Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The A-Team (114 min.) Biografversion / SF-Film
Anmeldt 17/6 2010, 20:35 af Torben Rølmer Bille

Fjantet action


Fjantet action

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske firser tv-serie The A-Team er sikkert en som mange unge mennesker har nydt at se da de var mindre og da TV3 var hvermandseje. Der er sikkert derfor en del, der nostalgisk tænker tilbage på serien, men så var der de af os, som lige præcis var blevet lidt for gamle til at nyde den fjollede, harmløse action, og derfor hellere ville bruge tiden på splattergysere eller se Rambo stikke folk ned med store knive end at beundre Mr. T’s fine hanekam.

Konceptet med serien var naturligvis at få især unge drenge underholdt og som sidegevinst få solgt lidt plastikfigurer. Det lykkedes, for selv om serien måske ikke blev en bragende succes herhjemme, så er det stadigvæk de færreste, der aldrig før har stødt på udtrykket ”I pity the fool” eller som er faldet over et tilfældigt afsnit af serien på tv. Da Hollywood, som altid, ikke kan lade en succesfuld tv-serie ligge, er The A-Team nu blevet genoplivet, med et langt større budget og i spillefilmsformat.

Det er den forholdsvis ukendte instruktør Joe Canahan, der er blevet placeret i instruktørstolen, og det har vist sig at være et glimrende valg. For Canahan er manden bag de to meget morsomme, selvironiske actionfilm Smoking Aces. I disse film beviste han, at han ikke kun at han havde sans for vittig dialog, men også at han kunne få små budgetter til at strække ganske langt, samtidig med at han var i stand til at skabe virkelig veldrejet action.

Med The A-Team har Canahan fået langt mere albuerum og det har virkelig givet pote, for selv om filmen på mange måder er en ufattelig banal actionfilm af den gamle skole, så kan man samtidig ikke undgå at blive revet med og grine højlydt flere gange undervejs i filmen, især når den overdrevne action virkelig tager fart, eller når tilskueren konfronteres med replikker, som er så lamme, at man straks begynder at bladre gennem ens mentale ”one-liner” bagkatalog.

Canahan er ikke nogen Stephen Sommers, men det er tæt på. Han håndterer en af de ting som efterhånden er blevet en sjældenhed i amerikanske film, nemlig at lave actionfilm, der ikke vil meget andet end blot at underholde. The A-Team bør derfor betragtes som popcornfilm af den fineste slags. En film man tager en hel flok ind og ser før man skal i byen. En film, der er det bedste alternativ hvis det regner udenfor. Efter et par timer forlader man så biografen storsmilende, men spørger nogen dagen efter hvad filmen egentlig handlede om, så er det meget svært at huske detaljerne. Det som til gengæld sidder fast i bevidstheden er store, overdrevne eksplosioner, tanks i frit fald og så videre. Excessive scener og følelsen af at være tretten år igen. Det brager, buldrer og tordner derudaf med 150 i timen og det er meget svært at se nogle kedelige øjeblikke i de små to timer filmen varer.

Liam Neeson, der førhen altid blev castet som en blød professortype, er efter hans rolle i den veldrejede thriller Taken, trådt i karakter som aldrende actionstjerne. I The A-Team får han ligefrem mulighed for at lede holdet i rollen som Hannibal Smith. Mr. T er blevet udskiftet med fribryderen Quinton Jackson, Face af det komiske hug Bradley Cooper og Murdoch spilles utroligt veloplagt af Sharlto Copely (som virkelig har gjort sig fortjent til denne rolle, efter hans kraftpræstation i District 9), der står for de mest morsomme scener i filmen.

Filmens åbningssekvens fortæller i løbet af ti actionmættede minutter historien om hvordan holdet blev stiftet under en redningsaktion i Mexico. Efter forteksterne er kørt henover skærmen springer vi otte år frem i tiden. Holdet arbejder for den amerikanske regering i Irak. Her bliver de, kort før USA trækker sig ud af landet, sat til at finde nogle klicheer, der kan bruges til at trykke US dollars med. De bliver selvfølgelig snigløbet af en privat militærenhed, der selv snupper skatten og forsvinder. Hvis man endelig vil finde noget som helst politisk budskab i filmen er det hér. For de handlekraftige problemløsere i A-Team bliver detroniseret og fængslet separat, da myndighederne antager at det er deres skyld at missionen gik galt. Der går dog ikke længe før de en efter en opsøges af en ivrig CIA mand, der vil gøre alt for at få samlet holdet igen, så de kan få lov til at gøre det de er bedst til – skabe fuldstændig kaos og samtidig nå de umulige mål de får udstukket.

Som en amerikansk actionversion af Olsen Banden ser vi flere gange undervejs gruppens sindsvage planlægning af diverse halsbrækkende missioner, der dog ikke overgås af filmens slutsekvens der må siges at være noget af det mest spektakulære på det store lærred for tiden. En personlig favoritscene er desuden - og nu følger der en spoiler - den scene hvor Hannibal Smith og de andre befrier Murdoch fra et tysk sindsygehospital. Han modtager en 3D film med morgenposten og inden længe har Murdoch opildnet alle de andre tosser på afdelingen til at skulle sen filmen med det samme. De danser ind i deres videostue, ifører sig 3D briller og da filmen starter er det en anaglyf udgave af startsekvensen fra den originale TV-serien, komplet med den oprindelige temamusik. Da den karakteristiske sorte Chrystler-van nærmer sig, braser der naturligvis en rigtig vogn ind af bagvæggen, hvorpå alle gakkerne straks glædesfro begynder at klappe og råbe ”3D, 3D..” – måske en lille, velment stikpille til al den hysteri, der er om denne teknologi lige for tiden?

Man bør altså forberede sig på at The A-Team er en usædvanlig tåbelig actionfilm, der på ingen måde forsøger at tage sig selv seriøst, men selv om den er fuld af komiske indfald og glimrende actionsekvenser (der dog godt kunne have trængt til flere squibs (special effektposer med teaterblod – red.)) så formår filmen også, i løbet af sine to timer, at ridse hvert af holdets fire medlemmer ganske fint op. Der er ingen runde, komplekse karakterer at finde, men holdet fungerer, har en fin dynamik, der faktisk fungerer så godt at man nærmest håber på at filmen blev den succes som den gerne vil have, så vi snart kan se endnu en film med The A-team. For selv om det aldrig bliver stor filmkunst, så er opgaven om at lave to timers letbenet underholdning af høj kvalitet løst til fulde.


Forrige anmeldelse
« Piranha «
Næste anmeldelse
» Dragejægerne »


Filmanmeldelser