder ikke.

Det kan faktisk irritere. For den grundlæggende idé i alle fire film er faktisk temmelig god, og de første tre formår da også at oparbejde en sjældent succesfuld ulmende rædsel. Forholdet mellem seriens tekniske grundpræmis og optagelsernes æstetiske kvalitet har vist sig – at dømme efter de mange ’found footage film’, der udgives – at være ret holdbart. Især brugen af pixel dots fra en Xbox Kinect giver et ret flot visuelt resultat. Det nærvær, som hjemmevideooptagelser har, virker bare tilsyneladende ikke så godt, når det hovedsageligt er optagelser fra et webcam, der benyttes. Hvor et almindeligt kamera nærværende følger kroppens og øjets bevægelser, virker webcam’et i 4’erens æstetik mere som et påhæftet bodycam. Er der da for pokker heller ingen i huset, der nogensinde lukker eller slukker deres computere, når de ikke bruger dem, endsige undrer sig over, hvorfor de altid er tændte?

Der er en udmærket sammenhæng med de forrige film i serien, der tilsammen hele tiden bygger små forklaringer ind i en større fortælling. Det gælder også 4’eren, der således tager udgangspunkt i Katies bortførelse af en dreng i Paranormal Activity 2. Disse spring frem og tilbage i tid de enkelte film imellem fungerer ret godt, og langsomt får vi – tror vi – bedre og bedre forståelse af det overnaturlige. Det samme resultat får vi af de 30 minutters ekstra ’recorded files, der er med på denne BD sammen med en seks minutter længere version af filmen. Men vi skal naturligvis aldrig have fuld forståelse. Der skal lægges op til flere film. Der er derfor også en slet skjult reference til Oren Pelis – seriens skaber – kommende latino spin-off The Oxnard Tapes, der også skulle være i støbeskeen – og en 5’er skulle da også være klar senere på året. Her er Katie igen tilbage. Back for good! Måske…