Der var rigtigt mange, der sad fuldstændigt lamslåede og måbende foran deres PC oven på den første bane af det trendsættende, finskproducerede 3. persons-skydespil Max Payne tilbage i 2001. Ikke alene var grafikken efter datidens standard helt fantastisk flot, men spillet var også det første til at udnytte den ultra-slow-motion effekt, som den lige så revolutionerende Matrix-film benyttede – ”bullet time”.

Foruden spillets fokus på at flyve gennem luften, mens man i bedste Chow-Yun Fat stil affyrer to pistoler samtidig og kontorlandskaberne eksploderer rundt om ørerne på spilleren, var der også en underliggende historie om en ulykkelig og traumatiseret strømer, der kom for sent hjem til at redde sin kone og nyfødte søn fra nogle ondskabsfulde junkievrag. Det var ligeledes historien om det ufatteligt vanedannende stof Valkyr, som efterhånden – som spillet skred frem – kom til at spille en større og større rolle i forhold til Max’ opklaring af konens død. Det er primært denne skumle baggrundshistorie og sekundært så meget de spektakulære actionsekvenser, som er blevet omsat til filmversionen Max Payne.

Stilistisk forsøger filmen - i billedernes kontrastfyldte og nærmest monokrome tone - helt fra starten at lægge sig tæt op af tegneseriefilmatiseringer som eks. Sin City, men hvor Robert Rodriguez havde valgt at stilisere billederne, så de så ud som om de var kalkeret over Frank Millers original, søger Max Payne en mere realistisk billedside.

Realisme er der dog ikke meget af i selve handlingen, for et af de elementer, filmversionen tilføjer historien, er de dæmoniske engle, som synes at forfølge alle de, der indtager Valkyr. Selv om Max Payne aldrig kammer helt over og bliver en film om en dobbelt virkelighedsopfattelse, så er der hele vejen filmen fokus på, at der er overnaturlige elementer, som måske blander sig direkte i karakterernes liv. Man kan naturligvis vælge som tilskuer, om man vil tilslutte sig den overnaturlige læsning, eller om de dæmoniske skikkelser, som optræder, er et resultat af de hallucinationer, brugen af Valkyr medfører.

Det er Mark Wahlberg, der har fået hovedrollen som Max, og at han kan fungere fint i actionsammenhæng, har han tidligere bevist for næsten ti år siden i den lidt undervurderede actionkomedie The Big Hit. Den nye film trækker dog langt mere på cinema noir og er langt mere dyster. At filmen tager både sig selv og universet meget seriøst, er både dens styrke og svaghed.

Det er en styrke, fordi det delvis lykkes filmmagerne at genskabe noget af den trøstesløse og knugende stemning, som gennemsyrede spillet. Det gøres endog til U.G. kryds og slange, idet der er rigtigt mange af spillets oprindelige karakterer og handlingselementer, som er direkte inkorporeret i filmen. Et af de eneste plotelementer, der er udeladt, er Max’ undercoverarbejde hos mafiaen.

Seriøsiteten er samtidig en svaghed, fordi der er så mange elementer, der i retrospekt synes at være ulogiske eller usammenhængende. Eksempelvis er man endnu engang vidne til den traditionelle scene, hvor Max’ bedste ven har lagt en telefonsvarerbesked. På svareren fortæller han, at han har fundet en sammenhæng mellem Max’ kones død og en aktuel mordsag. Hvad denne sammenhæng er, bliver naturligvis ikke fortalt over telefonen, og da Max når frem til det aftalte mødested, er vennen... ja, gæt engang! Når historien er så humorløst leveret, bliver det meget svært at tro på, at to professionelle politimænd virkelig ville agere på denne måde.

Det største kritikpunkt er dog, at der ALT for lidt action i en film, der deler titel med en af de mest hårdkogte skydespil fra starten af årtusindet. De, der sætter sig godt tilrette i biografsædet med forventningen om at få en kort præsentation af hovedpersonerne, hvorefter der - som i den halvgeniale Shoot ’Em Up - bliver skudt uafbrudt løs i de næste halvanden time, må forberede sig på at blive slemt skuffet, for der er forbavsende få actionsekvenser i Max Payne. De skyderier, der er i filmen, er ret flot eksekveret, men der er kun en enkelt scene, der direkte citerer spillets bullet-time, og det er jo en skam, når det er det, som langt de fleste fans sikkert har regnet med at skulle se omsat til film. Resten af den action, der vises er meget traditionel og kan ses lige så flot eksekveret i mangen en Hong Kong-politifilm.

I stedet for at være lige så spektakulær som spillet, ender Max Payne derfor med at være en ret middelmådig politithriller med overnaturlige elementer, der ganske vist sikkert kan tilfredsstille de, der ikke kender til spillets voldsomme excesser, men som med garanti vil skuffe mange af dem, der gør.