Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Hitman (100 min.) Biografversion / 20th Century Fox
Anmeldt 19/12 2007, 13:35 af Steen Christiansen

Bang, bang, bang


Bang, bang, bang

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hitman er den første store successhistorie for dansk spilindustri, og når noget bliver en success et sted, er det naturligt at prøve at gøre det til en success et andet sted også. Det er dog en svær proces når man bevæger sig mellem medier, for der er naturligt nok forskellige kriterier for forskellige medier. Dermed skal man altid navigere et kompliceret felt af forventninger fra det gamle medie og de behov som det nye medie stiller.

Jeg kan ikke påberåbe mig nogen erfaring med Eidos' spil, og har derfor ikke så meget at sige om de forventninger man kommer med som gammel Hitman spiller. Det er dog ret hurtigt tydeligt, at instruktør Xavier Gens ikke har forsøgt at lege videre med det originale medie, sådan som Ang Lee f.eks. gjorde med filmatiseringen af tegneserien Hulk. Der er ingen første-persons vinkler, og mest af alt forsøger filmen at ligne de film, som det originale spil helt klart var inspireret af. Dermed indskriver filmen Hitman sig i en tradition af videreformidling af noget som faktisk oprindeligt var filmisk. En balancegang som ikke lykkes til fulde, og til tider kan virke lidt formålsløs.

Hitman går i al sin komplicerede enkelthed ud på, at 47 (filmens hovedperson, spillet af Timothy Olyphant) skal skyde folk. Nogle gange skal han skyde folk uden de ved det, og andre gange skal han skyde dem, før de skyder ham. Jeg er faktisk i tvivl om filmen har en egentlig historie, eller om den bare har hæftet ti tilfældige actionfilm sammen og brugt det som udgangspunkt for manuskriptet. Der er intet nyt at komme efter i filmens historie; den lægger sig stille og roligt i kølvandet på film som James Bond og Bourne-serien og lignende.

Retfærdigvis skal det jo så siges, at der findes massevis af glimrende actionfilm med en tvivlsom eller ganske tynd historie; det vigtigste i actionfilm er jo netop action-sekvenserne og dermed ofte også det visuelle udtryk. Det er absolut også her Hitman gerne vil brillere, og glimtvis lykkes det da også, selvom det for mig virker som en forspildt chance, ikke at trække mere på spillets visuelle stil. I stedet lægger filmen sig op af en hyper-æstetiseret vold, som selvfølgelig findes i spillet, men ellers kommer fra tidligere film som The Matrix og Underworld, alt sammen naturligvis med rod i Hong Kong-filmenes særlige højdramatiske stil.

Det er formentlig her Hitman vil skille vandene; hele filmen er netop overdramatiseret i dén grad. Replikkerne, skuespillet og handlingen er konstant maksimeret til at være allermest stiliseret, æstetiseret og cool. De dramatiske øjeblikke trækkes ud med slowmotion, actionsekvenserne er hidsigt klippede med fokus på fascinerende stunts og atletisk formåen mens de handlingsbærende scener reduceres til et spørgsmål om at have den svedigste kommentar.

Filmen er fjern fra virkeligheden, og foregår i et univers, hvor der kun findes rappe replikker, über-cool snigmordere og sexhungrende kvinder. Ingen tvivl om at filmen forsøger at tækkes drengerøvene med en overdreven sej hovedperson, som altid har forudset andres handlinger, aldrig tager fejl og altid har planlagt den bedste mulighed – det er en bevægelse ind i et idealiseret univers, hvis eneste formål er at underholde med visuelt effektmageri.

Desværre mangler filmen den charme som mange andre film i samme stil netop besidder, og som trækker det urealistiske ned på et mere håndgribeligt og acceptabelt niveau. Ingen som sætter sig i sædet for at se Hitman forventer realisme på noget niveau, men gumpetunge skuespillere og manglende charme, gør at filmen virker mere som et tordende actionspektakel, end en fascinerende voldsballet. Det er netop her filmen kunne have skilt sig ud fra mængden ved at blande mere spilrelaterede elementer med den typiske actionfilm. I stedet reproduceres en velkendt formel for actionfilm, og Hitman ender med at ligne en metervare mere end det revolutionerende spil det engang var. Hvis man kan slukke sin indre kritiske røst, læne sig tilbage og blot nyde det visuelle udtryk, er filmen glimrende underholdning i kategorien med tomme kalorier.


Forrige anmeldelse
« Takeshi Kitano Collection: Viol... «
Næste anmeldelse
» I Am Legend »


Filmanmeldelser