Dokudramaet virker godt for horrorfilm. Gysergenrens akilleshæl er troværdighed. Det er nødvendigt at få seeren til at tro på det, der sker. For ellers er det ikke uhyggeligt. Berømt formuleret skal seeren suspendere sin mistro, læne sig tilbage – og være bange. Det formåede Paranormal Activity (2007), der overraskede mange ved at blive en kæmpe international succes trods det sparsomme budget på $15.000. Paranormal Activity 2 (2010) kostede $3 mio., hvilket stadig var et smalt budget, og blev endnu mere succesfuld end den første. Paranormal Activity 3 er netop udkommet på dansk købsfilm. Den kostede $5 mio., og har været den hidtil mest succesfulde af dem alle tre.

De to første film hang løseligt sammen ved, at det var et søskendepar, der på forskellige tidspunkter blev udsat for en dæmon i domicilet. 2’eren gav derfor nogle forklaringer, der ikke var givet i 1’eren, og gav filmene et vist føljetonpræg. Denne struktur bliver nu fuldt til dørs ved, at vi træder 18 år tilbage i tiden til de to søstres barndom i 80’erne, hvor de har deres første paranormale oplevelse. Søstrene falder tilfældigvis i nutiden over deres stedfars gamle videooptagelser af begivenhederne, og det er således disse, som 3’eren udgøres af. Genren læner sig dermed op ad den meget brugte found footage-tanke, hvor noget fortidigt afdækkes pga. nye, usete optagelser.

Gennem de to første film er der små henvisninger til noget fortidigt, der forbliver relativt usagt og ufortalt. 3’eren her handler derfor mest om denne skjulte historie. Den første var en særdeles effektfuld gyser, der var baseret på en meget høj grad af troværdighed, fordi selve videomomentet gav mening. Altså det, at det hele er optaget på video, fremgår logisk. Det gør det i nogen grad også i 2’eren, hvor det primært er baseret på overvågningskameraer, men de mange optagelser af frygtscener, hvor kameraføring fint framer billedet, stak troværdigheden af. I 3’eren forsvinder en endnu større del af denne fotorealisme, hvor det bliver en anelse for spekulativt, hvor meget af materialet, der ikke kun er optaget – men også bevaret.

3’eren bliver også langt mere spektakulær i sine chok- og suspense-scener. Spøgelsesscenerne er i høj grad meget kreativt og effektfuld udført, og de mange specielle måder, som dæmonen angriber på, er tydeligvis forsøgt mere overraskende end i de første to. Det betyder, at den alene fungerer ret godt som en gyserfilm. Men den dokumentariske realisme, der stod så stærkt i især den første, er nu meget tæt på at være væk. Det er slående, hvor præcist kameraet altid falder, når det bliver væltet. Vi får altid det helt centrale med. Meget tyder på, at den fine kreativitet, der gjorde Paranormal Activity til noget særligt, forsvinder med stigende produktionsmidler. Realismen udspringer af de indskrænkede midler til special effects.

Der er efterhånden gået fænomen i den for det paranormale. Det sker i takt med, at et stigende antal personer i Vesten igen er begyndt at tro på ånder, gode som onde. Mere specifikt er der også gået inflation i denne Paranormal-tradition. Udover Paranormal Activity-serien, hvor en 4’er allerede er på vej gennem produktionen, findes tre andre. Den japanske Paranormal Activity – Tokyo Night (2010) står stadig alene, hvilket også gælder Paranormal Ascendancy (2008), der først hed 3 AM, men efter succesen omkring Paranormal Activity i 2007, antog den hurtig en ny titel pga. stærke ligheder. Derudover findes serien Paranormal Entity, der nu består af tre film. Alle film med covers, der påfaldende meget ligner Paranormal Activity.

Serien om Katie og Kristie er dog langt overvejende den mest succesfulde, og det skyldes naturligvis den gode historie, der lancerede den første film: at være meget billig og alligevel vise sig at være succesfuld. Det handler om at fortælle en basalt spændende historie med meget få midler. Få indstillinger, få klip (hvilket er overraskende for gysergenren) og enormt velcastede film gør sit. De ukendte ansigter, der spiller hovedrollerne, gør det fantastisk godt – i alle tre film. Særligt de to små piger, der spiller Katie og Kristie i 3’eren, er fænomenale. Men den formel, som den første var baseret på, kan omsættes til et væld af spin offs, og så længe succesen kun går en vej, bliver de nok ved. Ja, dæmoner har det med at vende tilbage.

Mange vil nok også finde en vis tilfredshed med den grad af forklaringsrammer, som 3’eren inddrager. De første har været kritiseret for flere ting (som desværre ikke kan nævnes her pga. faren for spoilers). Kritikerne vil måske være tilfredse med det, der inddrages i denne. Denne udgave på købsfilm er også en fin pakke af materiale, hvor en Director’s Cut også er med. Den er dog kun nogle få minutter længere end biografversionen. Derudover er der ekstramateriale og fraklippede sekvenser fra filmen med til den, der vil have mere. Samlet set en anstændig udgivelse af en rimelig film, der dog efterhånden har bevæget sig noget væk fra seriens oprindelige gyserrealistiske forudsætning.