No strings attached (108 min.) Købsfilm / Paramount
Anmeldt 2/10 2011, 20:57 af Torben Rølmer Bille
Ærkeromantiske bollevenner
Ærkeromantiske bollevenner
« TilbageAmerikanske Ivan Reitman har foruden sin omfattende rolle som producent været instruktør på en række ikoniske komedier som eks. Caddyshack, Ghostbusters filmene og den lidt mindre kendte sci-fi komedie Evolution. Derfor har den vante komedieelsker måske ganske høje forventninger, når Reitmans navn optræder på en ny film. Denne gang er der tale om en letbenet, romantisk komedie, der indledningsvis fokuserer meget på det seksuelle aspekt af tosomheden.
Filmen No Strings Attached (der i de danske biografer fik den noget gammeldaws titel Venskab med fryns), handler om den unge mand Adam, der i filmens start får noget af et chok da han opdager at hans far har snuppet Adams kæreste. Nu partnermæssigt fritstillet og fantastisk frustreret, drikker han sig i hegnet men umiddelbart før han besvimer af druk, ringer han alle de piger han har kodet ind i sin mobiltelefon op og tilbyder dem sine ydelser. Han vågner i Emmas seng. Emma er pigen fra Adams barndom, pigen som han aldrig fik mulighed for at blive kærester med.
Selv om det første møde er ganske pinligt for ham især, indgår de to hurtigt en aftale. Hun fortæller at hun på ingen måde har brug for et fast forhold og Adam har – forståeligt - samme indstilling. Til gengæld har de begge et libido der skal tilfredsstilles jævnligt, så de aftaler at de kan ringe til hinanden hver gang de lysten til sex melder sig, uanset tid eller sted. Det er det primære udgangspunkt for filmen, der efter dette fundament er blevet lagt, bygger ovenpå med både forviklinger, farceagtige optrin og naturligvis diverse pinligheder, forbundet med de unge menneskers seksuelle udskejelser.
Selv om filmen fokuserer så meget på kønslig omgang, så er den i sin kerne en klassisk romantisk komedie. Det er en film, der primært finder sin målgruppe i teenagepiger og -drenge, der fnisende sikkert kan spejle aspekter af deres eget køns- og kærlighedsliv i filmens protagonistpar, men selv om der kopuleres en hel del, har puritanske forældre ikke andet at frygte end filmens frivole tone og direkte omtale af kønsakten. Selv om filmens elskere går til makronerne, er sexscenerne så tilpas tildækkede, at ingen bliver konfronteret med underlødig nøgenhed.
Ivan Reitman fortæller selv på det ellers fine bonusmateriale som er at finde på BluRay udgaven, at han denne gang har forsøgt at gå lidt andre veje med sin komedie end han har gjort tidligere og selv om man muligvis godt kan forstå at manden vil forsøge at behandle andre emner, så udebliver de komiske elementer der gerne skulle få tilskueren til at klukke inderligt af grin hele vejen igennem, og i dets sted er nu en ganske gennemsnitlig, men hyggelig ”romcom” der dog løftes væsentligt af skuespillernes præstationer. Det er især Natalie Portman der – som næsten altid - stjæler billedet som den usikre sygeplejeske, der ikke vil indse at hun er ved at falde for charmøren og bollevennen, men også Aston Kutcher og Kevin Kline, der spiller Adams far, spiller veloplagt og med stor charme.
Deres komiske timing og talent for skuespil er dog ikke nok til at gøre No Strings Attached til en klassiker indenfor genren. Selv om sexelementet nok skal få solgt filmen til førnævnte målgruppe og på trods af at filmen ikke forfalder til decideret forfladigelse af det seksuelle, som man eksempelvis har set til overflod i film som American Pie og lignende præpubertære værker, så ender filmens øgede fokus på kroppen naturligvis også med at blive drejet over på en helt traditionel kærlighedshistorie. Derfor synes filmen at ville fortælle seeren, at fantastisk, uforpligtende sex med tiltrækkende fremmede, uanset hvor skøn den er, bliver endnu bedre hvis man også udvikler sande følelser for hinanden. Det er ikke en morale, der af undertegnede anses som forkastelig, helt tværtimod, men det er også ganske forudsigeligt, at en film, der vil fokusere på seksuelle elementer, ender med at fortælle endnu en historie hvor ”dreng møder en pige, dreng mister pige - kun for at genfinde hende flere år senere”. Kort sagt en fortælling der hører til blandt de ældste i bogen og en som Reitman ikke kan påstå er fornyende i helt samme grad som han gerne vil gøre det til.
På trods af det rammer filmen med garanti stadig sit publikum og hånden på hjertet, så kan man måske ikke helt undgå at blive både lidt rørt og inderligt smilende, når spillet mellem filmens centrale hovedpersoner bliver så troværdigt, at man i glimt helt glemmer at de blot spiller skuespil og i stedet lader sig overbevise om at der er genuin tiltrækning mellem parterne. De hjertelige grin udebliver dog, så derfor er den vellykket som romance, men langt fra lige så vellykket som komediefilm. No Strings Attached bryder ikke formen for hvordan man støber en romantisk komedie, den er heller ikke blandt de bedste i genren, til gengæld man kan nemt indlede et uforpligtende forhold til den, forudsat man holder af genren.