Danmark oser af talent. I hvert fald at dømme efter mængden af talentprogrammer på tv. Om det reelt er sådan, er måske mere tvivlsomt (bare spørg Thomas Blachman). Drømmen lever dog, og forblindelsen er stor for de mange, der tror, at netop de er den uslebne diamant. Denne tilstand af blind tro på talent gør Jonathan Spangs spillefilmsdebut som instruktør tykt grin med. Og lykkes langt hen ad vejen med det. Filmen hedder Talenttyven – og er netop udkommet på købefilm.

Mark og Troels er en boyband-duo fra 90’erne, der lever som fallerede stjerner, som turnerer i danske storcentre. Deres plader har solgt dårligere og dårligere, og deres succes er i det hele taget til at overse. Troels vil derfor forny deres stil, men Mark er usikker: Han kan faktisk godt lide Rødovre Storcenter. Imens lever Marks kæreste en ubemærket tilværelse som sekretær hos et opfinderfirma – og opfinder ting til egen skuffe i fritiden. Det ændrer sig dog, da hun opdager, at hun faktisk har – talent. Og masser af det.

Fortællingen, der skal bære Talenttyven, er tynd og gennemskuelig – som mange komediers fortællestruktur. Det er ikke en dybsindig fortælling, der skal bære værket. I stedet er denne struktur et grundlag under den humor og den satire, som filmen bygger på. Filmen emmer af Jonathan Spangs underspillede humorstil, mens satiren gennemgående er spids og velfunderet. Den retter søgekornet målrettet mod tidens forklumrede fokus på, at alle kan blive stjerner.

Talenttyven er castet til bristepunktet med danske komikere og velkendte skuespillere i alle roller og biroller. Den banale fortælling – om Mark, der stjæler sin kærestes talent – er derfor pakket fint ind i en veleksekveret dialog og en ping-pong mellem replikkerne, der virker. Punchlines rammer rigtigt, og vittigheder bliver leveret, så humoren ikke virker forceret. Pinlighederne bliver undertiden måske en anelse, som var det et afsnit af Klovn, men det gør måske heller ikke noget.

Musikken er et bærende element. Bandets lyd fra 90’erne virker troværdig og alligevel distanceret. At det er Søren Rasted, der sammen med sin nevø Nikolaj Rasted (som sammen udgør duoen Hej Matematik) har komponeret numrene til filmen, er alene en dybt selvironisk kommentar til Rasteds tid som tyggegummipopmusiker i Aqua. Musikvideoerne til sangene er dog så overdrevne, at humoren er lige ved at undslippe. Det er tydeligt, hvad der gøres grin med, men det er en anelse i overkanten.

Talenttyven er sjov og velspillet. Det er bestemt ikke en film, der – om mange år – vil blive husket for noget som helst. Den er banal og ensrettet, og er formentlig et eksempel på det, vi om tyve år vil omtale som folkekomedien efter årtusindeskiftet. Nyere danske komikere er lidt blevet det, de kritiserede dansk humor for at være: folkelig, lun og uden kant. Omslaget til dvd-udgivelsen ligner endda også en Dirch Passer-film fra 70’erne. Men Talenttyven er et underholdende bud på et alternativ til X-faktor fredag aften.