Guvernørposten i Californien har i løbet af de sidste mange år forhindret Arnold Schwartzenegger i at medvirkede i spillefilm. Som fan af Arnold, er det derfor på tide, endelig at opleve manden, med den nemt parodierbare accent, i hans helt egen film. For selv om Arnie har skudt om sig og leveret firserinspirerede one-liners i Expendables filmene, så var hans tid på skærmen så minimal, at disse film på ingen måde kunne tælle som rigtige ”Arnold-film”. Savner man derfor mere tid med the Governator, er chancen her nu i filmen The Last Stand.

Hovedfiguren i filmen er, langt han af vejen, et både klassisk og sikkert valg af rolle som Arnold kan genstarte sin skuespillerkarriere med. I filmen indtager han nemlig rollen som den bundærlige sherif Ray Owens, der skal beskytte en lille håndfuld borgere som bor i sovebyen Summerton Junction – en by, der ligger lige på grænsen til Mexico. Stort set alle byens beboere er taget væk i weekenden, da det lokale fodboldhold skal forsøge at kæmpe sig op i rækkerne, men hvad de tilbageblivende lokale ikke ved, er at byen snart bliver forvandlet til en veritabel krigsskueplads.

Sagen er nemlig den, at det er lykkedes en berygtet, mexicansk, kartelboss: Gabriel Cortez, på ganske spektakulær vis, at flygte fra en ellers topsikret fangetransport. Han har taget en kvindelig FBI-agent som gidsel og har sat kursen mod Summerton, i sin toptunede sportsvogn i håbet om at kunne krydse grænsen til Mexico hér. FBI forsøger at få al mandskab sat efter Cortez, men de ved også at de umuligt kan nå at indhente ham, med mindre der er nogen eller noget til at bremse ham før han når grænsen.

I Summerton er der allerede dukket en fortrop af suspekte gangsters op, der skal assistere Cortez i hans flugt. Deres leder er en særdeles væmmelig fyr, spillet af Peter Stormare (der synes at dukke op i stort set alle Hollywoodfilm for tiden) og han skyr ingen midler for at få det til at lykkes. Selv om sherif Ray har en mistanke om at der er noget galt, indser han ikke situationens alvor, før det er for sent og folk er begyndt at dø. Han kontaktes af FBI og må sammen med sine kollegaer på ingen tid forsøge at forberede byen på gangsterens ankomst.

Der er altså tale om et helt klassisk set-up, hvor en lille håndfuld utrænede, småfede betjente bliver nødt til at kæmpe mod umulige odds. Helt klassisk må sherif Ray i desperation udnævne flere dubiøse personager til vicesheriffer. Blandt dem er våbentossen Dinkum og en ung mand, vi første gang møder mens han sidder i den lokale detention. Derfor følger filmen, langt hen af vejen en formel man ikke kun genkender fra actionfilmsgenren, men den er mindst lige så meget en slags moderne western, hvor sheriffen, med kun en lille gruppe tvivlsomme håndlangere, skal forsøge at opretholde loven.

Selv om der måske kan være enkelte kulturradikale, der mener at en film som The Last Stand, er benzin på våbenlobbyisternes bål, idet den lettere retarderede våbensamlers enorme lager af halv- og helautomatiske skydevåben bliver en af de afgørende faktorer, der vender slagets gang, så kunne man også besinde sig og primært opleve filmen som det den er tænkt som – halvanden times actionunderholdning.

For selv om den koreanske instruktør Jee-won Kim (der er kendt for bl.a. den møguhyggelige A Tale of Two Sisters og den brutale seriemorderfilm I Saw the Devil ) måske ikker har sat et meget tydeligt fingeraftryk på sin spillefilmsdebut i mainstream Hollywood, så kan man alligevel ikke lade være med at blive bare lidt begejstret for The Last Stand. Dette er ikke så meget på grund af en nyskabende historie, eller fordi at figurerne i filmen når ud over et karikeret stadie – men til forskel fra eksempelvis den nye Die Hard film, så ender man faktisk med at føle sympati for de figurer vi møder, i stedet for at være fløjtende ligeglad med om de klarerer skærerne eller ej.

Selv om Arnold ret beset kun kan spille Arnold, så gør et velcastet hold skuespillere deres til at højne niveauet. Der er, ud over de ovennævnte talenter også blevet plads til både Forest Whittaker i rollen som FBIs indsatsleder, Johnny Knoxville som den retarderede våbentosse, Luis Guzman som en overvægtig vicesherrif og selveste Harry Dean Stanton har også fået en lille rolle i filmens start

Hertil kommer at selv om man måske har svært ved at forestille sig at et balistsik opgør i en ubetydelig, støvet flække på grænsen til Mexico kan byde på lige så intens action, som var scenen sat i en amerikansk storby, så må man tro om – for der er både mange visuelt lækre detaljer, en vild klangbund i lydbilledet og så ikke mindst en række voldsscener, som man vil huske selv flere dage efter rulleteksterne er kørt over skærmen.

Så leder man efter en uforpligtende sjov og veleksekveret actionfilm, eller er man i tvivl om hvorvidt man bør smide penge efter den aldrende actionbøf, så bør man give The Last Stand chancen, for selv om det aldrig bliver stor kunst, så lover vi her på kapellet at man får charmerende b-filmsunderholdning for alle pengene.